Da Tindersticks næsten på slaget 22.00 indtog scenen på århusianske Voxhall, var det som at se en flok familiefædre på deres månedlige fridag med gutterne. Casual påklædt – med undtagelse af trommeslageren Earl Harvin, der var i stramt jakkesæt, vest, slips og tilhørende smart hat – gik de lige til sagen, dvs. musikken, med en nærmest ydmyg attitude, der mere end antydede, hvad denne aften skulle dreje sig om: musikken. Og ikke andet end den.

Meget passende, for Voxhall var fyldt mere end godt op, og der var ikke plads til meget andet end at klappe og lytte med. En kammerkoncert med et band, der – med de obligatoriske omskiftelser – har været på banen i næsten to årtier, og som har formået at fastholde sin musikalske identitet på tværs af musikalsk udvikling og udskiftning i geledderne. Lydniveauet var behersket, og lydbilledet stod fint afbalanceret. Og det passede som fod i hose til Tindersticks diskrete musik.

Tindersticks er centreret omkring forsangeren Stuart Staples, tangentspilleren David Boulter og guitaristen Neil Fraser, som alle har været med fra de unge år. Stilen er en afart af den i forvejen udvandede genre: soul. En slags blue-eyed soul, legeret med stilelementer fra nær og fjern, og med et umiskendeligt anstrøg af melankoli.

Og denne onsdag aften i marts, hvor sneen og mørket omsider synes på vej ud, demonstrerede Tindersticks, hvorfor de med god grund er blevet opfattet som halvfemser-britpoppens velgørende antipoder. Til forskel fra britpoppens stjerner, der i høj grad var i pagt med deres overfladiske samtid, spiller Tindersticks en musik, der på mærkelig vis er tidløs. Dybt melodisk, stemningsfuld med en uafrystelig blå tone – selv i de få, men markante uptemponumre – der knytter an til en strømning i populærmusikken, som går helt tilbage til fyrrerne, trediverne, tyverne…

Måske hænger det sammen med musikkens og tekstuniversets melancholia? Melankolien, der jo er en grundfigur i det moderne, er konstant tilstede i musikken og teksterne. Men formildet, opbrudt af den understrøm af humor og, ja, ironi, der løber gennem sangene. Som fx i sangen “Peanuts” om fyren, der elsker peanuts, fordi han elsker en pige, der elsker peanuts… Et sørgmuntert snapshot af en kærlighedshistorie. Og hvis jeg ikke tager helt fejl, så var der flere blandt publikum, der klukkede lidt her – og i andre sange. Den ene sang tog den næste og efter to sæt ekstranumre af i alt fire sange var det slut efter halvanden time.

Udgangspunktet var bandets nyeste, roste album Falling Down A Mountain fra i år, men der var også afstikkere tilbage i tiden, helt tilbage til debutten (fx Marbles). En rejse gennem tiden, der blot bekræfter det indtryk af tidløshed, jeg nævnte ovenfor. En koncert i ordets strengeste forstand, hvor musikken var i centrum, illustreret af Stuart Staples konstant lukkede øjne, der var udtryk for hengivelse til musikken og koncentration – og ikke (i hvert fald ikke kun) narcissistisk selvnydelse. Kun en enkelt sang fik en kommentar med på vejen, nemlig det allersidste, som Staples med et lille skævt smil til publikum kaldte “a good one”. Ironi, så det baskede, når man havde været igennem det ene overbevisende, ja fremragende, nummer efter det andet.

Efter sidste nummer, “Raindrops”, forlod bandet scenen på samme uglamourøse vis, som de indtog den. Melankoliens varme riddere kom forbi. Og tak for det.

PS. Tindersticks spiller i København i aften – og der skulle vist være et par billetter endnu. Det skal også nævnes, at københavnske CODY fik fornøjelsen af, at varme publikum op i en halv times tid. En meget passende opvarmning, for så vidt det syv mand store CODY spiller en tilbagelænet form for americana (eller skulle man sige amagerkana?). Selv om de ikke fik meget tid, så overbeviste de om, at de – som fx One Eyed Mule – er levende bevis på, at americana også kan spilles med overbevisning i Danmark. Og at man må give sig tid til en hel koncert med dem alene. Kom igen.