She Loves You! Yeah! yeah! yeah! yeah!

En lille afstikker fra Beatles’ longplayingplader. Vi er stadigvæk i 1963, og drengene udsender singlen She Loves You (med B-siden I’ll Get You). Parlophone R5055. Og det er den sang med det Beatlemaniske omkvæd, hook – “She Love You! Yeah! Yeah! Yeah!” – der for alvor sætter brand til den lille capacs Beatlesmani. Og mange andres for den sags skyld.
En lille genistreg fra det højproduktive sangskriverpar. I følge Beatlesarkæologerne blev Mccartney inspireret af et samtidigt hit – Bobby Rydells “Forget Him” – til at skrive (endnu) en kærlighedssang, et slags modsvar på den traditionelle dreng-og-pige-hjerteknuser-sang. Men denne gang i tredjeperson. En anden idé var, at forsangeren skulle synge She Loves You! og backingkoret svare: Yeah! Yeah! Yeah!. Og sådan blev det. Og sådan kom en sang til verden, som i den grad blev indbegrebet af den begejstring og henrykkelse, som fik navnet Beatlemania. Var man ikke allerede revet med og væk af Beatlesbølgen, så skulle denne lille sang nok sørge for, at det skete.

Hvor smittende den lille sang egentlig var, illustreres måske af en lille erindring fra dengang. Jeg havde fået singlen og spillede den i tide og utide på den lille grønne rejsegrammofon. Det var min plade, og jeg elskede den. Men en nat, hvor jeg lå og sov, medens mine forældre havde gæster til festlig sammenkomst med mad og drikke, så jeg ud af øjenkrogen min egen mor (!) hente pladen ved min seng og tage den med ind til grammofonen. Måske havde de våde varer løsnet lidt op for de strenge bånd, der ellers lå over halvtredserne og de tidlige tressere og sat noget i gang? I hvert fald sket det ikke igen.

I dag kan det forekomme ligegyldigt at synge “yeah! yeah! yeah!”, men det var det ikke i starten af tresserne. På den måde at bringe ungdommeligt talesprog ind i en sangtekst var nærmest samfundsundergravende virksomhed. I Mark Hertsgarts bog om The Beatles fortæller forfatteren om den ansete lydtekniker i Abbey Road-studierne Norman Schmiths reaktion på sangteksten. Han får øje på tekstarket, der står på et nodestativ, og tænker straks: åh, nej. Den sang vil han aldrig kunne holde af. Men da så de fire musikere sætter sang og lyd på, så er hans solgt til stanglakrids.

Som popsang er “She Loves You” mageløs. Hooket, der indleder sangen, sidder lige i øret og korttidshukommelsen med det samme. Mine forældres naboer, Verner og Irma, havde en lille datter, Judith, der lige var begyndt at tale for alvor – og da hun første gang hørte sangen komme fra min grammofon, så sagde hun: Yeah! Yeah! Yeah!…

Hvis Beatles stod for noget “politisk” den gang, så var det: kærlighedsbudskabet. Ikke den velkendte hjerte-smerte-pop, som ellers var en fast ingrediens i poppen. Men den positive version. Og She Loves You er det bedste eksempel på dette. Som andre popsange handler She Loves You om et kærestepar, der har en uoverensstemmelse, men allerede med de første akkorder ved man, at glæden, livsappetitten vil sejre. Hun elsker dig jo din dummernik. Ja, ja, ja, jaa…. Der er få sange, der i den grad indfanger den frembrusende optimisme, glæden og vitaliteten, der på mærkværdig vis blev sluppet løs i tresserne, hvor gråheden og konformismen i efterkrigstiden afløstes af  en saliggørende, ustoppelig frigørelse af krop, følelser, seksualitet og meget andet. Lytter man til sangen (og den kører på repeaten her…), så slår det en, at den i al dens korthed (2 minutter og 16 sekunder) virker som en evighed. Det er, fordi den bæres af den opløftede og opløftende begejstring, som hookets repræsenterer. Det er optur hele vejen! Hooket indleder sangen og gentages undervejs – og afslutter også sangen. Oooooooo! Det er Beatlemania i koncentreret form.

Sangen blev ganske fortjent Beatles’ bedst sælgende single i England. Og den betragtes generelt som en af de største Beatlessange overhovedet. Blandt andet har Rolling Stone indlemmet den blandt de 100 bedste pop- og rocksange gennem tiderne. Det var også en af de sange, Beatles fortyskede til det lukrative tyske marked under titlen “Sie Liebt Dich”. Og selv med Pauls og Johns alt andet end formfuldendte tysk, så holder sangen vand. Nævnes skal det også, at vennen Peter Sellers lavede i hvert fald fire parodier på samme sang. Men det er en anden historie.