Det gode ved erindringen er, at den har den forunderlige evne, at den kan filtrere ens oplevelser. Sagt på en anden måde: Den skal skille skæg fra snot, dårlige oplevelser fra gode – og lade fortiden fremstå i nostalgiens forklarende lys. I hvert fald nogle gange. Og sådan har jeg det med meget af min skoletid. Når jeg kigger i det rosenrøde lys i bakspejlet, så behøver jeg ikke at se mobberiet, de uendeligt kedsommelige timer, gulvsvaberen i gymnastiklokalet, svømmetimerne i Grådybbadets iskolde morgenvand osv.

Sådan er det også med min timer i latin og oldtidskundskab. Latin havde jeg allerede i realskolen, hvor jeg terpede grammatik og læste Mikkelsens blå latinbog – for at slutte af med den “lille latinprøve”. Bævrende nervøs vis-à-vis frk. Hvass, der slet ikke var, som navnet ellers kunne forlede en til at tro.

I gymnasiet gjaldt det så den “store latinprøve”. Og læsningen af tekster om de puniske krige, øvelser med ablativer og latinske verber blev udvidet med hadefaget oldtidskundskab – kaldet “oldævl”. Men jeg hadede ikke dette fag. For jeg har altid haft en svaghed for historiske fag og var begavet med en lærer – Røde Knud – der formåede at gøre faget levende og beåndet. Blandt andet var han god til at inddrage litteratur, der kunne uddybe det, man beskæftigede sig med i timerne. En af bøgerne har jeg endnu. En tynd fin sag om retorikeren Cicero. Indkøbt på Strøget i Esbjerg.

Og forleden fik jeg fat i en kopi af et andet værk, som jeg ofte har tænkt på, siden jeg forlod gymnasiet. Suetons Romerske Kejsere, der udkom i Thaning & Appels Klassikerbibliotek i 1963 i to bind med forord af selveste Leo Hjortsø. Jeg kan huske, hvordan vores lærer læste passager op af Suetons portrætter af de forskellige kejsere og dermed var med til at sætte kød på de indre billeder man havde dannet sig ud fra de tørre tekster. Specielt husker jeg – og det siger selvfølgelig en del om den spirende alder, man var i – hvordan kejsernes seksuelle udskejelser blev omtalt (herunder omtalen af Cæsar som hærens største horebuk!). Og hvordan vores lærer satte den romerske kulturs forfald i forbindelse med kejserdømmets gradvise dekandence og moralske opløsning. Jovist. Dengang forstod man at belære ungdommen.

Til historien hører også, at jeg senere i gymnasiet fik en i ordets egentlige betydning enestående mulighed for at parodiere samme lærer ved gymnasiets årsrevy. En optræden, som både Knud og hans frue syntes godt om – og som forblev min eneste teatralske præstation…