Til forskel fra Harper Simon, så har Jakob Dylan for længst lagt afstand til sin berømte far, Bob. Siden 1989 har unge Jakob (well, ung og ung, han har passeret de 40 år…) slået sine musikalske folder i bandet The Wallflowers, hvor han har været den gennemgående og dominerende figur.

På mit seneste raid til bibliotekets udsalgskasse fik jeg fat i gruppen tredje langspiller, Breach, fra 2000 (Interscope). Det er efterfølgeren til Wallflowers egentlig gennembrud, Bringing down the Horse, fra 1996, som indbragte gruppens en top-10-plads i USA og hele fire platinplader. Debutpladen fra 1996 havde kun fået kritikerne op af stolen…
The Wallflowers har turneret en del sammen med John Mellencamp og Tom Petty, og det er da også dem – ikke mindst Tom Petty – man får associationer til, når man lytter på Breach. Det er melodiøs rock i smagfulde arrangementer med meningsfulde tekster – af den slags, der passer perfekt til AOR-FM-radioen i bilen eller HI-FI-anlægget foran sofaen – og måske også tænkt som sådan. Det er ikke musik, der vil forny musiklivet eller ændre på verdens gang, men køre som et kommenterende spor til det kaos, vi kalder hverdagslivet.
Jeg har ikke fulgt Jakob Dylan og Wallflowers i tykt og tyndt, men Breach giver en lyst til at få fat i de andre plader. Og det er vel en anbefaling i sig selv….
PS. I øvrigt medvirker selvest Elvis Costello på et enkelt nummer (Murder 101)