FORSKRIFT

 

“Der lever kun eet eneste Menneske, som har Forudsætninger til at kunne levere en virkelig Kritik over min Arbeiden: det er mig selv” (Søren Kierkegaard)

“Det gælder mere eller mindre, at ethvert menneske er afhængigt af fortællinger, af romaner, der åbenbarer livets mangfoldige sandhed for det. Kun disse fortællinger, undertiden læst i ekstase, stiller det over for skæbnen.” (Georges Bataille)

“Und das Schlimmste: was ich weiss, muss ich weitersagen. Wie ein Liebender, wie en Betrunkener, wie ein Verräter. Est ist ganz und gar ein Laster und führt ins Unglück“.
(Bertold Brecht, Leben des Galilei)

 

Nedenstående tekst er et stykke work in progress…

 

I følge familielegenden – eller familieromanen, som den kaldes i psykoanalysen – blev jeg avlet på et billigt hotel med tynde trævægge et sted i København, hvor hver eneste knagen og knirken kunne høres i de nærliggende hotelværelser. Det morede mine forældre sig meget over at fortælle, og jeg har elsket den historie, siden jeg hørte den første gang. I det hele taget holdt de meget af at berette om tiden i København, hvor de havde slået deres ungdoms folder i mange år.

Når jeg genkalder mig deres mange historier fra dengang, så tænker jeg på et kærestepar, der grundlagde et liv på kærlighed til hinanden – en kærlighed, der holdt til deres død for nogle ganske få år siden, efter mere end 50 års ægteskab. Når jeg tænker på denne lille ur-historie om min undfangelse, så ser jeg mig selv som fortælleren i romanen Tristam Shandy, der kommenterer sin egen tilblivelse. Jeg ser et hotel af træ, der ligner en kæmpe barak. Og der i et værelse foregår en elskovsakt mellem papirtynde vægge. Dyret med de to rygge. En undfangelse. Hverdagens mirakel. Og resten er historie.

Og så alligevel ikke. For legender, romaner og erindringer osv. er løgnehistorier og forbandet digt. Et lille årstid før jeg kom til verden, fødte min mor en lille pige. Min storesøster, der ikke fik lov til at leve mere end en halv times tid (Det har jeg mange år senere fundet ud af ved at læse Esbjerg kommunes begravelsesprotokoller). Siden levede hun i mine forældres bevidsthed og erindring, selv om hun så vidt jeg ved hverken blev navngivet eller døbt. Og specielt min far har mange gange erindret mig om, at jeg var nummer to. Hvis din søster havde levet, så ville hun i dag have været… Lige dele sorgarbejde og opdragelse, tror jeg. Og jeg er ham taknemmelig for, at han han ikke glemte det… Så jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg blev skabt, selv om mine forældre holdt fast i historien om det lille hotel i hovedstaden. Og måske er der alligevel en sandhed i den historie om hotellet – for sådan er det jo med fortællinger. De behøver ikke at være rigtige for at være sande. Men måske – sandsynligvis – blev jeg til på madrassen på loftet på værelset i Skjoldsgade i Esbjerg? Det er også lige meget, for resten af ovenstående står stadig til troende. Digtning er løgn og latin, men også sandhed.

Min far var som sømand under Besættelsen, udstationeret marinesoldat på Bådsmandsstrædes Kaserne (nuværende Christiania) og besejlede de indre danske farvande med en minestryger. Og min mor, der var datter af grovsmeden i Hvilsted syd for Århus, var kokkepige hos det bedre borgerskab på Tagensvej, hvor kunstnere, fx den folkekære skuespiller Ib Schønberg, sabotører – blandt andet Flammen og Citronen – og andet godtfolk kom.

Det var i det hele taget en ubekymret tid med fest og farver – hvor hver eneste skilling (som min mor tjente!) blev spenderet ude i byen. Sådan som ungdommens dage ofte er – i hvert fald set i bakspejlet.

Men tiden var åbenbart inde til at stifte familie, som det hedder. De var begge i trediverne, militærtjenesten var overstået og den ubekymrede, festlige ungdomstid ligeså. Måske kimede det biologiske ur også for min mor, der nærmede sig de 40. Og i hvert fald var det min fars plan og drengedrøm at læse til styrmand på navigationsskolen på Fanø (Nordby) efter år som kammerdreng, matros, jungmand osv. Sømand ville han være, koste hvad det ville. Det med et liv på havet lå i familien. På min fars side. Derfor ville de vende snuden mod min fars barndomsby Esbjerg.

Min mor var ikke så begejstret for tanken om at forlade København til fordel for et provinshul ved Vestkysten og klagede i mange år over besværet med at falde til og over den provinsielle småtskårenhed i byen. For eksempel måtte hun lade sit lange, mørke hår klippe, fordi det ikke passede ind i Esbjerg. Og hun glemte aldrig sin tid før Esbjerg.

