I går kunne man læse, at det regeringsbegærlige Socialistisk Folkeparti ville have kvinderne til at arbejde på fuld tid i dette land. I følge SFs Pernille Vigsø Bagge har for mange kvinder deltidsjob, og det er hverken til fordel for dem selv (mindre i løn, pension og ligestilling…) eller “velfærden”. Underforstået: De betaler for lidt i skat til den skrantende “velfærdsstat”.
Hvordan ideen om fultidsarbejde hænger sammen med en folkesocialistisk politik over for de i forvejen belastede børnefamilier, der har svært ved at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, er så en anden sag. Og det er heller ikke indlysende, hvordan SF forholder sig til det faktum, at arbejdsmarkedet bliver mere og mere stressende og belastende at være på. Er det “velfærd” at presse nogen ud i længere tid, end de har lyst til?
I dag får man så at vide, at “hver fjerde arbejder på deltid“. Cirka 25% af arbejdsstyrken arbejder på nedsat tid og nedsat kraft. Og der er to forklaringer. For det første skyldes den nedsatte tid den aktuelle økonomiske krise. Virksomhederne forsøger at spare, hvor de kan. Fx ved at lade nogen ansatte på nedsat tid eller ligefrem gå ned i tid. For det andet vælger nogle af egen drift at gå ned i tid for at få mulighed for at restituere sig selv fra et belastende arbejde med stress, jag og evindelige kontrol- og evalueringskrav. Beskæftigelsesministeren Inger Støjberg reagerer som forventeligt for en politiker, hvis parti lovpriser den fortsatte økonomiske “vækst”, med at love et “incitament” for at arbejde. Det skal være “lukrativt” at arbejde – for “eller kommer vi ikke styrket ind i fremtiden”. Og i den jargon betyder “incitament”: penge. Enten i form af en “gulerod” (skattelettelser?) eller en “pisk” (økonomiske sanktioner over for deltidsjob?).
Som man nok kan se, så er Socialistisk Folkeparti og Venstre i samme båd. Og det er lidt beskæmmende at se, at de folkesocialistiske parti er blevet så magtliderligt, at det ikke kan standse op og sætte spørgsmålstegn ved den underliggende væksttænkning og dennes automatiske forbindelse til den såkaldte “velfærd”. For er “velfærd” (som i følge min gamle ordbog er synonymt med: at det går en godt, at man er lykkelig…) ensbetydende med mere udmarvende arbejde, større forbrug, større skatteprovenu og den slags? For mig at se, så kan der ikke være tvivl om, at Socialistisk Folkepart i sin iver efter at komme til magtens sulefad er i gang med en metamorfose, der efterlader dens dens folkesocialistiske grundlag som en aflagt ham i oppositionens mørke – hvis ellers projektet lykkes. Og er det det, vi har brug for nu, hvor den aktuelle økonomiske krise objektivt set sætter spørgsmålstegn ved de liberale vækstøkonomiers fortsatte himmelflugt? Og hvor skrantende offentlig sektor og en omvendt robin-hood-skattepolitik med al ønskelig tydelighed viser, at den er helt gal med prioriteringerne på skatteområdet?
@Thomas A. W.: Selvfølgelig behøver det ikke at være sådan. Og jeg mener også, det er vigtigt, at der er folk i SF, der bruger energien på at kritisere den nye magtpolitiske tendens. Ikke kun internt, men også i den offentlige debat. Spørgsmålet er også, hvor langt man skal strække sig for at komme til magtens sulefad? Der er i højeste grad brug for idealister i dagens politik.
Hej Capac. Det er rart at høre. Jahr, helt bestemt.
Jeg nægter dog selv at tro på, at det behøves at være sådan, blot for at kunne danne regering og få indflydelse.
Man får da ikke befolkningen til at finde en mere spiselig, ved at skorte sit medlemsdemokrati, føre selvmodsigende politik, prædiker enhedskultur og lyncher debatten. Det er ikke det der gør det.
Vil mere sige det koster på troværdigheden i visse kredse..
Det er hos ekspertvældet, man bliver mere stueren af det.
