Den engelske sangerinde og sangskriver Helen Watson fik en vis opmærksomhed, da hun udsendte sin debutplade Blue Slipper i 1987. I hvert fald nok til at undertegnede fik ørerne spidset til. Siden er hun gået mere eller mindre i glemmebogen, som man siger, når nogen ikke bevæger sig på magasinernes glittede sider og i de elektroniske mediers skærende projektørlys. Og det er lidt en skam, for hun hører i mine ører til eliten af engelske sangerinder.
Watsons karriere begyndte helt tilbage i tresserne, hvor hun supplerede jobbet som skolelærerinde med jobs i folkemusikmiljøet i hjembyen Manchester. I halvfjerdserne var hun med i relativt ukendte bands som Loose Lips og Well Knit Frames, men blev også backingsangerinde for progrockene i Camel. Et demobånd banede vejen for en pladekontrakt med EMI og debutpladen Blue Slipper.

Demobåndet må have været overbevisende nok, for man satsede stort på hende. Den anerkendte producer Glyn Johns, der har arbejdet sammen med Bob Dylan, The Beatles, The Easybeats, The Band, The Rolling Stones, The Who, Led Zeppelin, Eagles, Eric Clapton og mange flere blev sat på opgaven. Og bag Watson spillede musikere fra Little Feat (Bill Payne, Richie Hayward og Paul Barrere), Toto (Steve Lukather), Eagles (Bernie Leadon) og flere andre musikere i samme sværvægtsklasse.

Samme hold var med på Helen Watsons andet album “The Weather Inside”, der udkom i 1989. Dog var holdet suppleret med guitaresset Albert Lee og den walisiske sanger, sangskriver og musiker Andy Fairweather Low, der slog igennem i Amen Corner i tresserne. Igen er det Glyn Jones, der stod bag knapperne.

Som debutpladen er “The Weather Inside” en varieret rockplade, der viser, hvor stor en spændvidde Helen Watson har som sangerinde. Hun henter sin inspiration i rock, jazz, folk, pop, soul m.m. og mikser det på sin egen personlige facon. Helen Watson har en klar, moden kvindestemme og hun fraserer så det er en fryd. Sangene har hun – med en enkelt undtagelse – selv skrevet i samarbejde med Martin McGroarty, en gammel kammerat fra dagene i Manchester.
Watson fik ikke forlænget kontrakten med EMI, så pladen har nok ikke solgt tilfredsstillende. Men hun er fortsat med at udsende plader. I 1992 kom Companion Girl på RCA, i 1995 Notes on Desire (Building), Somersault (Fledg’ling Records 1997), Doffing (Fledg’ling Records 1999), Lifesize (Fledg’ling Records 2002) og Headrest (Independent 2008). Endelig har hun i år genudsendt albummet Lifesize (Fledg’ling).
“The Weather Inside” er af uransagelige grunde aldrig blevet genudsendt på cd, så hvis man vil nyde den, må man finde den i second hand-butikker eller – som capac – låne den på biblioteket. Og det kan anbefales.
Heller ikke Youtube er leveringsdygtig i eksempler fra denne fine plade. Og de videoer, der er med Helen er ikke specielt repræsentable for hendes kunnen.