Da jeg selv for en kort bemærkning (to år) vendte tilbage til barndomsbyen ved Vestkysten i midten af halvfemserne oplevede jeg, at selv om byen nok havde fået Musikhus, Svømmestadion m.m. og havde fået en stor selvsikkerhed, så var det bornert provinsielle langt fra forduftet fra byen. Provinsialismen hang stadig over byen lige som den berygtede “sildestank”, man i årevis havde forsøgt at vaske af sig, uden synderlig held…

Men sådan blev det. Mine forældre slog sig ned i søfarts- og fiskerbyen. Det hændte også, at min far ønskede sig tilbage til dengang, han “kun” var matros og jungmand og ikke skulle bekymre sig med ledelsesmæssigt ansvar og andre besværligheder, som fulgte med industrialiseringen af godssejladsen. Og min mor savnede København og den frihed, der var i at være der.

Jeg blev født blandt nonner på Skt. Joseph Hospitalet – det katolske hospital – i hjertet af Esbjerg. Nørregade nr. 63 for at være lidt mere præcis. En svær fødsel efter sigende. Mit næseben har været lidt skævt lige siden. Og stedet er i dag ikke længere hospital og hovedbygninger er fredede.

Om det var dette religiøse udgangspunkt, der grundlagde mit ambivalente, eller rettere ikke-religiøse, forhold til kirkelige spørgsmål, skal jeg lade usagt. I hvert fald kunne jeg ikke se meningen med at gå i søndagsskole i Zions Kirke, da min mor nogle få år senere mente, at det ville være godt for mig. Og folkeskolens indoktrinering med morgenbøn, salmesang og bibelhistorie gjorde mig ikke til et religiøst troende menneske, men derimod en stadigt voksende skeptiker.

Måske var det bare for at få lidt tid for sig selv, at jeg blev sendt af sted til søndagsskolen i den lokale kirke, der lå i barndommens gade. Det eneste, jeg tydeligt husker fra søndagsskolen, var, at jeg sad bagerst i kirken og kedede mig bravt. Og kedsomheden har jeg lige siden bekæmpet bravt og med stor succes.

Måske var den lokale præst heller ikke den største pædagog… I hvert fald faldt hans ord på klippegrund, for nu at tale i bibelske termer. Det eneste lyspunkt var nogle små flag, guldstjerner og kløver, som blev klistret ind i ens lommebog som bevis på, hvor flittig man var til at komme i søndagsskolen. Men det salgstrick var ikke nok til at fastholde mig på bænken ret længe. Så hellere kede sig halvt ihjel hjemme i baggården. Mange år senere, da jeg havde fået min søn, meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg kunne ikke være medlem af en forening, jeg havde et uafklaret forhold til. Og sådan er det stadigvæk. Det kan godt være, at ‘Fanden går i kirke’, når han bliver gammel. Men jeg gør ikke.

Jeg voksede op i en baggård til en baggård i et arbejderkvarter på Nygårdsvej i det vestlige del af det centrale Esbjerg. Det vil sige: Det første år af mit liv tilbragte jeg sammen med mine forældre i Skjoldsgade i et loftsværelse under taget med udsigt til benævnte baggård. Mine forældre var – set fra vor tid – ludfattige, som så mange i deres generation. Der var ikke meget at gøre godt med. Og de måtte låne i banken til min fars uddannelse. Dengang var der ikke noget, der hed Statens Uddannelsesstøtte. Indboet bestod af et par madrasser, en ølkasse, et bord og et par stole. Og så vist også en lille, lyserød radio, som min mor havde bragt med sig fra storbyen. Hendes musikglæde, som jeg har arvet, holdt i mange år frem. Medens far passede sin skole på Fanø, tjente mor penge som rengøringsassistent på Skt. Joseph.

Året efter flyttede vi så til Nygårdsvej 129A. Hvad A’et står for, ved jeg ikke, men måske: Anden række. Et stenkast fra Skjoldsgade. Det første lille skridt op ad velfærdsstigen. En lille toværelses lejlighed. Når man kom ind ad fordøren, var der en lille entre, der var blevet malet okseblodsfarvet (mørk-rødlilla) af min mor . Lige over for hoveddøren var et meget lille toilet med træk og slip. Man skulle nærmest bakke ind med bukserne nede for at forrette sin nødtørft. Til højre for toilettet var køkkenet med gasblus og -ovn. Og ved siden af det et lille soveværelse med plads til en dobbeltseng, min seng og et trefløjet klædeskab af teak. Og endelig var der en lille stue med en sort støbejernskakkelovn. Fra køkkenet og soveværelset var der udsigt til en lille fælles baggård, hvor vi børn legede, mødrene tørrede tøj og familierne opholdt sig på varme sommerdage. Fra stuevinduet var der udsigt til andre karreer i Nygårdsvej og Skjoldsgade og til et område, der lå bag et større tømrer- og snedkerværksted – en yndet legeplads for områdets børn.

I dag kan man være heldig at komme ind i 129A igen, når ejendomsmæglere lægger billeder og videoer ud af de fire lejligheder, der er i ejendommen. Og de er selvfølgelig slet ikke til at kende igen så renoverede de er blevet efter at de er blevet udstykket til ejerlejligheder.

Men huset ligner i forbløffende grad sig selv. Det kunne jeg forvisse mig selv om, da jeg i årene 1997-1999 arbejdede i Esbjerg og benyttede lejligheden til at besøge min barndoms land. 

