Engang var den unge mand på billedet ovenfor med i et af de førende engelske progressive rockorkestre, Genesis. Men set i bakspejlet – Phil Collins forlod Genesis i 1996 – så var det eksperimenterende, fabulerende, teatralske progressive band, hvis progressive periode kulminerede med det stort anlagte dobbeltalbum “The Lamb Lies Down On Broadway”, nok mere udtryk for Peter Gabriels (og konsorters) musikalske ambitioner end Phil Collins. Det blev afsløret, da Gabriel gik solo – og Collins derfor måtte overtage forgrundsfigurens rolle. Selv om det progressive holdt ved halvfemserne ud, så drejede Genesis i retning af mainstream pop. Efter et par tilløb, hvor tendensen blev tydeligere og tydeligere, sprang Genesis for alvor ud som popband med Duke i 1980. Og året efter bekræftede Phil Collins metamorfosen med sit første soloalbum, Face Value.
Gammel kærlighed ruster ikke, siger man jo. Og Phil Collins tabte sit hjerte til popmusikken som ganske ung. Til musikpressen har Collins de forløbne dage fortalt om dengang, han som ganske ung hvalp tog ind i Sohos Marguee Club for at høre The Who og andre opkomlinge, som spillede deres favoritnumre, der var hentet fra den store amerikanske musikalske smeltedigel og bestod af blues, soul og rock. Og dagen efter gik unge Phil så i pladebutikkerne for at finde de originale indspilninger. Jeg husker det, som var det i går, noterer den 59-årige musiker.
Derfor er det ikke overraskende, at han om kort tid udsender albummet “Gong Back”, hvor han nostalgisk – men usentimentalt – forsøger at genskabe lyden og følelserne fra dengang. Det handler om at genfinde den glæde ved musikken, som han oplevede første gang han hørte nogle bestemt skæringer med Dusty Springfield, The Ronettes og The Impressions.
Hvordan det lyder må vi vente med at høre. Men det er sjovt at se Collins være med på denne retrotendens. Kollegaen Rod Stewart har også gjort dem med sit seneste soulalbum – i øvrigt efter at have været det meste af den amerikanske sangskat igennem. Selv om man skal passe på med at overfortolke den slags nostalgiske projekter, så kan man ikke lade være med at tænke på, om det er udtryk for en slags dødvande i popmusikken i disse år, hvor Lady Gaga repræsenterer det ypperste poppen kan frembringe? Sådan har det jo været før. Når tingene går i stå, så kan man altid vende bøtten og vende tilbage til udgangspunktet.
PS. Forskræp til pladen findes på flere udenlandske sites.
@Donald: Jeg kan kun bifalde din begejstring for Collins – og musikken i almindelighed.
Måske var jeg midt i en kommentar til dette indlæg om Phil Collins for et par dage siden. Jeg synes han er en vidunderlig musiker, som på et højt plan er god til at danne musikalske identiteter (noget musik/lyd, som kan genkendes og adskilles fra andre musik-indspilninger) .
Når man elsker musikkens oplevelser som næsten fører til nye erkendelser af hvad mennesket er for en størrelse, og hvordan krop og sjæl spiller sammen udenfor almindelig univers-tid, så har Phil Collins med nogle af sine stemningsmættede indspilninger nået det sublime.
Hans medvirken i “The Art of Dying” tror jeg er rent social 🙂
@Torben: Ja, slipseknude og “langt hÃ¥r”. En oprører i svøb eller sÃ¥dan noget…
@CAPAC: Det er i hvert fald et fedt cover!
@Torben Bille: Ja, ja… men det skal nu blive interessant at høre, hvad han fÃ¥r ud af sin tur tilbage i tiden.
@CAPAC: Kort tid og kort tid: cd’en kommer først til september, men det er selvfølgelig ogsÃ¥ lige om lidt:-)
@Chopstick: Det er rigtigt, at Collins er med på All Things Must Pass. Han spiller bongotrommer på Art of dying: http://www.youtube.com/watch?v=SsiDnGtTcyU
@Chopstick: Vildspor eller læretid, man kan anskue det på mange måder. I hvert fald er han tilbage ved et udgangspunkt.
Phil Collins deltog faktisk i All Things Must Past sessionerne (og er vist nok kreditteret i den seneste udgave), sÃ¥ meget tyder pÃ¥, at tiden i (Gabriel’s) Genesis var et ungdommeligt vildspor. Hans engagement i Brand X kunne tyde pÃ¥ det . . .
@AagePK: Nu ved jeg ikke, hvordan du ser ud, men nogle ser altså ældre ud end nødvendigt er. Og Phil kan godt gå for at være ældre end dåbsattesten påstår.
Og – ja – at være vild med Dusty, det er forstÃ¥eligt. OgsÃ¥ selv om hun var til damer. For synge, det kunne hun sørme…
Hvorfor fløjten har jeg altid troet, at Phil var ældre end mig? Og fået det forstærket af en episode med Southpark? Skyldes det, at han så hurtigt gik mainstream, blev gammel før tid?
Men han skal ikke høre ét ondt ord for at være skudt i Dusty Springfield, sådan musikalsk.