Før der var illegal download, var der bootlegplader. Der har altid været musikgale mennesker med spolebåndoptagere, kassetteditto m.m. under jakken, som har båndet koncerter her og hisset. For slet ikke at tale om dem, der kun var in it for the Money. Akkurat som de spritbrændere og -smuglere, der oprindeligt gav navn til fænomenet bootleg.

I dagens udgave af New Musical Express kan man læse, at en sjælden bootlegoptagelse med Led Zeppelin – fra deres optræden i St Matthew’s Baths Hall i 1971 er dukket op på et loppemarked i Portman Road, hvor køberen fik båndet for to-tre pund. Koncerten har hidtil kun været tilgængelig i obskure bootlegudgaver, der er baseret på klip fra fx kilder. Men den genfundne optagelse skulle være komplet og optaget lige foran scenen.

Bootlegs er jo ulovlige, men har altid været en del af musikkonsumptionen. Og holdningerne til dem har været meget forskellige. Lige fra den arge modstand over indifference til direkte opfordring til at bootlegge (som i tilfældet Grateful Dead). I hvert fald har de været umulige at komme ud af, hvilket bl.a. illustreres af alle de officielle “bootlegs”, der er kommet på gaden. Blandt andet fra Bob Dylan, der altid har været en af bootleggernes foretrukne ofre.

Har bootlegs en fremtid i disse digitale nedhentningstider, hvor enhver kunstner med respekt for sig selv har optageudstyr med ved koncerterne og kan smide en liveoptagelse i nakken på publikum kort tid efter? Det har de nok. For der har som sagt altid været rum for snyltervirksomhed. Men er det så lukrativt nu, hvor ethvert ungt menneske kan optage en koncertoptræden med sin mobiltelefon?