De næste 5-6 år af mit liv foregik i og omkring den lille to-værelses lejlighed på første sal til højre. Nogle ting er selvfølgelig er forandret. I min barndom var gårdspladsen mellem 129 ig 129A ikke asfalteret som nu, men bestod af et kvadratisk slidt græsareal omgivet af fliser og med en pæl i hvert hjørne (til tørresnore). Det var her jeg lærte at cykle og gentagne gange måtte cykle ind i betonmuren, der var mellem pladsen og nabogrunden, hvor slagter Strand havde have.

Og lige neden for vores stuevindue var der en lille have med et lille hvidt stakit foran, og ikke en parkeringsplads.

På husets endevæg ud mod den kvadratiske gårdsplads voksede en stor vedbend og dækkede det meste af arealet. Utallige gange har jeg stået og pillet ved vedbenden i solskinnet og mærket solens varme på mit ryg og nakke. Mellem de to huse var der – i den ene side af den firkantede græsplæne – en række rødbejsede cykelskure. Og for enden af cykelskurene i nærheden af vores hus stod svinetønden (omtalt i bloggen) og to, tre gammeldags skraldespande af jern.
Bagved vores lille fire lejligheder store hus lå den lille baggård, hvor jeg som lille pode ofte legede med kammeraterne. Det var også her husets familier opholdt sig på varme sommerdage med klapstole, kaffe, saftevand og brød. For at komme ind i baggården skulle man passere gennem en solid trælåge, der heller ikke er der mere.

For enden af den lille baggård var der et plankeværk, bag hvilket der befandt sig en endnu større baggård, som var en slags forbudt område (hvilket dog ikke forhindrede os i at aflægge den et besøg jævnligt). Og ellers bestod den lille baggård af en sandkasse og et “mål” (to stolper og en overligger, der tidligere havde fungeret som tørresnor).

Jeg har et par gamle fotos, hvor jeg sidder på kanten af sandkassen, iført korte bukser, ærmeløs undertrøje og små røde træsko med spænder, sammen med naboens ældste søn, Leif. I baggrunden af fotografierne ser man en stor, gammel trækladvogn med jernbeslag. Den splittede vi unger ad…

I den ene side af den lille baggård, i forlængelse af vores hus, var der en høj mur, bag hvilken Frøkjær-Jensens snedkerværksted lå. Det var Jensen, der ejede vores lille hus.

Betonmuren over mod slagter Strands hus er muligvis den samme som dengang. Det var her Ronald engang viste mig, hvordan man står på hænder. Selv lærte jeg det først mange år senere i Breddams gymnastiktimer i realen.

På et gammelt foto af mig selv på trehjulet cykel (se bloggen) kan man se et frønnet plankeværk i baggrunden. Det var nok det, der var forgængeren for det nu vaklende betonmurværk…

Den store bygning i forgrunden, nr. 129, hvor Bent og Lita – mine legekammerater – boede med deres familier står uforandret, selv om vinduerne er skiftet ud. Lita, der var tilflytter, boede øverst oppe i taglejligheden sammen med sin single-mor, som jeg havde fornøjelsen af at danse med ved det eneste afdansningsbal i min korte karriere som sports-danser i Hansens danseskole.

Bent boede på 1. sal til venstre sammen med sine forældre og sin lidt ældre søster, der fik sit eget lille værelse på loftet, da hun kom i puberteten. I denne bygning nød vi at løbe over loftet, når vi skulle om på den anden side. Vi måtte ikke. Og det var en del af morskaben. Kældervinduet i bygningens højre side smadrede vi engang, da vi spillede bold på græsarealet. Og viceværten, som jeg blot husker som en bøs mand i kakifarvet kittel og med en kost i hånden, mente, at det var min skyld. Men min far fik ham på andre tanker med en regulær skideballe…

På fordøren til nr. 129, der dengang ikke var malet, men var lakeret træ, sad et fint, hvidt, let buet emaljeskilt, hvor beboerne frabad sig “betleri”, dørsalg og andre forstyrrelser af privatlivets fred. Det var skrevet med flot svungen, sort skrift, og jeg har studeret det mange gange, når jeg gik gennem døren eller sad på trappen og kedede mig. Siden har jeg ofte tænkt, at jeg skulle have taget det med mig som et minde. Men nu er det for sent…

Til venstre for Nygårdsvej 129 – ligger det hus, hvor Soffi og hendes far boede. Huset var en rødstensvilla, ikke pudset og hvidmalet som nu, og taget var dengang rødt tegl og ikke nymodens sortglaseret. Foran huset var der en fint, lavt støbejernstakit, som åbenbart er blevet fjernet. I Soffis have kom vi kun sjældent, for der var kun en smal passage til den, og Soffi vogtede over sine æbler med nidkærhed. Jeg husker en enkelt episode, hvor Soffis far, der allerede dengang var en gammel mand, svingede sin stok over vores hoveder, da vi havde formastet os til at aflægge haven et besøg med henblik på æbleskud. Det var tydeligvis ikke hans hensigt at ramme os, blot at jage os ud.

Til højre for den store bygning ligger som skrevet Slagter Strands hus. Strand havde sin butik i Strandbygade, ikke langt fra sin bolig. I Strands have foretog mine kammerater og jeg i en meget ung alder vores første æbleskud – med en lille trækvogn. Historien har jeg fortalt i min blog. Jeg kan også huske, at Strand gemte sine nedfaldsæbler nede i kælderen, hvor de stod i trækasser på hylder langs væggene.

