Vi skriver 1964. Beatlemania raser. Og jeg får min første langspiller med The Beatles. A Hard Day’s Night. I mono-udgaven. Familieøkonomien gjorde det åbenbart muligt. Og heldigvis, for der står Lennon og Mccartney over hele pladen. Alle sangene har de to højproduktive sangskriveres signatur. For første gang. Men skinnet bedrager lidt, for Lennon har førertrøjen på med de fleste af pladens sange.

Det er måske også derfor – hvis vi skal lufte den gamle fordom om, at Lennon var rockeren og Mccartney popsnedkeren – at de smittende rockende numre er dem, der bærer pladen frem. Godt nok har drengene droppet covernumrene, men de har bestemt ikke glemt, hvem de stod på skuldrene af eller hvis sange, de gennemtærskede på scenerne i Hamborg og Liverpool.
For at gentage mig selv, så er det frydefuldt at lægge øre til de tidlige Beatles igen. Og det er slående, i hvor høj grad gruppen fungerer som en helhed, som gruppe. Det samme er energien – åh, denne energi – og fremdriften i disse sange. Man er fremme på beatet og leverer sangene med aplomb og elan. Der er ingen slinger i valsen. De rider på en bølge, Beatlemania. Medvind, ambitioner og kreativitet går hånd i hånd.
Pladen var en slags soundtrack til Richard Lesters film af samme navn. Men der er langt til nutidens soundtracks. I realiteten er det snarere filmen, der er et tilbehør til albummet. Kun halvdelen af sangene er med i filmen. Albummet er – uden tvivl – Beatles første helstøbte album som autonome sangskrivere. På den anden side så er det svært – i hvert fald for mig – ikke at tænke på filmens billeder af fire ungersvende, der løber rundt og leger på en græsplæne osv. For Lesters mock documentary er helt i Beatlemanias og tresserløssluppenhedens ånd. Lester, der var britisk films modernist dengang, satte billeder på nogle af de strømninger, som det i øvrigt var svært at sætte ord på. Og så faldt filmen på et tørst sted. I 1964 var der ikke mange levende billeder af idolerne. Vi var henvist til de kulørte og sort-hvide magasiner og blade. Jeg så filmen i min mytologiske biograf, Phønix Bio, og hvis jeg ikke havde været fan af gruppen før, så gjorde filmen forskellen.
A Hard Day’s Night er et af de Beatles-album, jeg holder allermest af – de senere albums kunstneriske landvindinger til trods. Når jeg hører titelnummerets uforglemmelige indledende guitarakkord, som George Harrison anslår på sin nyerhvervede 12-strengede guitar og lader ringe et par sekunder, inden Lennons kraftfulde, energiske stemme tager over, så rejser nakkehårene sig. Anslaget, der er blevet analyseret på kryds og tværs af Beatlesfilologerne, er svanger med al den kreativitet, som gruppen slipper løs på denne og de kommende plader. Det er den rene vare.
Ringo, som ikke synger for på nogle af numrene, har æren for albummets titel. Anekdoterne (leveret af Lennon i det berømte Playboyinterview) fortæller, at Lennon havde svært ved at komme i gang med titelsangen, men så kom Ringo med en af sine “Ringoismer”. Gutterne havde arbejdet røven ud af bukserne, og med vanlig tilbagelænet sarkasme konstaterede Ringo, at det havde været “en hård dags nat”. Og dagen efter var sangen skrevet. Tak Ringo.