Når talen falder på kunst, så er det klogt at holde fast i salig Poul Henningsens tanke. Det drejer sig ikke om at diskutere, om et kunstværk er kunst eller ikke kunst. Men om det er god eller dårlig kunst. Lad det være en kommentar til vor nyslåede kulturministers forsøg på at vække debatten om kunsten til live.
Er lort på en Bodum-kaffekanden god eller dårlig kunst? Performancekunstneren Uwe Max Hansen udstillede i fredags en kande lort på Louisiana. Inspireret af Piero Manzonis berømt-berygtede kunstobjekt Merde d’Artiste (Kunstnerlort) har Jensen skabt sit objekt med den erklærede hensigt at gøre Manzonis ide mere visuel. Lorten skulle med andre ord være mere synlig. Hertil kan man mene, at Merde d’Artiste i forvejen er ved at blive synlig, fordi lorten tærer sig gennem dåsen. Og man må spørge: Hvori består det nytænkende, konceptuelle fremskridt i Jensens lorteobjekt? Jeg mener, at Jensens objekt er og bliver noget lort – i begge betydninger af ordet. Det er ikke et kunstværk, der lægger noget til kunsthistorien. Hverken som provokation betragtet eller som koncept. Måske illustrerer Bodumkanden blot, at billedkunsten – eller i hvert fald en del af den – er i dyb krise. Lort nok. [link]
Der er flere af Store Roberts ting, der er eminente, ingen tvivl; men der er for meget, man kan jo ikke se skoven for bare træer efterhånden. Og de enkelte træer står endda tit i vejen for hinanden også. Flakhaven i Odense har f.eks et stykke af ham, der virker underligt malplaceret på det sted.
@AagePK: Jeg holder nu meget af Store Roberts genbrugsjernskulpturer. Blandt andet den, der står ved Esbjerg Kunstmuseeum, hvor jeg i nogle grønne år var medlem. Det jeg kritiserer ved Uwe er ikke lorten, men fraværet af et koncept, der kan få tilskueren til at tænke over objektet.
Jeg har lige købt lidt af Robert Jakobsen, næh, ikke lavet af ham, men fra hans store samling af indisk-tibetansk kunst, hans smag er nu bedre end hans evner. Desværre røg det meste op i priser, der egentligt ikke var for høje, kun for høje til min pengepung.
@Donald: For nogle Ã¥r siden sÃ¥ jeg udstillingen “Provokationer” pÃ¥ kunstmuseet i Ã…rhus (før Aros). Og var en række provokerende værker gennem tiden frem til hesteslagtningen, de døde grise i montre, de udstoppede hunde, den døde mands hÃ¥nd osv. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at netop denne tendens i moderne kunst er ved at være end i en blindgyde. Og mÃ¥ske hænger det sammen med, at provokationen i sig selv er blevet et mÃ¥l, hvor det tidligere var underlagt nogle kunstteoretiske eller -filosofiske overvejelser. Fx havde en Wilhelm Freddie jo nogle surrealistiske ideer med sine seksuelle symboler, medens jeg ikke kan se ret meget andet end ønsket om at forarge i Uwe Max Hansens værk.
Jeg glemte at skrive at selve kunstbegrebet er lidt sygt. Der er god kunst som er lavet af amatører; ethvert forsøg (også foto) på at afbilde/fortælle om mennesket og dets vilkår er kunst (ikke nødvendigvis god kunst).
Det var herligt hurtigt kommentar-reaktion, tak for det 🙂 Jeg kan godt forstÃ¥ hvad der kan ligge i “concept” kunst. Ideen om at indpakke Berlin-rigsdagen for en dag var herlig morsom, men siger mig ikke sÃ¥ meget. MÃ¥ske har jeg brug for en kunstguide, for Uwe et.al fÃ¥r mig til at tænke at vi bliver holdt for nar – og at det skulle være kunst i sig selv at holde for nar, det kan kun en lidt syg hjerne forstÃ¥.
Jeg savner kærligheden til billedets fortælling og finder den mere i film-dramatikkens fotokunst end i “museumskunsten”, lidt pÃ¥ samme mÃ¥de som hvis en Svend Asmussen pÃ¥ en “blue-grass komsammen” efterlyser glæden over den smukke melodi i den moderne jazz og mÃ¥ske endda ogsÃ¥ i “blue-grass”.
De efterlyste fortællinger handler om den fortabte enke, det sarte barn, det forsømte forår etc.etc.
@Donald: Som jeg ser den moderne kunst, sÃ¥ er den dybt afhængig af concept og i mindre grad af fortælling. I Uwe Max Hansens tilfælde kan conceptet jo næppe siges at være nyt. Bortset fra det med synligheden. Jeg mener, at det er dÃ¥rlig kunst, fordi det dermed blot forsøger at genoplive en provokation, der har tabt energien for længe siden…
Mon ikke den kan vaskes med klorin?
Jeg orker ikke at skælde ud pÃ¥ en “would-be” kunstner, jeg ser det som noget positivt at have ambitioner af den slags. Jeg holder meget af billedkunst, som indgÃ¥r i en fortælling (filmkunst) og jeg tror at dem, der har stÃ¥et pÃ¥ et museum overfor en ægte van Gogh fÃ¥r sig et chok: De billeder fortæller noget sÃ¥ du er ved at blive blæst ud af rummet – pÃ¥ trods af mangelfuldt perspektiv. Jeg læste et sted, at van Gogh havde en masse teorier om farvernes virkninger – men uanset teorier, sÃ¥ er det lige ud ad landevejen, at billederne “taler” til mig.
Er det ikke det samme med musikken: Den gode musik taler samme sprog som den folkelige musik, mÃ¥ske med nogle tilføjelser eller begrænsninger, men samme sprog og derfor kan “lyden” fortælle historier om menneskets vilkÃ¥r med følelser som livets hÃ¥ndtag.
@Tina: Ja, den mÃ¥ nok kasseres… Men Bodum er vist sponsor for Louisiana, sÃ¥ det gÃ¥r nok. 😉
Det er sgi da vandalisme mod kaffekanden!
@AagePK: Ja, og lort skal flux skylles ud…
I den grad: Hørt!
Jeg sad i en årrække som vagt ved skiftende kunstudstillinger på Dansk Centralbibliotek i Flensborg; det var berigende på mange måder, for man tjente penge, mens man kunne læse lektier, man kunne indgående studere de udstillede genstande, og var man heldig, kiggede kunstnerne forbi, og så fik man en til tider ret uddybende gennemgang. Og det var jo datidens store danske navne, der kom forbi.
Noget af det bedste var dog, når en så vidende mand som Jakob Kronika, dansk presses mand i Berlin under krigen, kom forbi, han var på det tidspunkt chefredaktør og kritiker på Flensborg Avis. Han kunne skelne snot fra skæg, og lærte villigt fra sig.
Jeg nåede lige at få de første fluxus-kunstnere med, Arthur Köpcke og andre skøre sjæle. De lærte mig, hvad Uwe Max Hansen åbenbart ikke har fået lært endnu: fluxus-kunst sker lige her og nu, det er ikke meningen, det skal gemmes, og slet ikke gentages.