Læsere af aviser og internettets nyhedsmedier vil vide, at den sidste tid har bragt eksempler på, hvad man kunne kalde aktiv skattepolitik. Først måtte man lige løfte øjenbrynene, da den nyslåede skatteminister for åben skærm vred armen om på finanssektoren, der i mere end 10 måneder havde forsinket skattevæsnets undersøgelse af velbjergede danskeres hemmelige bankkonti i udlandet. Selv om det burde være sket allerede under den foregående skatteminister, så var det alligevel nye toner fra en regering, der er notorisk kendt for at være “venner” med såvel banksektoren som det private erhvervsliv.

Og nu kan man så læse, at samme skatteminister vil gå efter de store koncerner, der skal kontrolleres i sømmene og betale mere i skat. Ministeren udtaler: “Der har i en periode været stor interesse for at gå efter de små fisk. Nu skal vi have fat i de store, der virkelig batter noget og fylder meget. Der har været nogle steder, hvor vi hidtil har været for venlige. Jeg forventer, at vi skal rykke mere på dette område“. Amen, kan man tilføje. Og igen må man sige, at det burde være sket for længe siden. Det er ikke nogen nyhed, at de store koncerner har haft alt for let spil, når det gælder skatteunddragelse.

Inden man klapper i sine små fedtede hænder og glæder sig for meget over den nye progressive skattepolitik, så må man spørge sig selv: Hvorfor lige nu? Er det, fordi vi omsider har fået en skatteminister, der tager sit job alvorligt? Eller har man fået en progressive skattepolitik, som selv Socialdemokraterne ville misunde regeringen?

Nej, jeg tror, forklaringen er mere banal. Det danske samfund sidder fast i en økonomisk krise, hvis perspektiver vi ikke kender. De offentlige finanser har det dårligt. Der er udsigt til massive besparelser på de offentlige budgetter og forringelser af de såkaldte velfærdsydelser (skolevæsen, børnepasning, ældrepleje, sygehuse…). Samtidig er regeringen fastlåst på væsentlige områder af skatteområdet (nulskat og socialt skæve skattelettelser). Hvad gør man så, lille du? Hvis man ikke kan hæve skatten og ikke – offentligt – vil erkende, at man har kvajet sig med at give skattelettelser i det år, hvor krisen begyndte at kradse for alvor? Ja, så kan man jo prøve at presse vand ud af stenen. Skattestenen. Med udsigt til milliardunderskud på de offentlige budgetter og store låneoptag i udlandet, som får salig Anker Jørgensens afgrundspolitik til at ligne et overtræk på den hjemlige kassekredit, så skal der ske noget, især hvis regeringen vil drømme om at blive genvalgt. Derfor må der ofres nogle gamle venner på den politiske pragmatiks alter.

Vi kan selvfølgelig kun bakke det op (og ser gerne, at man kaster sig over den lempelig erhvervsbeskatning i næste omgang) – men det burde være sket for mange, mange år siden. [link]