For et stykke tid siden kunne man se en udmærket udsendelse på DR2 – den hemmelige kanal – om pop- og rockstjernernes børn og deres problemer med at gå forældrene i bedene. Et af de mange problemer – og måske det største – er, at de bærer selve navnet på forældrene. Fx Mccartney, Dylan, Zappa eller – Simon. Og så bliver man automatisk – i pressen i det mindste – målt og vejet i forhold til ophavet. Og det kan – forståeligt nok – være belastende. Spørg bare John Lennons sønner.
Og det kan da også være svært helt at lægge familiebyrden fra sig – også som lytter. Men man gør klogest i det, hvis man vil have noget ud af musikken.
Ovenstående tanker gled gennem mit hoved, medens jeg lyttede til sange fra Harper Simons nye plade. Harpers far er ingen ringere end Paul Simon, og i en fremskreden alder af 37 har sønnike udsendt sin debutplade. På Harpers Myspace-side kan man høre fire numre fra pladen. Og “Wishes and Stars” – det første nummer jeg kom til at lytte til – lyder grangiveligt  som Simon & Garfunkel anno 2010! Men ellers ligger Harper Simons sangskrivning og performance ikke i sporet efter den berømte far.

Harper breder sig genremæssigt fra country (Shooting Start) til indieinspireret singersongwriter (The Audit). De tre numre, man kan høre på siden, viser, at Harper sagtens kan stå på egne ben. Det er små finurlige, kønne sange, med en klar personlig tone. Fortsætter han i det spor, vil mindet om faderens snart glide i baggrunden af bevidstheden.
Den nye plade er i øvrigt produceret af Bob Johnston (Bob Dylan, Johnny Cash, Leonard Cohen). Og produktionen giver da også mindelser om tressernes lyd.