Lediggang, pleier man at sige, er Rod til alt Ondt. For at forhindre det Onde anbefaler man Arbeide. Man seer imidlertid let saa vel af den befrygtede Anledning som af det anbefalede Middel, at den hele Betragtning er af meget plebejisk Extraktion. Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod til Ondt, tvertimod er den et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke kjeder sig. Ja, Lediggang kan give Anledning til at man taber sin Formue o.s.v.; men den adelige Natur frygter ikke Sligt, men vel at kjede sig. De olympiske Guder kjedede sig ikke, de levede i lykkelig Lediggang (…) Lediggang er da saa langt fra at være Roden til det Onde, at den snarere er det sande Gode. Kjedsommeligheden er Roden til det Onde, den er det, der maa holdes borte. Lediggang er ikke det Onde, ja man maa sige, at ethvert Menneske, der ikke har Sands derfor, ikke har hævet sig til det Humane. Der gives en utrættelig Virksomhed, som udelukker et Menneske fra Aandens Verden og sætter ham i Classe med Dyrene, der instinkt-agtigt altid maa være i Bevægelse (…) Da imidlertid Folk troe, at det er Menneskets bestemmelse at arbeide, saa er Modsætningen rigtig: Lediggang – Arbeide. Jeg antager, at det er Menneskets Bestemmelse at more sig, min Modsætning er derfor ikke mindre rigtig.

Ordene er Søren Kierkegaards