We don’t make a party out of lovin’;

We like holdin’ hands and pitchin’ woo;

We don’t let our hair grow long and shaggy,

Like the hippies out in San Francisco do.

Den første gang, jeg bemærkede den amerikanske countrymusiker, sanger, guitarist, sangskriver m.m. Merle (Ronald) Haggard var, da jeg hørte hans og Roy Edward Burris’ “Okie from Muskogee” i 1969. Nummeret blev en slags ode for traditionsbundne rednecks (for nu at sige det mildt) på grund af sin distance til hippier og andre med nymodens livsstil. At Haggard så selv opfattede den som en satire med tungen i kinden er en anden sag. Et hit blev det. Mandens vel nok største.

Da sangen udkom havde Haggard (f. 1937) allerede været på banen en del år, og han var en af dem, der var med til at skabe The Bakersfield Sound, der med sine kanter – Fender Telecaster-twang, vokalharmonier og en lidt nøgen og rå produktion – lagde afstand til al pænheden fra countryen Mekka, Nashville.

Som kollegaerne Buck Owens, Johnny Cash, Willie Nelson og Kris Kristofferson er Merle Haggard en kunstner, der er gået sine egne veje – og har vundet anerkendelse både i “Muskogee” og udenfor. Blandt andet tog Grateful Dead – indbegrebet af hippieismen – mandens sange til sig. Som flere af de nævnte kolleger fik han også hæftet betegnelsen “outlaw” på sig. Men han er nok først og fremmest sin egen. Det kan man forvisse sig selv om ved at lytte til mandens seneste udspil, albummet med den sigende titel I Am What I Am”. Du kan høre den i hele dens længde her.