I år er det fyrre år siden guitaristen Joe Perry og basisten Tom Hamilton fandt sammen med sangeren Steven Tyler, trommeslageren Joey Kramer og guitaristen Ray Tabano og dannede Aerosmith. Siden har de – on and off – været på banen med deres hard core-udgave af bluesbaseret rock’n roll.

Jeg vil ikke prale af, at jeg har fulgt bandet slavisk. Men jeg lyttede en del til dem halvfjerdserne, hvor de også var et af husorkestrene på P4 på P3. Og jeg har lyttet til dem, når jeg faldt over deres plader. Og forleden faldt jeg på biblioteket over deres 14. studiealbum Honkin’ on Bobo fra 2004. På eT lille mærkat på æsken lover pladeselskabet, at man vil få “Blues Done Aerosmith Style!”. Så er man jo advaret eller opmuntret – alt afhængig af, hvordan man har det med ‘de slemme drenge fra Boston’, som de er blevet kaldt.

Og jeg har det helt fint med Aerosmith, som jeg forbinder med uforfalsket, hård rock med attitude. I forsangeren Steven Tyler har gruppen en markant hovedfigur, der minder en om, at Mick Jagger ikke har levet forgæves – hverken som sanger eller performer. Men Tyler er langt fra en Jagger-epigon. Hvor Jagger til stadighed hviler solidt på sit rhytm-and-blues-fundament, så har Tyler sin fod placeret i den rock, der går tilbage til den rå garagerock og de vilde halvtredserrockere. Og omkring sig har han en gruppe musikere, der kender rockens ABC forfra og bagfra og også ved, hvordan man staver til b-l-u-e-s.
Efter nogle plader, hvor Aerosmith har skelet (lidt for meget?) til den mainstream, hvorfra pengestrømmen flyder, er de på Honkin’ on Hobo vendt tilbage til deres egne rødder. Sikkert for at få tilført ny ilt og genopfinde den dybe tallerken. De har hyret produceren Jack Douglas, der også var med i de unge år. Og så har de taget 11 gamle bluesnumre under kærlig rockbehandling. Et enkelt selvskrevent nummer – The Grind – er der også blevet plads til.

Og man må sige, at rekursen til rødderne lykkes. Aerosmith investerer hele deres professionalisme og årelange erfaring i de gamle sange – bl.a. Bo Didleys klassiker “Road Runner”, Little Walters “Temperature”, Big Joe Williams’ “Baby please don’t go” og Peter Greens & Clifford Adams’ “Stop messin’ around” – og leverer en svedig omgang, sej, blueset rock’n roll, der fjerner enhver tvivl om, at Aerosmith skulle være udbrændt eller gået til i high-society-vellevned.

Det lyder faktisk, som om de har nydt det. Måske har de lært af Rolling Stones, der også kan det der med at vende tilbage til udgangspunktet, når de har tabt tråden. Honkin’ on Bobo er flabet, fræk, beskidt, swingende bad ass rock’n roll, der minder en om, hvorfor man overhovedet begyndte at lytte til den musik for mange år siden.

PS. Titlen på pladen er slang for fellatio – så ved vi,  hvor vi er…