The Beatles satte sig – og sætter sig – ikke kun spor i populærmusikken. Robert Freemans grafisk enkle, velkomponerede sort-hvide cover til gruppens andet album With The Beatles er blevet citeret, brugt og misbrugt flere gange i musikhistorien. The Rutles gjorde grin med coveret. Det samme gjorde The Residents. Og andre har alluderet til den smukke opstilling.

Det er et af de Beatlescovers, jeg holder allermest af. Et tidløst cover, der for alvor understregede den kendsgerning, at et albumcover ikke længere bare kunne betragtes som en tilfældig, salgsfremmende indpakning.
Musikken på pladen blev udsendt i november 1963, et halvt årstid efter debutpladen Please Please Me. Opskriften er lidt den samme som på etteren. Otte sange fra egne hænder (inklusive George Harrisons første selvstændige sang på plade: Don’t Bother Me) og så en god håndfuld sange hentet i amerikansk R&B og soul. Igen er det Beatles’ egne sange, der stikker ud. I mine ører i hvert fald. Måske hænger det sammen med, at pladen indeholder nogle af de sange, der står mit musikalske hjerte nærmest. All My Loving var virkelig en sang, der slog benene væk under mig. Læg mærke til John Lennons markante rytmeguitar, der nærmest bærer vokalerne frem. Det er stort. It Won’t Be Long, første nummer på pladen, er en anden favorit. Den flerstemmige sang er arrangeret smagfuldt og sidder lige i skabet og overbeviser om, at debutpladens vellykkethed ikke var nogen tilfældighed.
For længe siden hørte jeg en interviewudsendelse med Paul Mccartney på DR (jeg tror Benny G. Jensen stod for produktionen, så det er længe siden…). Her fortalte Mccartney om gruppens bestræbelser på altid at finde en særlig måde at indlede deres sange på. Til forskel fra fx The Supremes, der – igen ifølge Mccartney – stort set altid startede ders hits på samme måde. It Won’t Be Long starter fx lige på og hårdt med vokalerne, der straks følges op af instrumenterne. All I’ve Got To Do starter med en enkel akustisk akkord efterfulgt af en ultrakort pause, inden sangen sætter ind. Og så videre.

et handler om musikalsk variation og accentuerer gruppens kreativitet og ambitioner på et tidspunkt, hvor de tekniske muligheder endnu var begrænsede.
Som tilfældet er med Please Please Me, så imponerer With The Beatles med sit tårnhøje sangskriverniveau og det særlige drive og entusiasme Beatles udstråler. Prøv at lægge øre til den knap så kendte sange Not A Second Time, der måske ikke går rent ind første gang man hører den, men hvor Lennon demonstrerer, hvor god en sanger han i virkeligheden var. Det er en af de der Lennon/Mccartney-sange, der langsomt kryber ind under huden og gør en afhængig.
Det er også på With The Beatles, de fire Liverpooldrenge træder i karakter som rock’n roll-band. Beatles’ udgave af Bradford-Gordy-klassikeren Money viser gruppen fra dens mest vilde side; de krænger virkelig vrangen ud på på både sjæl og stemme. Man forstår godt, at pigerne blev kåde dengang. Men også på de to vellykkede covernumre af Please Mister Postman og Chuck Berrys Roll Over Beethoven viser de, hvorfor de kunne holde gang i Hamborgerscenen aften efter aften.
På bagsiden af coveret ser man de fire gutter i deres grå kraveløse Beatles-jakkesæt og Beatlesstøvler. Håret er langt efter den tids målestok, men velfriseret og pænt klippet. Det kan da ikke være det, der ophidsede vores mødre!? Det må have været musikken urkraft…