Bag slagter Strands hus lå en stor, tom grund, der førte op til et snedkeri (måske en del af Frøkjær-Jensens). I hvert fald kan jeg huske, at bygningen havde en lille overdækket lem, hvor der altid lå noget frisk savsmuld. Det var her Nuller og jeg og et par andre drenge blev grebet på fersk gerning i at “lege doktor” og udføre anatomiske studier på Nuller. Vi blev pågrebet in flagranti af Nullers moder, der hurtigt fik trukket underbukserne op på pigebarnet og sendt os andre hjem.

Den store byggetomt var min barndoms “paradisets have”. En bestemt novelle af Anders Bodelsen får mig altid til at tænke på denne friplads. Et frirum, hvor kun vi unger kom. Og så nogle unge elskende, hvilket en gammel madras, nogle brugte kondomer (med knude og indhold) og World Best-kondom-metalæsker vidnede om… Det var jo svært for de unge at have et privatliv dengang. Lejlighederne var små. Og seksualmoralen tilsvarende indskrænket. Men opfindsomheden er stor, når det gælder om at få kønnene blandet.

For enden af grunden – lige over for vores hus – voksede et kæmpestort træ, hvor vi havde lavet en gynge af et kraftigt tov og et bræt. Her gyngede vi hen over den store regnvandspyt, der altid dannedes lige under træet. Det træ er også fortid.

I nr. 129 i kælderen til venstre havde en maler til huse i et meget lille og mørkt lokale. I kældernedgangen lugtede det altid af maling og terpentin. Det var her, Leif og Jørgen stod og målte tissemænd engang, hvor min mor tilfældigvis kom forbi.
—
Ved siden af os boede familien Jensen. Verner, Irma og deres tre børn, Leif, Jørgen og Judith (der først kom til senere). Verner var søn af ejeren, snedkermester Frøkjær Jensen. Irma var tidligere damefrisør, Verner var manio-depressiv. Dengang hed det ungdomssløvsind. Flere år senere tog han sig vist af dage. Jeg husker kun hans glade dage og har kun gode minder om ham. Da vi flyttede i hus i 1965, var det ham, der kørte for os med en VW-ladvogn. 

Nedenunder vores lejlighed boede ægteparret Christensen (eller Kristensen). Hos “Krette” og fruen, der aldrig hed andet end “Heksemutter”, når vi børn omtalte hende, oplevede jeg nogle af min barndoms kedeligste søndage ved et veldækket sønderjysk kaffebord med lagkage, boller, små- og skærekager. Efter Kristensens flyttede et ungt par ind, Muff hed de, og jeg kan kun huske, at jeg en eftermiddag overraskede dem i en hyrdetime på sofaen. Manden var vist fisker, og de fik en masse børn. Mange år senere mødte jeg helt tilfældigt en af døtrene, der uddannede sig til sygeplejerske i Århus.

I den anden side boede den italienske fru Cimarosti, som døde ved en gasulykke i lejligheden, og som havde en søn, der levede af at lave terrazzo-gulve. Efter Cimarostis bortgang flyttede et ungt par ind. Hr. og Fru Jacobsen. Hr. Jacobsen var en rigtig pral- og løgnhals med en meget livlig fantasi, og det gennemskuede vi børn hurtigt, men vi kunne nu vældig godt lide ham alligevel. Måske var der bare gået en forfatter tabt i ham. Konen var – så vidt jeg husker – en mørkhåret skønhed, der havde drømme om et mere udfarende liv end at være hjemmegående i en baggård Esbjerg Vest. I hvert fald gjorde manden, Ern(e)st, meget ud af at fortælle om dengang, Fruen var fotomodel i København. Hvordan det hang sammen med et liv i et baggårdshus, tænkte vi unger ikke så meget over…

Fire familier var vi om at dele et lille vaskehus, der befandt sig i kælderen til højre. Her regerede husets kvinder med en opmuret og pudset gruekeddel, hvor de med en stor trækæp rørte rundt i det kogende vand og svingede det dampende tøj over i en balje, hvorfra det så blev ført gennem vridemaskinen. Det var hårdt arbejde.

Jeg blev mange gange sendt af sted til købmanden på hjørnet af Skjoldsgade og Sjællandsgade for at hente Snevit, Pré eller et andet vaskepulver, der skulle hældes i gruekedlen. Bagefter kom tøjet så ud på tørresnorene i gården. Fra gruekedlen, der blev opvarmet med velduftende brænde, gik røgen op gennem en lille skorsten, hvor der boede nogle flagermus, som man kunne opleve jage rundt på gårdspladsen i skumringen. Der holdt også et par turtelduer til, og man kunne høre deres kurren i lejlighederne.

Med udgangspunkt i vores lille hus førte legen mig fra den ene baggård til den anden, gennem kældre og over lofter. Senere udvidedes min aktionsradius til at omfatte et areal, der gik fra Vognsbølparken til Havnegade og fra Stormgade til Sædding Strand. Det var barndommens legeår. Sammen med alle kammeraterne. Nuller & Duddi, Charlie, Tony, Leif & Jørgen, Bent, Hans, Niels Jørgen, Lita, Bamse (Johannnes) og hans søster – og hvad de alle hed.

