Parringsmusik – rock i følge Billy Cross

Author:

Jeg kan godt lide at få revideret min opfattelse af musik (og andet for den sags skyld). Fx har jeg aldrig lyttet til Lars Lilholt og hans band. Jo, selvfølgelig har jeg hørt “Kald det kærlighed” og andre af Lilholts store hits, men jeg har aldrig lyttet til et helt Lilholtalbum. Og det, jeg har hørt, fik mig ikke til at købe en plade eller gå på biblioteket.

Men efter at have lyttet til Karen Sechers samtale med Billy Cross i “Besøgstid” på P1, så vil jeg gøre aflad for den undladelsessynd. For Billy Cross fremhæver Lilholt som en af de få danske musikere, der har rod i den danske musikhistorie – i dansk folkemusik. Han er – i Cross’ forståelse – en af de danske kunstnere, der ikke fortrænger eller fornægter den danske folkemusiktradion og forsøger at bygge på fx en amerikansk.

Der skal en fremmed – med Cross’ eget udtryk: en outsider – til at se styrker og svagheder i dansk musikliv. Og det gør Billy Cross i udsendelsen. Det er fx sjovt at høre Cross fortælle om dengang, han blev verdenskendt i Danmark, fordi han spillede sammen med Bob Dylan. Jeg husker godt, hvordan han i den grad blev hypet, blandt andet i P3 hos Hans Otto Bisgaard. Det var spændende og fascinerende, fordi Cross boede i Danmark. Ja, han var jo nærmest “dansk”. Den danske nationale selvoptagethed, som jo siden er blevet politisk institueret i et stort parti, var ikke til at tage fejl af.

Men Billy Cross flår illusionens slør væk. For det første havde han ikke opholdt sig ret meget i Danmark på det tidspunkt. Og – for det andet – han blev ikke hilst velkommen af den danske musikelite. Det var faktisk kun gutterne i Delta Blues Band, der kunne bruge ham til noget. Og Delta Blues Band var også en slags outsidere på den danske musikscene…

Måske hænger Cross’ skarpe blik på dansk musikliv sammen med, at han kommer fra The Melting Pot, New York, Manhattan, hvor man er “Midatlantic” og er nærmere Europa end Amerika. Det kommer tydeligt frem, da han til sidst bliver spurgt, om han føler sig mest “amerikansk” eller “dansk”. Og svarer, at han ikke føler sig som amerikaner (men New Yorker) og elsker Danmark og det danske på samme måde som østrigeren Schwarzenegger elsker Amerika i The Last Action Hero…

I samme udsendelse får Billy Cross også på herlig vis sagt det, vi ved, om rocken, og som jeg antydede i går med min bemærkning om felatio. Nemlig, at rock’n roll er “parringsmusik“. Det er rockens antropologiske kerne: At den skal bringe kønnene sammen og arten videre. Som Cross selv siger, så kan det godt lyde lidt tørt. Men det er det basale. Og han får da også sat andre ord på, så man forstår, at rocken og al dens væsen er en vital livsytring, der tænder os – i mere end en forstand – i livet.

PS. Albummet ovenfor er det første album, Billy Cross indspillede sammen med Delta Blues Band. “No overdubs” hedder den, og den udkom på det lille hedengangne pladeselskab Kong Pære. Pladen er vist aldrig blevet genudsendt på cd (men nogle af numrene findes på opsamlingen “Dirty Trax”). Den blev indspillet på under et døgn og består primært af gamle blues- og rocknumre af Willie Dixon, Chuck Berry, John D. Loudermilk og Big Bill Broonzy. Så vidt jeg husker, kunne man få den til favørpris. Selv om Peder Bundgaard havde forsynet omslaget med en af sine fine, humoristiske tegninger og Poul Bruuns stod for produktionen, så var det en low budget-udgivelse. Men ikke en discount-udgivelse. Faktisk var det er en af de bedste plader, der kom i den periode…

NB! Programmet kan også hentes ned som mp3-fil – her.

