Egon Bondy, født Zbynek FiÅ¡er, døde den 9. april. Han var en excentrisk skribent, en blanding af filosof, forfatter og poet – og tilhørte den berømte undergrundsbevægelse i Prag. Han startede som surrealist i 1940’erne, studerede efterfølgende filosofi og psykologi ved Charles Universitetet i Prag. Han studerede også flittigt Karl Marx og de marxistiske teorier, men altid ud fra en helt personlig, uortodoks og udogmatisk synsvinkel.

Internationalt gjorde han sig først rigtig bemærket, da han i tresserne skrev tekster til gruppen The Plastic People Of The Universe, der repræsenterede den ungdommelige modstand mod det forstokkede kommunist-regime. De uortodokse og excentriske poetiske tekster gjorde ham upopulær hos de kommunistiske ledere i Tjekkoslovakiet, og hans arbejder måtte derfor cirkulere som pirattryk, sådan som det var almindeligt for officielt uønskede kunstnere – den såkaldte samizdat litteratur.

I følge New York Times’ nekrolog, så omhandlede Bondys poemer emner som forstoppelse (!) og medikamenter (Bondy var en notorisk hypokonder og i den pågældende sang opregnes alle de medikamenter, han selv indtog…).
Bondy var i øvrigt god ven med en anden berømt Pragerforfatter Bohumil Hrabal, der betragtes som en af de mest indflydelsesrige, intellektuelle, tjekkiske forfattere i det 20. århundrede.
Bondys værk var meget bredt, strakte sig lige fra meget personlig poesi til filosofiske værker, som fx “Buddha”, der er kommet på dansk på Rævens Bibliotek hos forlaget Politisk Revy. Ialt nåede han at skrive tres værker.
Som den intellektuelle, Bondy var, fortsatte han med at kritisere styret i Tjekkiet efter kommunismens fald. Bondy mente, at man var gået fra et ikke-marxistiske stalinistisk regime til at være en kapitalistisk “bananrepublik”, og at landets deling alene skyldtes kapitalisternes ønske om at komme af med den fattige slovakiske provins! Af samme grund flyttede han fra Tjekkiet til Slovakiet.