Min far, der var rundet af en sejlerslægt fra Sønderho på Fanø og en købmandsslægt fra Djursland, sejlede hele sit liv. Det var hans lidenskab og hans liv. Efter sin pensionering levede han meget af tiden i fortiden og fortalte de samme historier om og om igen, så jeg til sidste kunne huske detaljerne bedre end ham selv. Når jeg besøgte ham, da han var blevet ældre, ønskede han bare, at jeg skulle sætte mig ned og lade ham fortælle. Hvad der skete i nutiden – herunder i mit liv – havde en begrænset interesse. Men sådan må det vel være, når man har sit liv bag sig…Og jeg lod ham fortælle.

Han startede i 1930’erne som kammerdreng på et sejlskib med messinggelændere i en alder af 14 og endte som skibsfører på en containerbåd mellem Esbjerg og England. Et historie om social opstigning, men også en faglig nedstigning for sømanden, der elskede al praktisk sømandskab og havde det svært med industrialiseringen af handelsflåden. En succes og tragedie i ét.

Min mor var opvokset på landet som grovsmedens datter i Hvilsted syd for Århus. Hun gik seks år i skole og kom ud at tjene på en gård som 13-14-årig og drog i en alder af 18 ud i den store verden (via en tjans på Kalundborg-færgen under krigen og videre til et job som kokkepige hos det bedre borgerskab i København).

Da hun kom til Esbjerg arbejde hun en kort periode som rengøringshjælp på Sct. Joseph Hospitalet, hvorefter hun gik derhjemme og passede hjemmet – og så mig. Sådan som det var almindeligt dengang. Kvinderne skulle være hjemme ved gryderne og ungerne. I øvrigt var denne arbejdsdeling ikke altid til hendes fulde tilfredshed. Hun havde smagt den frihed, som det er at tjene sine egne penge og bestemme over sit eget liv. Helt op i alderdommen slog hun sig i tøjret. Var hun blevet født nogle årtier senere ville hun være blevet glødende rødstrømpe. Ingen tvivl om det.

Da jeg nærmede mig de seks år kom jeg til at gå i Vestre Skoles børnehave, “Pavillonen“, der lå på hjørnet af Cort Adlersgade og Vesterhavsgade. Jeg husker endnu den første solskinsdag, hvor nabokonen Irma fulgte sin søn Leif og så mig til den første dag i uddannelsessystemet. Korte bukser og sommerfugle i maven.

Pavillonen var i øvrigt en af de første kommunale børnehaver i landet. Det fandt jeg ud af mange år senere, da jeg tilfældigt så en udstilling om børnehavernes historie i Handelsbankens vindue over for Rådhuset i Århus.

I Pavillonen gik jeg så et år for at lære at begå mig i det uddannelsessystem, jeg skulle bruge de næste mange år på. Her lærte jeg at sidde på en stol bag et bord og lege med et udvalgt stykke legetøj. Her lærte jeg at høre efter. Starten på en årelang socialisering, som jeg mange år senere måtte gøre op med, da ungdomsoprøret, studenteroprøret, de anti-autoritære bevægelser osv. satte ind. Jeg har endnu et stort sort-hvidt foto, hvor jeg sidder vandkæmmet og i striktrøje med en pædagogisk træbil i hånden (se foto i bloggen). Aner man en lille skepsis i blikket? I hvert fald var jeg vist ikke helt tryg ved situationen. Når jeg ser på det foto, synes jeg, at jeg kan lugte de relativt nye træmøbler og det rengjorte lokale.

Måske fungerede børnehaven heller ikke helt efter hensigten, i hvert fald kan jeg læse i min første bruntmelerede karakterbog fra folkeskolens første klasser, at jeg havde “svært ved at sidde stille i timerne”, som der står med flot fyldepenneskrift. Ført af fru Dirchs, min dansk- og klasselærerinde. Og jeg fortsatte med at have svært ved at sidde stille – i overført forstand. Helt frem til realskolen blev jeg kendt for at komme med små kommentarer og bemærkninger til alt, hvad jeg hørte. Heldigvis havde de fleste lærere forståelse for den lille uro.

Jeg forelskede mig også lidt i børnehavelærerinden,, der dog desværre blev gift samme år og kom til at hedde fru Blom. Året efter blev jeg overflyttet til Vestre Skole på hjørnet af Islandsgade og Spangsbjerggade, hvor jeg skulle gå de næste fem år. Det var fem år med salmesang, morgenbøn, udenadslære, gammeldags gymnastik i for store, løse, brune, korte bukser og stofsko med elastik, buksevand og andre barnlige torturformer (“hestebid”, “manchetter” og andre ondskabsfuldheder). Skolen var en af byens ældre skoler, min fars havde også gået der, og det kunne man mærke… Jeg var glad for dansk, historie og kristendomskundskab, kan jeg huske. Her var en god historie at hente. Og dem kunne jeg altid huske, når først de var blevet fortalt én gang.

Da jeg var fyldt tolv år, forlod familien sammen med en nyanskaffet blandingshund, Jeppe, den lille toværelses på første sal i baggården og flyttede til Sædding, et nybyggerkvarter, en parcelhusforstad. Kystparken hedder området. En driftig (bonde)mand havde forvandlet et større markområde til boligområde af små parceller. Tæt ved kysten, uden park. Her, på 96 kvadratmeter (plus en garage, der kom til lidt senere), tilbragte jeg så de næste 6-7 år med at gå i skole på Sædding Skole og på Esbjerg Gymnasium. (Jeg kan huske, at jeg ved flytningen til Sædding – det første større opbrud i mit liv – blev grebet af en følelse af uro og ængstelse. Jeg tror, jeg var lidt bange for det nye og for de omvæltninger i mit liv, som lå forude – uden at jeg kendte noget til dem. Jeg kan stadigvæk mærke denne uro engang imellem. Følelsen af, at verden ikke ligger fast og livet ikke er en konstant størrelse. )

Først folkeskolen og så realskolen. Det var en lærerig tid med gode lærere hele vejen rundt. Alice Andersen, der satte skub i min interesse for litteratur (tak Alice!), ægteparret Helligsøe, der tog sig af engelsk, regning og matematik (et fag, jeg aldrig kom helt overens med – til Helligsøs store forundring), gymnastiklærer Breddam, der lærte mig at stå på hænder og klatre op i tovene og tilkæmpe mig en idrætsnål, latin- og fransklærerinden, frk. Hvass, der kørte rundt i en hvid Ford Capri og var single (det hed det selvfølgelig ikke dengang), og tysklærerinden, fru Nørlund, der grundlagde min interesse for det sprog og den litteratur osv.

Formningslæreren – Sørensen, tror jeg han hed – der sammenlignede mine farvelagte tegninger med Olaf Høst, som jeg aldrig havde hørt om. Glemmes skal heller ikke fysiklærer Laugesen, der jonglerede med isotoper, kemikalier og andre sidenhen forbudte stoffer – og som gav min afdøde kammerat Karsten en velfortjent røvfuld uden for klasselokalet. Det var i øvrigt samme Laugesen, der til et forældremøde fortalte mine – sikkert undrende – forældre, at jeg bestemt ville egne mig godt til at blive lærer. Måske kunne han se noget, ikke engang jeg selv kunne se, for lærer blev jeg, da jeg var færdig med min uddannelse, men ikke med min gode vilje.

I 1970 fik jeg min realeksamen. Jeg kunne godt have gået videre til gymnasiet allerede efter 2. realklasse. Jeg var egnet, men slet ikke moden nok til at tage springet, og satsede på det sikre og trygge og blev og gennemførte realeksamen. Og det har jeg aldrig fortrudt. Jeg er taknemmelig for den undervisning, jeg har fået i folkeskolen og ikke mindst de tre år i realen. At jeg lærte af læse og tale så mange sprog – ud over tysk, engelsk og fransk også latin, svensk og norsk (ja, vi skulle læse svenske og norske tekster i dansktimerne). Disse kvalifikationer har jeg til den dag i dag haft stor glæde af. Og jeg tænker med glæde tilbage på den tid, når jeg kigger på min stabel af bøger til godnatlæsning – bøger på engelsk, tysk, dansk, frank, norsk og svensk.

Næste skridt var gymnasiet. I sommerferien efter realeksamen besluttede jeg mig for at blive student. Som den første i min slægt. Besluttede er måske så meget sagt, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle. Det var mere resultat af fravalg end af egentlig tilvalg. For jeg anede ikke ret meget om, hvad jeg gik ind til. Og sådan blev det. Tre formative år i ethvert ungt menneskes liv. Esbjerg Gymnasium var lige blevet grundlagt det år, og var det første egentlige alternativ til Statsskolen. Sidstnævnte havde et – måske ufortjent – rygte af at være borgerskabets skole. Hvorfor jeg valgte Esbjerg Gymnasium husker jeg ikke helt. Men beliggenheden har sikkert spillet ind. Det første år lå gymnasiet på Fovrfeltskolen, der lå et par gader fra Sædding Skole.

Da jeg var 19 år gammel forlod jeg fødebyen. Studentereksamen blev afsluttet med det allerførste kuld studenter fra Esbjerg Gymnasium – dengang: Esbjerg Kommunale Gymnasium. De første par år foregik som sagt på Fourfeldtskolen et stenkast fra min gamle skole – da det nye gymnasium først blev bygget færdig i 1972. Oven i købet “fulgte” lærer Helligsøe med, for han blev ansat på Fourfeldt.

Det første år var meget specielt, fordi vi kun var fire klasser. Det betød, at alle lærte hinanden at kende. Lærere og studenter. Flere af lærerne kom fra Statsskolen. Blandt andet geografi- og biologilærer Mogens Pontoppidan og ægteparret Grethe og “Røde” Knud Andersen, der var kendt for deres engagement i Danmarks Kommunistiske Parti. Dem havde jeg i fagene latin, historie, engelsk, oldtidskundskab og tysk. Dygtige, engagerede mennesker med stor rummelighed og humoristisk sans. De var sammen med disse to personer, vi fik lejlighed til at komme på studietur i Berlin Ost, på den anden side af den mur, der næste to årtier senere forsvandt. Det var en minderig tur, hvor vi fik frie udfoldelsesmuligheder og kunne opleve den anden side på godt og på ondt.

