I Die Zeit fortæller den gamle punkdronning Nina Hagen, hvordan hun har fundet Gud og dermed sjælefreden. Når Fanden bliver gammel, så går han i kloster, plejer man at sige. Men artiklen – et interview – handler nu mest om, at Nina siden hun gik med ble har søgt kærligheden – uden rigtig at finde den.
Ninas mor forsøgte at tage sig af dage, da Nina var lille, og det var for hende en stor tabsoplevelse. Oplevelsen af ikke at være i centrum for moderens opmærksomheden. Faderen til gengæld elskede hende, men elskede også rigtig mange blonde kvinder, som han var sin kone utro med, og derfor kom tvivlen om kærligheden ind i Nina sind. Siden kom punken, excesserne osv., og det hele var bare en fase i jagten på den store ubetingede, ikke-seksuelle kærlighed. Og et mislykket LSD-trip åbnede døren til Himmerige for Nina. Nina mødte Guds ubetingede kærlighed.
Ninas historie er et meget godt eksempel på, hvorfor det religiøse trækker i menneskene. Menneskelivets ufuldkommendhed og finalitet projiceres ind i en fantasiverden, hvor det perfekte dominerer og uendeligheden ligeså. “Fredelig salighed” kalder Nina tilstanden.
@Donald: Tak.
Det var en smuk formulering af den mulige forklaring pÃ¥ at punkeren Nina med den store stemme kan finde pÃ¥ at foretage dette hovedspring 🙂
@Kenni: Selv bliver jeg mere og mere skeptisk over for alt, hvad der har med religion og religiøsitet at gøre.
På den ene side har jeg stor respekt for mennesker, der finder frem til en religiøs holdning til livet i en senere alder end for dem, som i en meget tidlig alder bliver påtvunget det. Uden at de får lov til og tænke sig om og ikke mindst gøre sine egne erfaringer. På den modsatte side synes jeg så også at nogle af de mest frelste og ikke mindst udholdelige religiøst troende netop er dem, der har fundet lyset i en sen alder.