Hører du – som undertegnede – til den race, der foretrækker at “læse” kriminalhistorier på biograflærredet eller på tv, så skulle du måske overveje at se et par afsnit af den østrigske krimiserie “Hurtig opklaring”. Den danske titel er ikke så tvetydig som den tyske – Schnell ermittelt – der spiller på kriminalinspektør Angelika Schnells efternavn. Efter af have set et par afsnit af serien, kan jeg konstatere, at den er velgørende anderledes (forandring fryder!), end de i øvrigt udmærkede engelske krimiserier, som DR(2) har diverteret sine seere med. For det første er afsnittene kortere (omkring 40 minutter). For det andet, så er tonen helt anderledes.
Angelika Schnell er en moderne, frigjort europæisk karrierekvinde. Hun er alene med to børn, men har stadigvæk professionel kontakt med eksmanden, der er retsmediciner, hvilket giver anledning til lidt post-ægteskabelig ordskubberi. Ved sin side har hun den ældre, korpulente kollega Franitschek, der er indbegrebet af den gammeldags mand, og som – måske meget tidstypisk – har svært ved at følge med den frembrusende Angelika, både i direkte og overført forstand. En duo, der sætter kønnene i relief. Plottene i afsnittene er både udspekulerede, som tiden fordrer, og underholdende. Og de afvikles i et rapt tempo. Mest velgørende er det dog, at serien er krydret med en god portion humor. Den frigjorte, charmerende Schnell glorificeres ikke mere, end at hendes splittelse mellem moderrolle, karriere og jagten på en mand gøres til genstand for overbærende smil undervejs.
Følg med p åtorsdag, kl. 21.40 på den hemmelige kanal, DR2.