Studenterhuen fik jeg ikke, for det lå ikke i tidsånden, at man skulle bære dette symbol på borgerlig dannelse. (Et foto fra dengang afslører dog, at studenterhuen var på vej tilbage på studenternes hoveder). Men den nysproglige eksamen var i hus alligevel. En god og lærerig tid var det, men også lidt en ørkenvandring, i hvert fald lidt af tiden. Sikkert af hormonale årsager.

Jeg drog til Århus på lykke og fromme for at studere nordisk sprog og litteratur ved Århus Universitet uden nogen som helst forestilling om, hvad det skulle ende med. Drevet af lyst. Den eneste ambition var vist at beskæftige sig med det, der var interessant. Og så at blive magister, det latinske ord for ‘lærer’. Litteratur og andre kulturprodukter som film og billedkunst var det eneste, der rigtig sagde mig noget som helst. Engagerede litteraturlærere, en filmvidenskabelig vikar, timers ophold på skolebiblioteket på Sædding Skole og et flerårigt medlemskab af Esbjerg Kunstmuseum og Esbjerg Filmklub havde gødet jorden.Tanker om fast arbejde, pensionsopsparing, forbrug og “karriere” end ikke opstod i mit hoved.

Alternativet til universitetet var at blive i Esbjerg og enten blive skolelærer som størstedelen – tre fjerdedele – af min gymnasieklasse eller at finde en læreplads, fx hos en mekaniker. Da jeg ikke kunne se mig selv i rollen som folkeskolelærer bag et kateder – selv om min gamle, rare, rundryggede fysiklærer i realskolen, Laugesen, som allerede nævnt, mente, jeg ville egne mig fortræffeligt til at blive underviser – så fravalgte jeg seminariet. Ej heller kunne jeg se mig selv i en snavset, olielugtende keddeldragt som automekaniker. Derfor blev Århus Universitet (København var for langt væk) og Skjoldhøjkollegiet mine næste stationer i livet.

Jeg anede ingenting om Århus (bortset fra, at min onkel og tante boede lige uden for byen, i Solbjerg, og en anden onkel i Brabrand, men dem så jeg meget lidt til i årene frem) og ingenting om universitetet eller kollegiet. Det var et frit fald. Helst ville jeg nok være blevet hjemme, hvis jeg havde kunnet. Men tiden lader sig ikke sætte i stå. Så jeg drog af sted med blandede følelser.

Det var noget af en barsk opvågnen til et ungdommeligt liv. Et uskyldstab på flere ledder og kanter. Kollegieliv med fælles køkken og vaskeri og studier i de marxistiske halvfjerdsere var noget andet end de trygge rammer i den lille provinsby på vestkysten. Langt fra mors gryder og skørter. Der gik da også et par år, inden jeg faldt til i byen, som jeg stadigvæk bor i.

Fornemmelsen af at være en fremmed fugl i det volière sad længe i mig og er måske forklaringen på, at jeg stadigvæk den dag i dag opfatter mig selv som esbjergenser og ikke århusianer og stadigvæk kan føle mig som en fremmed fugl. Jeg holder stadigvæk med Esbjergs fodboldhold – Efb – og ikke det aarhusianske Agf.

I mellemtiden fik jeg så taget min første- og andendel af studiet på normeret tid. Selv om det var i de nu så udskældte, venstreorienterede halvfjerdsere, så var det meget andet, der fyldte. Litteraturen, musikken og det frie ungdomsliv med alt, hvad dertil hører.

Med Marx’ Das Kapital i den ene hånd og litteraturen i den anden gik de første år. Og kærligheden til litteratur og kultur klarede den politiske lakmusprøve. Ja, blev faktisk forstærket af det politisk-økonomiske syrebad.

Som tiden gik endte jeg med at blive evighedsstudent, ja, det man kalder et “spøgelse”, og jeg betragter stadigvæk mig selv som en sådan studiosus perpetuus, der aldrig bliver færdig med bøgerne osv. Nu og da kan jeg stadigvæk drømme mig tilbage til studietiden med dens fordybelse og store frihed.

Tilfældighedernes spil. Ydre omstændigheder og indre tilbøjeligheder, som i bagklogskabens lidet flatterende lys ser ud som en skæbne.

Set fra nutidens ambitiøse, karrierefokuserede modus vivendi burde det være gået anderledes. Men livet leves om bekendt forlæns og forstås – eller fortolkes – baglæns, efterlods. I følge Søren Kierkegaard. Forestillingen om det planlagte liv har aldrig tiltalt mig, og gør det fortsat ikke. Og jeg fortryder ingenting. Kunne jeg gøre de år om, ville de såmænd forløbe på samme måde…

Det meste af mit voksne liv har jeg tilbragt i Århus-området, hvor jeg har boet 10 forskellige steder, men jeg har – bortset fra en kort periode i starten af 90’erne – arbejdet uden for byen. Blandt andet i barndomsbyen Esbjerg. Og i Kolding og i Grenå. Sådan er det med Jyllands store uddannelsesby. Den kan ikke opsluge alle de kloge hoveder og halvstuderede røvere, den selv udklægger.

