Det siger sikkert noget om den islandske kriminalfilm Jar City, at jeg først omtaler den en uges tid, efter den er blevet vist på DRK. Men forklaringen er, at den har spøgt i min bevidsthed siden. Billeder og stemninger er dukket op med mellemrum. Og selv om DRK ikke skulle finde på at vise den igen, så kan man godt se den alligevel, for den er kommet på dvd.
Når Jar City (2006)  er værd at omtale, så er det ikke, fordi den er synderlig original som kriminalhistorie betragtet. I sin grundstruktur er det en traditionel detektivhistorie, en whodunnit-fortælling, om et mord og dets opklaring. Nej, det interessante ved Jar City ligger i udenomsværkerne, imiljøskildringen, persongalleriet og stemningen.
Hvis man – som undertegnede – er tilbøjelig til at forbinde Island med varme kilder, gejsere og ture på hesteryg i en underskøn natur, så får man sin opfattelse grundigt revideret af instruktøren Baltasar Kormákurs kuldslåede, nøgterne, realistiske skildring af det islandske velfærdssamfund bagside (før finanskrisen). Skal man pege på sammenligninger, så må det være visse engelske krimier, der også kan det der med at fremstille samfundets bund uden æstetisk filter.
Jar City er en filmatisering af den deroppe vældig populære forfatter Arnaldur Indriðasons tredje bind om politikommisær Erlendurs arbejde på den nordatlantiske ø. Mýrin er den islandske titel.
En mand findes myrdet i en kælderlejlighed, hvor en fæl stank af død og forrådnelse slår politifolkene i møde. Ved siden af liget finder man et lille fotografi af en gravplads, hvor en fireårig pige blev begravet tilbage i halvfjerdserne. Og med dette foto i hånden begynder Erlendur og hans unge kollega sammenbidt og møjsommeligt at stykke puslespillet sammen til en opklaring af mordet. Det viser sig at være en grum intrikat historie om seksuel afspresning, uønsket svangerskab, en korrupt politimand og hans kriminelle venner, genetiske lidelse, fortidens uafrystelige synder, løgne, fortrængninger og meget mere.

Undervejs føres vi gennem det ene trøstesløse miljø efter det andet. Betonslummet, hvor Erlendur leve sit liv i tavshed med take-away-måltider, kolde og forblæste marker og kirkegårde, junkiehuler osv. Filmen fortælles lige ud ad landevejen, uden action og i en rolig rytme. Dramatikken og spændingen kommer fra politimanden Erlendurs vedholdende og systematiske afdækning af det ene spor efter det andet.
Persongalleriet i filmen er så langt fra amerikanske stjerneglamour, som man vel kan tænke sig. Ingvar Eggert Sigurðsson, der spiller Erlendur, ligner mest af alt en af dem, der sidder på en bænk henne ved indkøbscenteret med en lille pose bajere ved sin side. Og også de andre er som trukket ud af den kedelige hverdag.
Erlendur er da heller ikke nogen helt. Han er indbegrebet af en politimand, der går i et med sit job, samtidig med, at ham uden videre held forsøger at være far for sin tyveårige junkiedatter, der perifert er knyttet til det miljø, hvori mordet er begået. Som sådan er han vel en kliché fra krimilitteraturen. Den ensomme, forknytte arbejdsnarkoman, der betaler prisen i form af et forkvaklet familieliv, som han forsøgsvis reparerer på, selv om det er udsigtsløst.
Selv om kriminalhistorien altså ikke er nyskabende, men holder sig til kendte stereotyper og klicheer, så er filmen uafrystelig i fremstilling af det islandske samfunds vrangside og dens fortabte sjæle.
Filmen blev en kæmpesucces i hjemlandet, og det hedder sig, at amerikanerne vil lave en af deres remakes af filmen. Det kan godt være, at Stieg Larsson-filmatiseringerne har reddet de dansk biografer endnu engang, men Jar City fortjener lige så mange tilskuere. Mindst.