Michael har sendt mig et link til Politiken. Nyhedsartiklen handler (selvfølgelig) om penge, men også om, hvordan musikken skal distribueres i vor digitale tidsalder.

Pink Floyd var om nogen barn af conceptalbummets tidsalder, dvs. tresserne, hvor ideen om LP’en (eller dobbelt-LP’en) som manifestation af et samlet musikalsk udtryk for alvor fik vind i sejlene. Hvor beatmusikken sprængte singlehitdominansen, som tidligere havde været – og fortsat var – standarden for populærmusikalske udfoldelser. Og selv om conceptalbummet ofte “blot” var en række finurligt og tematisk forbundne sange, så var det dog ofte kunstnernes valg (selv om pladeselskaberne selvfølgelig også havde en finger med i spillet nu og da).

I vores digitale tidsalder fragmenteres musikken for alvor. Muligheden for at nedhente enkelte sange fra cd’er udgør en trussel mod ethvert forsøg på at tænke musikken som conceptalbum. Og det ligger næsten i sagens natur, at dette problem vedrører musikernes kunstneriske ideer og rettigheder, og at situationen udgør en potentiel konflikt mellem musikkøbmændene og kunstnerne.

Og det er lige netop her Pink Floyds kommer ind i billedet. Gruppen har nemlig lagt sag an mod EMI, fordi pladeselskabet mener sig berettiget til at sælge Pink Floyds musik i stumper og stykker. Selv om de gamle pladekontrakter sagde noget andet. EMIs påstand er, at kontrakterne kun gjaldt fysisk salg (dvs. grammofonplader og cd’er), men ikke salg via digitale nedhentningssider. Sagen er af principiel karakter og handler dybest set om kunstnernes ret til at definere deres eget kunstneriske udtryk. Fx om et album som Dark Side Of The Moon kun kan sælges som en helhed eller splittes op i atomer.