Siden jeg sidst havde emnet “musik og fildeling” oppe at vende, har udviklingen ikke stået stille. I Storbritannien har men vedtaget den såkaldte Digital Economy Bill, der vil gør det muligt at afbryde internetforbindelsen til personer, der formodes at gøre sig skyldig i illegal fildeling. Dermed følger briterne i fodsporet på præsident Sarkozy og dennes Hadopi-lov og svenskernes Ipred. Det har allerede fået Socialdemokraterne og SF til at springe op af en æske og foreslå en lignende model. Det skal også nævnes, at de omtalte legale tiltag langt fra er uproblematiske. For det første strider tanken om en afbrydelse af internetforbindelsen med EUs opfattelse af internettet som en borgerrettighed. Og for det andet, så har flere sager i England allerede afsløret, at der er store problemer med bevisbyrden. Om de nye lovtiltag får en afgørende effekt på problemet “illegal fildeling” er det nok for tidligt at udtale sig entydigt om.

Noget andet er så, at de nye tiltag på musikdistributionsområdet – det såkaldte streaming-tjenester – har pustet til de gamle konflikter mellem kunstnerne, pladeselskaberne og distributørerne. Herhjemme er KODA røget i totterne på TDCs Play, fordi man mener, at betalingen er for dårlig. Og TDC får moralsk støtte af Ipfi, pladeselskabernes brancheorganisation. I England har Basca (det britiske svar på KODA) anklaget Spotify for at underbetale kunstnerne og som eksempel givet, at den pt. hotteste popsangerinde Lady Gaga kun har modtaget 167 dollars, efter at hendes hit “Poker Face” var blevet spillet en million gange. Spotify har på sin side afvist eksemplet som decideret misvisende. Hvad der er op og ned på anklagen, kan være svært at gennemskue, men givet er det, at den ophedede debat bekræfter gamle fordomme om en grådig musikbranche, der snyder kunderne – men også fordomme om en tilsvarende grådighed hos de organisationer, der varetager kunstnernes copyright. Bedre bliver det ikke at, at Spotify har en politik, hvor man er tavse om de forskellige økonomiske aftaler, man har indgået med plademærker og kunstnere, og at det ikke er muligt for kunstnerne at få reelt indblik i, hvor meget deres musik faktisk bliver spillet på tjenesten. Hemmelighedskræmmeriet giver næring til mistillid. Og man må vel spørge, om ikke hemmelighedskræmmeriet tilhører en forrretningsmodel, der hører fortiden til? Og om ikke den moderne teknologi bør muliggøre en gennemsigtighed for de involverede parter, således at kunsternes organisationer får reelt indblik i, hvor meget deres musik bliver spillet – og dermed i indtjeningen?

Måske er debatten udtryk for “børnesygdomme” i den digitale tidsalder og for de omstillingsproblemer, som musikbranchen har i den digitale æra? I hvert fald de nye streamingstjenester en af de konstruktive veje, som distributionen af musik kan tage for at sikre, at musik kommer ud til forbrugerne på legal vis, samtidig med, at der tjenes penge igen. Spotify, der lanceres i USA i år, er – som fx ITunes og Play – klare successer, men løser ikke alle problemer med hensyn til legal, prisbillig distribution af musik. Kunstnere, der bevæger sig langt fra mainstream har således svært ved at vinde økonomisk og kunstnerisk fodfæste i de store tjenester. Man kan håbe, at der kommer flere – og mere specialiserede – streamingtjenester, som kan tage højde for det. Noget andet er den audiofoniske kvalitet. Med stadigt kraftigere internetforbindelser i husholdningerne, så er det svært at forstå, hvorfor man som musikelsker skal nøjes med discountlyd?