I dag kan man læse i medierne, at regeringen ikke vil indføre en objektiv fattigdomsgrænse i kroner og ører. I stedet foretrækker man en opfattelse af “fattigdom”, der kunne kaldes politisk subjektiv. Hvis man fx er psykisk syg, misbruger af alhohol og stoffer, har været på nedsat ydelse i et år og har et barn, der ikke passer sin skole – så kan det være, fordi man er “fattig”. Mener regeringspartierne.
Strategien er jo indlysende nok. Man vil ikke have en objektiv definition, for det forpligter økonomisk. Så længe definitionen afhænger af politisk-ideologisk præference, så er der frit spil til at definere en konkursramt virksomhedsejer som værende fattig og undlade at gøre det over for en indvandrerfamilie på starthjælpsydelse. For eksempel. Fattigdom handler ikke kun om penge, siger de konservatives socialordfører. Nej, det gør det ikke. Men det handler også om penge i et samfund, hvor alt – stort set – handler om penge.
Og med en vanlig gestus tørres problemet “fattigdom” af på kommunerne. Det er dem, der skal finde fattigdommen og gøre noget ved den. Men det er jo svært med en betrængt økonomi og i fraværet af en officiel politik på området. Det kan – indlysende nok – være svært at gøre noget ved de sociale, psykologiske og andre problemer, der er forbundet med et liv i fattigdom. Men med en fastlagt økonomisk fattigdomsgrænse vil man kunne gøre noget ved det materielle grundlag for elendighederne. Men det vil regeringen altså ikke være med til…
[link]
@Donald: Der er mange “myter”, som fortjener at blive gÃ¥et efter med en tættekam. Fx den om landbruget, der tjener penge til landet. Jovist er der eksport, men landbruget er ogsÃ¥ den største modtager af støtte – og har været det meget længe. I størrelsesordnen 8 milliarder om Ã¥ret. Jeg kan huske et møde, jeg var til i 1997-98, hvor Uffe Ellemand deltog. Han argumenterede for nedskæringer pÃ¥ omrÃ¥det for overførselsindtægter (dagpenge og sociale ydelser) og blev konfronteret med den kendsgerning, at landbruget er den største “bistandsklient” i landet. Dét var han ikke glad for at høre – eller forberedt pÃ¥. SpørgsmÃ¥let er vel, nÃ¥r hele regnskabet gøres op, om landbruget som sÃ¥dan bidrager væsentligt til samfundsøkonomien?
En anden “myte”, man hele tiden hører, er, at den private sektor tjener pengene til velfærden. Dertil er blot at sige: Ikke hele den private sektor. Fx er der mange private firmaer, der lever som underleverandører og lign. til den offentlige sektor. Tænk blot pÃ¥ det arbejdsmarkedspolitiske omrÃ¥de. Hvor meget er det lige disse private firmaer bidrager med, nÃ¥r det kommer til stykket?
Der er nok at gå i gang med for kritiske journalister og politikere.
Ja! og tak for at der altid er feedback her.
MÃ¥ske er det stedet at lufte et kontroversielt og mÃ¥ske endda kættersk syn pÃ¥ rigdom? Her er en sætning, som man ofte hørte i min barndom: “Det er landbruget, som tjener penge til landet”. Det fÃ¥r det til at lyde som om at byerne nasser pÃ¥ exporterhvervene, hvilket der mÃ¥ske er et eller to sandkorn i. Det kan forudsiges, at der vil være vanskeligere forhold pÃ¥ de globale markeder, og “selvforsyning” lyder som lukning af grænser hvilket ikke gavner nogen – plejer man at sige.
Men hele denne her mÃ¥de at se verden pÃ¥ glemmer at de vestlige økonomier har plukket 3-verdenslandene igennem hundreder af Ã¥r og at bytteforholdet var sÃ¥dan, at vi snød de fattige lande dobbelt. Der er ingen garanti for at “globalisering” er til alles fordel.
DESUDEN glemmer vi, at det, der skal til at udligne indtægter og afhjælpe fattigdommen er en dråbe i havet ved siden af de beløb, som tappes ud af landet ved multinationale selskabers skattesnyd.
@Donald: Jeg gør mig såmæn heller ikke de store illusioner om Socialdemokraterne med hensyn til fattigdomsbekæmpelse. De har jo stået for forringelser på så mange områder, fx efterløn og dagpengeområdet. Og det er nemt, at love guld og grønne skove, så længe man sidder uden for regeringsmagtens cirkel.
Men nu er det jo V, K og DF, der har magten og derfor mÃ¥ stÃ¥ for skud. Og det er regeringen, der nægter at fastslÃ¥, hvornÃ¥r man i økonomisk forstand kan betegnes “fattig”.
Under alle omstændigheder synes jeg, det er uacceptabelt, at vi i et sÃ¥ rigt samfund som det danske (ogsÃ¥ selv om vi er blevet “fattigere” pÃ¥ grund af finanskrisen…) ikke alene har fattigdom, men ogsÃ¥ et voksende fattigdomsproblem.
Der er desværre flere nuancer i detteher. Der er ikke mange socialdemokratiske politikere, som var uvidende om at velfærdsstatens arbejdsløshedsunderstøttelsesmekanismer (hvorfor må man ikke skrive sammensatte ord med mellemrum?) var ved at løbe løbsk. Jeg tror Ritt B engang sagde at selv om der var 10% som misbrugte rettighederne, så var AF-systemet og socialhjælpens måde at fungere på den, der gav det bedste resultat for at bryde mønsteret (fattigdomsfælden) så bl.a. børnene kunne komme videre.
Mon AagePK mener, at man fÃ¥r bøde for at hjælpe værdigt trængende eller at budgetterne overskrides, nÃ¥r kommunerne opstiller hjælpeprogrammer og p.g.af budgetoverskridelser skal betale “bøder” (eller yde mere i statsskat)?
@AagePK: Ja, det ligner en tanke…
Og HVIS kommunerne skulle være så formastelige at finde nogle fattige (og de er faktisk ikke så svære at finde, bare spørg i Frelsens Hær og hos andre, der deler julepakker ud), så har vi jo heldigvis i tide fået et bødesystem på plads, så kommunerne skal spytte i statskassen krone for krone. Og det tæller altsammen.
Det ér altså smart.