Post Views: 233
Categories: Musik
Tags:

15 thoughts on “Parringsmusik – rock i følge Billy Cross”

  1. Og mens jeg er i gang har Cross jo lavet andet end del andet end Delta. Hans seneste So Far So Good er faktisk en lille perle af den slags, der skinner mere jo mere den bliver brugt. Og som viser, at hans afsæt i virkeligheden var et andet end the blues.

    Svar

  3. @Chopstick: Et godt Lilholt-sted at starte og slutte er albummet Storyteller #1. Det er den udestillerede vare, og faktisk den eneste Lilholt-plade, jeg har beholdt.

    Svar

  4. @mb – apropos parringsmusik, sÃ¥ modsiger artiklen det jo ikke nødvendigvis. MÃ¥ske er det ikke kun larmen, der skræmmer fundamentalisterne, men ogsÃ¥ rytmerne og kropsligheden.

    Svar

  5. @mb @chopstick: Nu skal vi jo lige spise brød til. Fordi jeg giver Lilholt en fair chance er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver fan eller sÃ¥dan. Men jeg vil lytte til ham med et Ã¥bent sind og forsøge at høre, hvad Billy Cross Ã¥benbart hører. I øvrigt skal det retfærdigvis ogsÃ¥ siges, at Billy Cross i samme udsendelse fÃ¥r modificeret det der med de nationale rødder lidt. For eksempel fremhæver Billy Troels Jensen som en af de allerbedste bluesmusikere i Europa – og han er jo slet ikke amerikaner. Jeg tror, det handler mere om dannelse end om national oprindelse. Hvis man er vokset op med blues, jazz, country og rock, sÃ¥ sætter det sit præg pÃ¥ ens musikudøvelse. Er man vokset op med Giro 413, rock, pigtrÃ¥d osv., sÃ¥ sætter det sit præg. Med hensyn til folkemusikken, sÃ¥ har vi nok det problem, at meget fÃ¥ danskere i virkeligheden fÃ¥r det ind med modermælken (skolen, radioen…).

    Svar

  7. Gud hvor morsomt, du kunne godt have bildt mig ind at Billy Cross var dansker. Ikke at jeg kan huske at have hoert ham snakke, jeg husker ham bare som utrolig cool, da jeg var barn. 🙂 Kan se at han da i oevrigt stadig ser lige saa godt ud som dengang. 🙂

    Svar

  8. Lilholt og Larsen har for mig at høre kun en ting til fælles: Folkeligheden. Og deres afgørende forskel er, at den ene kommer fra landet og den anden kommer fra byen. Apropos sentimentalitet, så kommer jeg i tanke om, hvad Georg Metz skrev i weekendens Information: Sentimentalitet er som bekendt det ufølsomme menneskes surrogat for følelser.

    Svar

  9. Nope, Kim Larsen er den anden store i selvsamme register, og den afgørende forskel pÃ¥ de to er, som du pÃ¥peger, sentimentaliteten i Lilholts univers, der ikke harmonerer med vores ligning for ægte eller god kunst. Men der er sat’me en afgørende forskel pÃ¥ Lilholt og Ragnvald, og den ligger i musikaliteten – hvilket alt andet lige er den gebet de begge – og Kim Larsen – har til fælles. Skade at det ikke kan høres, for det kunne tyde pÃ¥ tonedøvhed. Som omtalt: Lilholt er ikke min livret, men han har fat i den lange ende.

    Svar

  11. Hvor er det befriende – men ogsÃ¥ sigende – at der skal en ægte (og dermed ikke-dansk) r’n’r’er til at fortælle, at al god musik mÃ¥ være forankret i en ægte folkelighed. Hvilket i en dansk sammenhæng betyder folketoner / -musik. Lars Lilholt (som jeg personligt ikke er vildt forelsket i) er i den forstand banebrydende – blandt andet qua sine samarbejder med Kræn Bysted og Dan Ar-Braz, men det tæller imod ham, at han har opnÃ¥et folkelig succes. Næh, lad os i stedet dyrke klonerne (ingen nævnt, ingen glemt) for deres lokale udgave af det, der findes bedre i USA eller England – de to musikeksportører, man holder op som spejl for al samtidsmusik.

    Tak til Wilhelm Kors Рog til capac for modet til at st̴ ved sin generationsspecifikke faldgrubbe.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *