Medens familien så en amerikansk feelgoodfilm fortrak jeg til computeren for at se Julien Temples dokumentar om Joe Strummer. Ikke just en feelgoodfilm, og så alligevel. For det er en film, der til trods for hovedpersonens omtumlede og kaotiske livsførelse og alt for tidlige død på grund af en hjertefejl indgyder publikum håb og tro på musikken, kunsten, livet og fremtiden.

Den spillefilmlange dokumentar følger Strummer til dørs fra tiden før The Clash til hans genopblomstring med The Mescaleros og den pludselige død på sofaen i hjemmet. Med masser af optagelser af den evigt snakkende, tænkende og skrivende Strummer, koncertoptagelser og vidnesbyrd fra gamle gruppemedlemmer i Clash, kvinderne i Strummers liv, kendte fans – som Johnny Depp, Bono, Steve Buscemi, Martin Scorsese, Jim Jarmush m.fl. – og andet vækkes Strummer til live igen i erindringen. Der er ikke – som tilfældet er i mange rockdokumentarer – et skønmaleri, men et nuanceret portræt af en mand, der trak vejret gennem sin kunst og var ved at blive kvalt af den succes og kommercialisering, som The Clash blev genstand for i de ti år, hvor de var på banen. Joe Strummer fremstår som et sammensat menneske. En i bredeste forstand politisk og kunstnerisk idealist og drømmer, der ville mere med sin sangskrivning og musik end blot at underholde, men også et menneske, der havde begge benene på jorden som familiefar og i de kompromisser, som en grådig musikbranche afkræver af sine brugere.

De bedste optagelser i filmen er optagelserne med Strummer selv og så de vitale klip fra koncerter med Clash, Mescaleros og Strummer selv. Men i det hele taget er det en fin film, der ikke vil slippe taget i en bagefter. Og man nødes til at finde musikken frem fra hylderne og lytte igen for at genopdage den ild, der brændte bag alt, hvad Strummer havde med at gøre. Anbefales varmt.

PS. Filmen kan findes billigt rundt om i videobutikkerne – og youtube har den også i klips…