I forbindelse med det seneste indkøb på biblioteket fik jeg også fat i Under Byens debutalbum “Kyst” fra 1999. Jeg har lyttet lidt til det danske band, siden de fik de første positive omtaler i medierne, men det, jeg hørte, sagde mig ikke ret meget. Jeg kunne godt høre, at bandet prisværdigt ambitiøst, men også prætentiøst, forsøgte at finde sin helt egen stil i et crossover mellem rock, folk, klassisk, jazz osv. Men det bevægede mig ikke rigtig, og nu fik jeg så chance for at lytte til gruppen igen.

Det har ikke rigtig hjulpet. Og det er nok min fejl. Jeg synes, projektet på “Kyst” er interessant, men musikken appellerer hverken til min hjerne eller min krop. Jeg synes debutalbummet virker en anelse anstrengt, ja, søgt og – som allerede skrevet – prætentiøst. Og så forekommer det mig, at gruppen her har lidt svært ved at frigøre sig fra sine musikalske forbilleder, ikke mindst forsangerinden, Henriette Sennenvaldt, der igen og igen fik mig til at tænke på den lille islandske sangerindetrold Björk.

Nu vil jeg så låne deres seneste udgivelser og se – eller rettere: høre – om de er blevet kureret for børnesygdommene, som der går frasagn om…