Den katolske pave Benedikt XVI har i den forgangne uge forfattet et såkaldt “hyrdebrev” til de irske katolikker. I det syv sider lange brev henvender paven sig til de katolikker, der gennem de sidste mange år har været genstand for seksuel misbrug og andre overgreb i den katolske kirkes institutioner. Brevet har været længe ventet, fordi det kommer efter en lang række pinlige afsløringer af sådanne tunge sager i Tyskland, Østrig og Holland. Sager, der føjer sig til andre lige så ubehagelige sager fra USA, Mexico og Irland.

Indtil nu har paven været påfaldende tilbageholdende, men de seneste afsløringer tyder på, at paven selv har været vidende om, hvad der er foregået. Blandt andet fra sin fortid som ærkebiskop i München. Vi har nok slet ikke set de sidste afsløringer. Der er gået hul på bylden, og pusset vil fortsætte med at strømme ud og afsløre den råddenskab, der er i den katolske kirkes indre. Meget tyder på, at det systematiske misbrug af drenge og piger har mere end karakter af tilfældigheder, og kirkens ledere har været tavst vidende om, hvad der foregik.

Vil pavens hyrdebrev så ændre noget ved den betændte virkelighed? Det tror jeg ikke. Jeg er overbevist om, at der vil komme flere horrible historier for en dag, og presset på kirken og paven vil vokse. For det første afslører sagen et fundamentalt problem, som andre religioner også har som samfundsinstitutioner. Nemlig, at den katolske kirke med sin tro og sin dogmatik opfatter sig som hævet over det verdslige samfunds love. Enhver anden børneskænder, som afsløres, bliver retsforfulgt og møder samfundets sanktioner i form af fængselsstraf eller behandling. Fra det civile samfund må kravet gælde, at alle de involverede gejstlige må retsforfølges på lige fod med almindelige borgere. Det kræver et opgør med det selvbestaltede hemmelighedskræmmeri. Dørene skal åbnes – helt.

Skandalen om den katolske kirke er så meget desto mere betændt, fordi vi har med en kirke at gøre, der taler for gejstlig kyskhed (cølibat), fordømmer homoseksuelle og før- og ikke-ægteskabelige seksuelle aktiviteter, brugen af prævention, abort m.m. Altså en kirke, der mener sig berettiget til at regulere seksuallivet i den verdslige verden, samtidig med, at dens gejstlige konsekvent og i årevis har brudt sit eget, hellige seksuelle afholdenhedspåbud i form af organiseret pædofili. Det kan næppe være meget værre. Og set i det lys, så er pavens hyrdebrev en ynkelig gestus, der blot afslører hulheden og hykleriet i al dets himmelråbende absurditet.

Der er uden tvivl behov for et radikalt opgør med Pave-kirken. Et opgør, der kun kan komme indefra. Et opgør, der ikke kun handler om de faktiske overgreb, men om kirkens selvforståelse, dens menneskesyn og dogmatik. [link]

Og Dave Allen om det at elske…