I en regnvåd århus by fik Fruen og jeg den pludselige indskydelse at gå i biffen. Valget faldt på instruktøren Paul Greengrass’ â€Green Zone†med Matt Damon i hovedrollen.
Greengrass er især kendt for sin Bourne-trilogi; tre film, der – i mine øjne – er uovertruffen action gennem det seneste årti. Heldigvis havde jeg ikke fået læst anmeldelser af Green Zone og var derfor ikke generet af andre fordomme end dem, der kommer af, at have set netop Bourne-filmene. Ville Green Zone leve op til de forventninger, man kunne have i retning af adreanlinsusende action og et mere end drevent plot? Og ville temaet – Irakkrigen og dens legitimering i påstanden om, at Saddam Hussein havde gemt masseødelæggelsesvåben – være en trussel mod filmens underholdningskvaliteter? Kan man lave god action ud af en historie, man kender i forvejen – i hvert fald i grundtrækkene? Og svaret er: Ja, det kan man.
Filmen lever helt op til Bourne-trilogien som actionfilm. Og der er da også klare forbindelseslinjer til disse. Der klippes i et tilsvarende ultrahøjt tempo, måske endda lidt højere, selv om det er svært at måle. Som tilskuer er man tvunget til at være koncenteret hele tiden for ikke at falde af i svinget. Og det er ment som et kompliment. En væsentlig del af det adrenalin-kick, man får, er via klipningen. Tempoets anslag lægges i en af de allerførste scener, hvor soldaten Miller (Damon) sammen med sine mænd skal undersøge et påstået lager af masseødelæggelsesvåben. Og derefter skrues tempoet kun op for at afsluttes med en virtuost klippet forfølgelsesscene, hvor Miller og hans håndgangne mænd jager en højtstående irakisk general, samtidig med, at både Miller og generalen jages af andre enheder fra de amerikanske styrker. En jagt, der forgår i en irakisk by smalle gader i bil og til fods – og fra luften i kamphelikoptere.
Fotograferingen har en særlig naturalistisk nervøsitet over sig. Håndholdte kameraer giver mange de hektiske scener et særligt anstrøg af autencitet og realisme. Man føler, at man selv er med til fods, i bil eller i luften. Og det bidrager til spændingen og adrenalinsuset.
Filmens præmis er lige så klar som tilfældet var med Bournefilmene. I Green Zone lægges den frem i den omtalte scene, hvor Miller og co. leder efter masseødelæggelsesvåben og – på næsten symbolsk vis – finder en fabrik, der har lavet toiletter. Det er den tredje mislykkede undersøgelse Miller har været med til, og mistanken melder sig: Hvad er sandheden om de påståede masseødelæggelsesvåben? Præmissen er, at påstanden – og dermed hovedargumentet for krigen – er en fiktion, en løgn, en forbrydelse. Og spørgsmålet, som driver filmen frem, er: Hvad og Hvem står bag?
Som i Bournefilmene hviler det detektiviske arbejde på en enkelt mands skuldre. Og akkurat som Bourne kan Miller kun stole på sine egne instinkter og moralske integritet. Han er fanget i et net af konflikter mellem på den ene side sin overordnede Clark Poundstone (fremragende spillet af Greg Kinnear), der er indbegrebet af en regeringsloyal, kynisk embedsmand, der gerne skrotter sandheden, hvis bare sejren er i sigte (og den skjulte dagorden forbliver skjult); og på den anden side den garvede, lidt slidte CIA-mand, Martin Brown (Brendan Gleeson), der kender den gråmelerede politiske virkelighed i Irak efter mange års arbejde – og indser, at den officielle politik vil føre lige lukt ud i borgerkrig. ( I øvrigt er det velgørende for en gangs skyld, at se en CIA-mand positivt fremstillet…).
Hertil skal lægges, at Millers egne folk er splittede mellem loyalitet og dissens i forhold til de overordnede, og at Miller bliver nødt til at alliere sig med en civil iraker, “Freddy”, der ved noget og kommer til at fungere som folkets repræsentant i det intrikate politiske spil.
Hvordan det ender, vil jeg ikke afsløre, men Greengrass lader os følge den idealistiske Miller, som vil det gode, gennem en hektisk fortælling, der både bekræfter den amerikanske myte om enspænderen, der skaber orden i kaos osv., og fordommen om politik som værende kyniske magtinteresser under en klar fernis af løgne.
Selv om filmen først og fremmest er et stykke renlivet underholdning, så er den også en højaktuel, kritisk kommentar til Vestens – og ikke mindst USA’s – manglende bearbejdning af Irakkrigen i Obamaæraen. Hvornår kommer ransagelsen? Hvornår kommer opgøret med den amerikanske udenrigspolitik? Og hvem skal stå til ansvar for, hvad der skete, da de allierede gik ind i krigen på falske præmisser? Osv.
Selv om filmen kun er film og af gode grunde må forenkle politiken, så banaliserer den ikke Irakkrigen. Og den formår at lægge små tankevækkende elementer ind undervejs. Som fx vedrørende mediernes betrængte situation i tiden efter Golfkrigen, hvor – som det er blevet udtrykt – sandheden var det første offer. Journalisten Lawrie Dayne må således indse, at hendes tillid til en højtstående regeringsembedsmand gør hende og Washington Post, som hun arbejder for, til godtroende agenter for den grundlæggende løgn bag krigen.
Et andet, kosteligt eksempel. I den allersidste scene ser man Miller og hans folk køre af sted langs en af de mange veje, hvor vejsidebomberne siden ville detonere, og gennem et kæmpemæssigt område med olieraffinaderier… Point taken?
Kort sagt: En film, man bør unde sig selv, hvis man er til intelligent underholdning, der varer lidt længere end filmens faktiske længde.