Det skader partiet. For hvem gider i længden mobilisere for et parti, der ikke hører én, men som kun holder takketaler og bejler til folk udenfor partiet, end dem der sætter deres lid til det?
Jeg fandt forleden dag denne artikel, som konkret beskriver problemerne og udviklingen i partiet, samtidig med at fremsætte konkrete forslag:
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=886
@Thomas Allan W.: Jeg kan godt forstÃ¥ din frustration. Selv om Villy Søvndahl flere gange har bedyret, at han og partiet stadigvæk stÃ¥r fast pÃ¥ partiets grundlag, sÃ¥ mÃ¥ man udefra konstatere, at partiet i ord og gerning nærmer sig, hvad man kunne kalde de midtersøgendes konsensus. Retorikken, “værdierne”, midlerne osv. ligner mere og mere, hvad man kan finde hos andre partier – fra Socialdemokraterne til Venstre. Jeg tror, det er prisen for at ville magten. Men prisen er for høj i mine øjne.
Jeg er også blevet et meget frustreret partimedlem, det seneste længere stykke tid.
En ting er, at ville ‘konkrete forbedringer for mennesker her og nu’ og i dht. at søge indflydelse, noget andet er, at kaste hele sit grundlag og det interne medlemsdemokrati over bord, som om det skulle være en hindring for dette!
Det bliver lutter nonsens at blive ved at køre pÃ¥ den samme floskel, nÃ¥r man nÃ¥r et punkt, hvor partiet har en sÃ¥ kompromisvenlig linje at der ikke længere er fast grund under parolen om at vi skal være ‘handlekraftige’.
Man skal jo ogsÃ¥ passe pÃ¥ med at falde i den anden grøft. Men SF, og deres ledende bureaukrater, har kun for øje at søge længst mulig væk fra grøften med splittelse og ideologisk ‘dogmatik’.
Al den snak om ‘enhedskultur’, er en gang tør sovs.
@Kenni: Man skal jo kunne stÃ¥ inde for partiets holdninger. SpørgmÃ¥let er sÃ¥, om mange af de vildskud, vi har hørt de sidste par dage, kan føres tilbage til partiprogrammet. Det tror jeg ikke. Man kan sÃ¥ vælge at forlade partiet – eller gÃ¥ til modangreb pÃ¥ tÃ¥belighederne. Det sidste fortjener Vigsø Bagges krav til kvinderne…
Netop på grund af partiets udmeldinger på det seneste, der overvejer jeg ret kraftigt at blive løst af partiet og befinde mig i den suppedas af mennesker, som ikke har nogen partibog. Det vil ærge mig, men på den anden side kan jeg heller ikke rigtig altid stå inde for de udmeldinger som partiet kommer med. De har i den grad glemt deres ideologiske ståsted.
@Donald: I hvert fald er hendes holdning ikke blevet modsagt de seneste dage, sÃ¥ vidt jeg ved. For mig at se, sÃ¥ er det mest skræmmende ved forslaget, at Vigsø Bagge under dække af kvindeligestillings- og “velfærds”snak kommer til at føre borgerlige “ansvarlige” “velfærds”politik, der ikke fÃ¥r sat spørgsmÃ¥lstegn ved den dogmatiske borgerlige væksttænkning eller den borgerlige skattefordelingspolitik. Dermed svigter forslaget SFs ideologiske grundlag.
Lige et spørgsmål, undskyld min uvidenhed, men repræsenterer Pernille Vigsø Bagge den almindelige holdning i SF?
Der vil altid være magt-lystne mennesker i politiske partier, nogen kæmper med ufine metoder, og hvis det bliver alt for tydeligt i SF, betyder det en flugt mod midten af det politiske spektrum.
Jeg har i de sidste par mÃ¥neder hørt og genhørt de problemer, der var med Axel Larsens troværdighed, og jeg er bange for at den slags spøgelser kan dukke op igen, hvis rabiat-religiøse SF’ere begynder at lufte synspunkter, som ikke tager menneskelige hensyn men virker som kritik af almindelige menneskers livsform.