Man behøver jo ikke at være en Phil Collins eller en Rod Stewart for at gå tilbage i musikhistorien. Man kan også være godt og vel tyve år og komme fra nordkanten af ålborgområdet.

Thee Attacks har valgt at gå tilbage til en tid, hvor deres egne fædre formodentlig havde langt hår, jagtede piger og lyttede til parringsmusik hos Beatles, Kinks, Who og andre engelske bands med rødder i amerikansk R&B, soul og så videre. Motivationen hos de fire ålborgensiske ungersvende kan jo af gode grunde ikke være (belastende) nostalgi, så mit gæt er, at de fire ungersvende har forelsket sig i den musik. Det er jo set før.

Og som med enhver heftig forelskelse, så får den ikke for lidt. Helt ud i coveret på debutalbummet med den selvbevidste titel “That’s Mister Attack to you” er referencerne og allusioner til tresserikonerne tydelige. Lige fra den Pete Townsend-smadrende ungersvend på for- og bagside til den stolte erklæring: Recorded in aggressive MONO. Sådan!

Thee Attacks sætter ikke deres beatlys under en skæppe med fører sig frem med modattitude og ungdommelig her-kommer-vi! Og heldigvis holder musikken til udenomsværkernes og selviscenesættelsens forpligtende rammer. Pladen er optaget i Liam Watsons (White Stripes) retro-analoge studie i London, og lyden lægger sig tæt op ad lyden fra fx de tidige Kinks og Beatles. Men denne tekniske omstændighed kunne være temmelige ligegyldig, hvis ikke Thee Attacks lagde al den energi og spilleglæde i projektet, som de faktisk gør.
Numrene er selvskrevne, og gruppen går til sagen uden coverkunstnernes og retroturisternes ofte alt for ærbødige indstilling til forlægget. Thee Attacks afleverer deres sange med en friskhed og energi, der kan tage pusten fra selv en garvet lytter som undertegnede. De har allerede sikret sig en plads på capacs mp3-afspiller den kommende tid (og det er ikke enhver beskåret!), fordi de blæser støvet ud af ørerne og får en til at glemme alt om tidens kvalmende, medieliderlige amatørisme eller dens professionelle produktmodstykke.
Melodierne er ikke Thee Attacks største styrke, men sangene er gode og de spilles i den ånd, der herskede på de bedste af de tidlige engelsḱe beatplader. Der er fine små hilsner til de store forbilleder – fra Beatles over Who til Kinks. Fx vinkes der til Kinks “You Really Got Me” – en af pigtrådsmusikkens ursange – i “Won’t Break Me” uden at der er tale om citat. Sådan skal det være, når man går tilbage.

Og så er det også forfriskende at albummet ikke bidrager til mp3-formatets atomisering af musikken. Der er tale om et album, der fortjener at blive lyttet til som sådan. Skru op for bilstereoen, mp3-afspileren eller anlægget derhjemme og tag med på en rejse tilbage til mono og den gode beat. Thee Attacks har valgt at gå tilbage for at komme frem.  Og det er lykkedes, for der er både hjerne, hjerte og nosser i deres dansante musik.

Thee Attacks på nettet:  Her – Her – Pladen er udkommet på Crunchy Frog Recordings.