Selv om den 50-årige canadiske sangskriver og musiker gennem sin mere end 30 år lange karriere er blevet overdænget med ordner, priser og nomineringer, så har han aldrig været kritikernes største darling. I hvert fald ikke som jeg husker det. Og med hensyn til kritikerne, så hjælper det ikke meget, at man er den bedst sælgende canadiske kunstner overhovedet. Adams’ “problem”, som han deler med mange andre, er, at han som udøvende kunstner og sangskriver altid har holdt sig til den læst, der var hans: melodiske sange inden for en velkendt pop- og rocktematik i et klassisk rockarrangement. Han har med andre ord ikke været plaget af smagsdommeriets evindelige begær efter musikalsk innovation og grænsesøgen.
Adams’ seneste udspil med den beskedne titel 11 bekræfter indtrykket af en musiker, der holder sig på sporet. Det spor, han altid har holdt sig på, og som befinder sig i rockens mainsstream. Musik, der går lige i øret og kroppen, egner sig til en lang køretur ad endeløse highways eller som lydspor til en kedelig hverdag. Kompetent, velspillet, velproduceret poprock af den slags, der altid har været et (stort) publikum til – til kritikernes store fortrydelse. Adams er en stilist, der kender sine virkemidler og sine begrænsninger – og derfor har han udsendt den ene lytteværdige plade efter den anden. Seneste denne nr. 11. Anbefales rockelskere uden fine fornemmelser…