Cy Nicklin fylder 70 år! Tempus fugit. Jeg husker det, som var det igår. En kliche, men ikke desto mindre, en rigtig en af slagsen. Jeg sad i Stakladen på en af de klapsammenstole, man dengang i halvfjerdserne brugte, når der var koncert. Og som man fik ondt i røven af at sidde på for længe. En person kom hen til mig og sagde noget i retning af: “Har du noget ild?”. Jeg kikkede op, og der stod Tom McEwan, som dengang spillede trommer i Culpeper’s Orchard. En af grundene til, at jeg var kommet til denne koncert. Desværre kunne jeg ikke hjælpe Tom, for den eneste røg jeg indtog dengang var de tunge galarskyer, der drev rundt i lokalet og som hele tiden blev suppleret af nye skyer fra chillumer i alle størrelser og afskygninger. En god ryger har jeg aldrig været. Og et par hvæs på en hjemmebygget megachillum samme aften mindede mig blot om, at det bedste jeg kunne få ud af den sport, var et kraftigt hosteanfald.
Jeg havde fået ørerne op for Culpeper’s Orchard og havde også købt deres uforlignelige debutalbum (1971 Polydor 2380 00) hos FONA i Esbjerg på et af deres – i denne blogsammenhæng – sagnomspundne udsalg. Med deres unikke, personlige udgave af progressiv rock med over- og undertoner af folk, country og meget andet godt og med et vokalarbejde, der ledte tankerne hen på det allerbedste fra udlandet (fx Crosby, Stills, Nash & Young), var de for mig et levende bevis på, at dansk beat sagtens kunne stå distancen over for den ellers så dominerende angloamerikanske rock. På papiret var dette band af international klasse. Med folk som Nils Henriksen, Niels Vangkilde, Thomas Puggard-Mülle (g.), Niels Tuxen (pedal steel, dobro), Ken Gudman, Rodger Barker, Tom McEwan (trommer), Michael Friis (bas) og Cy Nicklin i forgrunden som sanger og guitarist var potentialet til et større gennembrud på plads. Men som så ofte i den branche blev det ved det.

Fire plader blev det til. De tre første kom i rap i ’71 og ’72. Debuten blev fulgt op af Second Sight (1972 Polydor 2380 019) og Going For A Song (1972 Polydor 2380 020). Derefter gik der nogle år før bandet under navnet Culpeper udsendte det mere strømlinede All Dressed Up And Nowhere To Go (1977 Sonet SLP1558), som blev gruppens fornemme svanesang.
Koncerten i Stakladen bekræftede blot, at gruppen var noget helt særligt. Og jeg blev inkarneret fan, købte deres album og synes stadigvæk, at de hører til det ypperste, som dansk beat har fostret.
Som Torben også gør opmærksom på, så er ikke alt fra denne gruppe tilgængelig på cd. Men noget er, og man kan købe det hos Tømrer-Claus på karma.dk. Hvor ville det dog være herligt, hvis pladeselskabet ville udsende en lille boks med gruppens musik. Den ville jo alligevel ikke blive så stor…

Culpeper’s Orchard på Tuben