I går aftes fik jeg omsider tid og ro til at se en film på dvd. Efter omhyggeligt endnu engang at have undgået at træde i tv-lorten, satte jeg Peter Hedges’ film “Dan in real Life” (2007) i maskinen. Den let markskrigeriske danske titel er “Min brors kæreste”. Jeg kan godt lide at se en film, som jeg ikke har forventninger til, og kunne ikke huske andet om denne film end, at jeg havde set en appetitvækkende trailer engang. Og nu havde fruen så fået filmen sammen med Alf og damerne, så den lå på stuebordet og lige til højre fod, som man siger.

Som den danske titel mere end antyder, så er der tale om en af disse hersens amerikanske romantiske komedier, hvor man for gud ved hvilken gang gennemspiller temaet: ad kærlighedens veje og ikke mindst vildveje frem til en happy end. Men vi ved også, at det ikke er forudsigeligheden, der trækker, men vejen hen til den vist nok lykkelige slutning i parforholdets havn. Og skuespilleriet. Og med skuespilkræfter som Steve Carell (kendt fra Saturday Night Live m.m), Juliette Binoche (der er chocolade for enhver romantisk film), Dianne Wiest (alt for lidt brugt i amerikanske film) og John Mahoney (Fraziers far) var et vist kvalitetsniveau garanteret. På papiret i hvert fald.

Dan in real Life handler – som den amerikansk titel antyder – om en enkemand, der med succes lever af  at skrive “pædagogiske” klummer om livet i almindelighed og familielivet i særdeleshed, og som må sande, at Livet og Kærligheden er større end nogen life–coach nogensinde vil kunne forstå. Dan har mistet sin højt elskede kone nogle år tidligere og kæmper nu med en hverdag, der inkluderer tre piger i og omkring den giftige pubertetsalder. Det centrale handlingsforløb er forlagt til en familiesammenkomst i et hus på landet, hvor Dans ufrivillige enkemandsstand bliver til et tilbagevendende debatemne. På et tidspunkt sender familiens overhoved, moderen (Wiest), Dan af sted med en besked om at “get lost”. Hvad han så også gør, idet han møder en underskøn dame (Binoche) i en boghandel. Problemet er blot, at damen er brorens kæreste, og hun er på vej til familiesammenkomsten.

Jovist, man ved jo godt, hvordan sådan en indviklet historie ender. Og trådene redes da også ud. Så meget kan jeg godt afsløre uden at skuffe nogen. Hvad der gør denne lille film værd at se trods forudsigeligheden er de mange små fine scener undervejs, hvor hverdagslivets tragikomik og absurditet indfanges af godt skuespil og veldrejede dialoger. Livets banaliteteter og familielivets karakter af himmel-og-helvede gribes i de små scenerier og fremkalder både smil på læben og måske også en klump i halsen, hvis man ellers er anlagt for det.

Det er ikke nogen stor film af den slags der overhældes med nomineringer, men netop en lille film af den slags, der bevæger sig ned på hverdagsniveau (à la Hollywood) og promoverer de “sande værdier” i en verden, der i stort omfang har skrottet de samme værdier til fordel for karriere, penge og magt.

PS. Læg også mærke til det udmærkede lydspor, hvor den norske sanger og sangskriver Sondre Lerche har stået for de fleste af sangene.
Et enkelt Pete Townsend-nummer er også med i en central scene, hvor Dan spiller og synger det til sin hjerter dame. Let My Love Open The Door. Her med Townsend selv: