Jeg kom aldrig til at eje den første udgave af Beatles’ debutalbum “Please Please Me” fra 1963. Der skulle gå et år, før jeg fik råd til – eller fik overtalt min moder til at give mig – A Hard Days Night. Min indgang til Beatles var – meget typisk for den tid – singlepladen. Og EP-pladen ikke at forglemme. Der er da også en odeur af singleplade over den første langspiller fra gruppen. Ikke kun, fordi gruppen to første singleplader – Please Please Me og Love Me Do – er med. Men også, fordi de øvrige numre helt klart har singlehittets format og potentiale. De to nævnte singler havde toppet på hitlisterne, og det var nu, man skulle “kapitalisere” successen, som det blev udtrykt. Sammen med George Martin gik gruppen i EMI-studiet (senere kendt som Abbey Road) den 11. februar, og ca. 10 timer senere havde de indspillet pladens øvrige ti numre.

Repertoiret, der omfattede seks covernumre af store sangskrivere som Alexander, Goffin-King og David-Williams-Bacharach svarede stort set til indholdet af Beatles’ liverepertoire på det tidspunkt.
Der er to ting, der slår mig ved det frydefulde genhør med denne plade. Den ene er, hvor imponerende langt, Lennon & Mccartney allerede er som sangskrivere på dette tidspunkt. Hør blot den smukt drejede P.S. I Love You. Sangene står på ingen måde i skyggen af de store forbilleder, som de kopierer på LPen. Det andet er den energi, tændthed, det nærvær, som numre udstråler og som var en vigtig forklaring på gruppens gennemslagskraft.

Pladen, som blev indspillet i løbet af tre sessions, er nærmest en liveindspilning. Og musikken har da også en afvæbnende friskhed, der ligger langt fra gruppens senere kunstneriske meriter på plader som Rubber Soul, Revolver og Sgt. Pepper’s Hearts Club Band. I musikkritikken har det været almindeligt at fremhæve disse album som Beatles’ kunstneriske hovedværker – på bekostning af de første skiver. Det er ikke helt retfærdigt, synes jeg. Hvad Please Please Me ikke har i form af grænseoverskridende musikalsk innovation og iderigdom, det har pladen i form af spilleglæde og spontanitet. Og det var måske den uskyld, Beatles mistede, da de teknologiske muligheder voksede – og først genfandt igen på i deres berømte Rooftopkoncert!?