For en del år siden, hvor jeg endnu pendlede dagligt mellem to større danske provinsbyer, faldt jeg i snak med en medrejsende. På grund af en forsinkelse drejede snakken sig hen mod den offentlige trafik og dens mulige privatisering. Det var før Arriva fik mulighed for at køre her i landet.

Det viste sig, at min medrejsende i årevis havde arbejdet med netop infrastrukturelle problemer i overstatslig sammenhæng. Og han undrede sig dybt over, hvordan man i Danmark kunne gøre de centrale jernbanelinjer til genstand for ideologisk slagsmål om privatiseringens fordele og ulemper. I andre lande – mente han – var man, uanset politisk observans, at den formening, at visse infrastrukturelle forhold bedst og mest rationelt blev varetaget af staten.

Igennem det sidste årti har vi fået ørerne tudet fulde af, hvor effektivt, besparende, kvalitetssikrende osv. privatisering af offentlige områder vil være. Lige fra rengøring af offentlige kontorer over hjemmepleje til private sygehuse og aktivering af de ledige. Ser man bort fra spørgsmålet om den økonomiske rationalitet i privatiseringen (holder løfterne om effektivitet, besparelse osv?), så kan man sige, at privatiseringerne er kendetegnet ved, at det offentliges – eller vi kunne sige: fællesskabets – indflydelse af indlysende grunde reduceres kraftigt.

Denne sandhed er åbenbart gået op for et par konservative ministre i disse dage. Det drejer sig om økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og dennes kollega Lene Espersen, der har været fremme i medierne og beklage privatiseringerne af TDCs kobberkabelnet og Københavns Lufthavne. Begge to blev solgt til såkaldte “kapitalfonde”. Til Jyllands Posten udtaler Mikkelsen: »Når man sidder i en kapitalfond, tænker man ikke på den danske stats ve og vel. Så tænker man på sine aktionærer«. Nej, og det burde vel ikke komme bag på en borgerlig politiker som Mikkelsen!? Er det ikke selve motivet for privatisering: At private kan stræbe efter den profit, der er at hente i den privatiserede virksomhed?

Og for de såkaldte kapital- eller hedgefonde er dette motiv om muligt endnu mere udtalt. Vi så det med TDC, som efter overtagelsen, blev tømt for værdier, som forsvandt ud af landet – og fik tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen til at arbejde i EU for en lovgivning, der fremover vil kunne modvirke den slags udbytning af privatiserede virksomheder.

Selvfølgelig er det glædeligt, at ideologiens tåger letter til fordel for fornuftens klare lys hos de borgerlige politikere. Men det burde være sket for længe siden…

Hvorfor kommer denne besindelse så nu? Jeg tror, det skal ses i sammenhæng med den aktuelle økonomiske krise og de politisk-økonomiske nødvendigher, denne krise stiller politikerne over for. Vi har allerede på skatteområdet set, at der er slået nye toner an med jagten på skjulte udenlandske bankkonti, internationale selskabers skattesnyderi m.m. Mikkelsens og Espersens indrømmelse handler om statens – fælleskabets – handlemuligheder. Lene Espersens mener, at det først og fremmest er et “sikkerhedspolitisk” spørgsmål, at statens skal bevare kontrollen over centrale dele af infrastrukturen. Men spørgsmålet er, om ikke det stikker endnu dybere og handler om det borgerlige demokratis muligheder for at handle i fællesskabets interesser – ikke mindst i en tid, hvor kapitalen for længst har forladt de nationale grænsers bindinger, og hvor den fundamentale konflikt mellem privat profitbegær og fælleskabets interesser er blevet er blevet forstørret op af krisen i finanssektoren?