Jeg er universitetsuddannet (mag.art. i nordisk sprog og litteratur*) og efteruddannet inden for journalistik (Tillægsuddannelsen ved Danmarks Journalisthøjskole), pædagogik, IT, medier og projektarbejde. Jeg læste i mange år og blev en rigtig studiosos perpetuus (eller på gammeldansk: evighedsstudent – og ja, jeg har en svaghed for det latinske vokabularium). Og selv om jeg er blevet færdig for mange år siden, så er jeg stadigvæk en evighedsstudent helt ind til marven. Og det bliver nok aldrig anderledes. Den rastløse nysgerrighed og den umættelige videnslyst er intakt. Verden kom an!

Bortset fra det med journalistikken har efteruddannelsen mest handlet om at gøre sig – sælge sin arbejdskraft – på arbejdsmarkedet.

Jeg har fortrinsvis – 99,9% af tiden – arbejdet som underviser, senest som seminarielektor og underviser i dansk for for flygtninge og indvandrere. Det har ikke været noget bevidst valg eller et kald, snarere en tilfældighed eller a simple Twist of Fate, som Bob Dylan skrev. Skæbnens ironi. Da jeg læste på universitetet, svor jeg over for mig selv, at underviser skulle jeg i hvert fald aldrig være. Så det blev jeg! Måske var gamle fysiklærer Laugesen synsk!? Hvis jeg var stærk nok i troen, ville jeg nok sige, at der var en mening med det. Men da jeg er ikke-religiøs, så ligner det mest af alt – en tilfældighed…

Og så har jeg taget hul på et nyt kapitel i mit liv. Jeg har måttet forlade lærergerningen, fordi institutionens økonomi fremtvang en række såkaldte “uansøgte opsigelser”, som det hedder med et ord fra nutidens bureaukratiske og managementfunderede new speak. På almindeligt dansk hedder det fyringer. I min alder er det nok ikke sandsynligt, at døren til undervisningsverden åbner sig igen. Og – sandt at sige – så græder jeg tørre tårer over det, når det nu ikke kan være anderledes. Uddannelsesverdenens udvikling på markedsvilkår er ikke lige frem noget, der fremmer glæden ved at undervise og formidle sit fag…

Og så alligevel – via en god bekendt er der igen kommet noget undervisning m.m.ind i min horisont. Igen en tilfældighed. Jeg tager det som en ny oplevelse på livets landevej, og det giver lidt ekstra skillinger i lommen.

Det korte af det lange er, at jeg tjener jeg til dagen og vejen i et ikke-akademisk job, hvor jeg i øvrigt har en række andre akademikere som kolleger. Filosoffer, psykologer, cand.mag’er osv. Et nyt job, hvor jeg ikke skal bruge mit fag, er dukket op i mit liv. Og tak for det. Jeg tager glad af sted på job og vender lige så glad hjem igen. Jeg får æg til mit salt og oven i købet lidt pension. Det er ikke værst…

Opdatering: Og så ramte tilfældet igen. Jeg vendte i slutningen af 2015 tilbage til undervisningen igen – på fuld tid (eller i hvert fald 97%). Og sagde farvel til det ikke-akademiske arbejde. Sådan kan det gå. Og hvis tilfældet vil, så bliver jeg nok hængende i undervisningsbranchen de næste mange år. Men igen: Man ved aldrig med tilfældet…

Nej, man ved aldrig med tilfældet. Og ved udgangen af 2016 ramte det så igen. Min arbejdsplads blev nedlagt og alle mand afskediget. Så med indgangen til 2017 står jeg igen i de lediges kø. Og venter på de næste volter, som tilfældet vil tage.

Og så gik der lige to år som ledig med utallige jobansøgninger uden resultat. At være højtuddannet og senior gør det bestemt ikke let at få foden inden for på arbejdsmarkedet, specielt ikke på uddannelsesområdet, der i disse år udsultes og udpines af en forfejlet uddannelsespolitik. Så pr. 1/1 2019 er jeg gået på pension, og der skal et virkeligt godt og vellønnet job til at lokke mig tilbage på det såkaldte arbejdsmarked. Og det vil jeg se, før jeg tror på det…

———-

Som så meget andet kom jeg i gang med at skrive blog ved, ja, netop en tilfældighed. En søgning på nettet efter oplysninger om en afdød idéhistoriker førte mig ind i blogland, og så fangede bordet. Skrivebordet. Inden jeg havde tænkt tanken til ende var jeg i gang med en weblog. Og så tog det ene ord det andet. Og det endte med en selvstændig, autonom blog ved navn capac.

Jeg skriver blog, fordi jeg lider af alvorlig skrivekløe og spekulative, analytiske og kritiske tilbøjeligheder. Ikke for at blive berømt eller få medieopmærksomhed. Og jeg har nu og da drømt  om at kunne leve af det. Men så længe jeg insisterer på at være uafhængig og non-kommerciel, så forbliver det en flygtig drøm. Og det er også bedst sådan.

capac kan kontaktes her: capac[SNABELA]capac[DÅT]dk

*)

Mag.art., magister artium, universitetsgrad, der eksisterede 1848-2007. Frem til 1915 tildeltes mag.art. en person, der havde taget den i 1848 indførte magisterkonferens i humanistiske eller naturvidenskabelige fag; efter 1915 med indførelsen af graden mag.scient. tildeltes mag.art. alene i humanistiske fag. Titlen blev afskaffet i 2007. [Lex.dk]

Ovenstående er et stykke work-in-progress. Senest opdateret den 10. februar 2022.