For enden af en prosaisk formiddag med obligatorisk syn på automobilet og et smut forbi mekanikeren for at få sat en ny pære i højre positionslys,  endte jeg på det lokale bibliotek efter forgæves at spejdet efter synlige tegn på denne historiske dag. Og her viste det sig, at udsalgskassen var fyldt op igen. Og jeg kom hjem med hele seks næsten nye, men kasserede, cd’er.

Den første mit øje spottede var Astrud Gilbertos og Walter Wanderleys album “A Certain Smile A Certain Sadness” fra 1967. Astrud Gilberto, der for ganske nylig fyldte 70 år (29. marts), er den feminine inkarnation af bossa novaen, som i tresserne bragede igennem lydmuren til det store mainstreampublikum. Selv om hun ikke var professionel sangerinde – men blev skubbet frem i rampelyset af sin daværende mand Joao Gilberto, var hun med sin lette, legende, ubekymrende, pigede stemme en central person i markedsføringen og – ikke mindst – brandingen af den særlige blanding af jazz, samba og bossa nova.

Albummet Getz/Gilberto med saxofonisten Stan Getz og guitaristen Joao Gilberto fra 1964 sparkede bossa nova-feberen i gang og står den dag i dag som et uopslideligt mesterværk, der bør høre med i enhver ordentlig pladesamling. Den er da også blevet genoptrykt igen og igen. Astrud sang for, bl.a. på “The Girl from Ipanema“, der blev indbegrebet af den nye moderniserede, jazzede bossa nova. Og pladen solgte stort og satte sine tydelige spor i populærmusikken, blandt andet  i mange amerikanske films soundtracks, hvor de tilbagelænede bossa nova-rytmer passede sm fod i hose til letbenede komedier.

A Certain Smile, A Certain Sadness udkom da bossa nova-bølgen var højest, og den ligger helt i tråd med Getz/Gilberto-pladen. Blot er Getz’ sax erstattet af Wanderleys swingende og legende orgelspil. Gode melodier i en let sauce af helt tilbagelænet bossa- og samba-rytmer. En af de slags plader, man bare skal sætte på for at få blomsterne til at springe ud. Billedlig talt.

Astrud Gilberto fik selskab i min lomme af den argentiske tangokomponist og banoneónspiller Astor Piazolla. Piazolla, der døde i 1992, er tangoens musikalske fornyer, idet han – lige som Gilberto på sambaens og bossa novaens område – moderniserede tangomusikken med inspiration fra jazzen og den europæiske klassiske musik. Og det var ikke tilfældigt. Astor voksede op i USA, hvor han lærte jazzen og den klassiske musik at kende. Og da han vendte tilbage til Argentina oplevede han en tangomusik, der var fastlåst i misforstået traditionalisme, lige som landet var fastlåst i et forstokket politisk system. Det var da også især i udlandet, USA og Europa, og i mere liberale kredse af det argentiske samfund, hans nuevo tango vandt gehør.

Pladen, som jeg fik med hjem, er “Pulsacion” -  med undertitlen Tres minutos conla realidad -fra 1970 og er indspillet sammen med Piazollas Tentet og hans Orquestar og illusterer på fremragende vis, hvordan Piazolla puster ny liv i tangoens dybe lidenskab gennem elementer fra kompositionsmusik og jazz. Jazzen mærkes blandt andet i saxofonisten og fløjtespillleren Arturo Schneiders soli og i Kicho Diaz’ improviserende kontrabas. Til forskel fra Astrud Gilberto-pladen er Piazolla-pladen en plade, der kræver en lytter. Gilbertos plade kan man sagtens vaske op til eller lade glide i et med baggrundsstøjen. Den går ikke med Piazollas udforskning af tangolidenskaben…