Min gode veninde Gertrud har sendt mig et klip fra en artikel i Weekendavisen. Her fortæller Keld Heick om dengang, han og The Donkeys skiftede spor fra pigtrådsgruppe til dansktopditto. Og det afgørende vendepunkt kom, da Keld og æslerne opholdt sig i min hjemby. Af alle steder. Citat:

“Succesen kom som en overraskelse. Efter at The Donkeys vandt DM i pigtråd i 1965, turnerede de landet rundt, fik pladekontrakt og kunne i begyndelsen hive en hyre på omkring 800 (cirka 7.000 nutidskroner) kroner hjem per job. Det blev dog ret hurtigt rutine og glorien falmede hastigt. Derfor besluttede orkestret at stoppe, mens legen var god, men de lovede dog deres producer at indspille en dansk sang som afsked. Det vendte bøtten.Vores sidste engagement var 14 dage på Africano på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg. Der skulle vi sige farvel, koner og kærester var med. Så en dag var vi nede på Mælkepoppen, Esbjergs samlingspunkt. Der kørte Ved landsbyens gadekær på jukeboksen i en uendelighed, folk blev ved med at stoppe mønter i for at høre den. Så begyndte jeg at ane, at der var gang i et eller andet. Da jeg ringede hjem til pladeselskabet, fik jeg at vide, at de skovlede eksemplarer ud til forretningerne. Jeg var fuldstændig målløs. Og da vi spillede om aftenen, kom der hele tiden nogen op og ønskede Ved landsbyens gadekær. Jeg tror, vi spillede den ti gange den aften, og sådan fortsatte det resten af vores to uger på Africano. Ugen efter lå vi nummer et og blev på førstepladsen i 13 uger. Dermed blev planerne om en tidlig pension lagt på hylden.”

Sjovt at tænke på! Men som allerede omtalt, så er Keld Heick langt fra gået på pension endnu, men er vendt tilbage til sine rødder i tiden før Ved Landsbyens Gadekær. På albummet Time Machine tager han en tidsrejse tilbage til halvtredsernes og de tidlige tresseres rockogrul og pop. Pladen er produceret af Johnny Stage og han og Heick har med held bestræbt sig på at genskabe lyden fra dengang. Der er tale om et stykke kærlig nostalgi, hvis fremmeste formål er at trække nogle gode sange frem af støvet og vise, at Keld Heick formåer at puste liv i dem igen.Selv om Heick slipper godt fra de mest rockende af numrene (fx Nervous Breakdown, der gør Eddie Cochran stor ære) så er der ingen tvivl om, at han hører mere til poppen end rocken. Der er mere Cliff og Pat Boone end Elvis, mere Merseybeat end Beatles osv. i Keld. Og på den led er pladen en bekræftelse af det valg, Keld foretog i citatet ovenfor.Det er ikke på nogen måde en plade, der prætenderer at nyfortolke de gamle sange. Og det er sådan set dens styrke. For unge lyttere, der ikke har fulgt med siden halvtredserne, er der mulighed for at lægge øre til nogle iørefaldende popsange fra dengang mor var knægt. Og for os andre er det ren A-Ha-oplevelse. Det kunne dog være sjovt, hvis Keld Heick – som Peter Belli – dristede sig til at udsende en plade med nytænkende fortolkninger af gamle sange.Heicks rejse tilbage i tiden lykkes godt. Fordi han har hjertet med, og fordi produktionen nænsomt aer den nostalgiske lytter med hårene. Glem alt om blaserte dagbladsanmeldere, der kun kræver nyt, og læg øre til Kelds plade. Det er som at åbne for Efter Skoletid igen…