Hvad skal man dog mene om Helle Thorning Schmidt? Spørgsmålet melder sig i capacs indre, nu hvor en stor del af befolkningen i følge en opinionsmåling peger på hende som den mest populære, kvindelige kandidat til statsministerposten.
Hun er medlemsvalgt formand for Socialdemokratiet. Det må man respektere. Alligevel har jeg altid haft det svært med Helle Thorning Schmidt, uden rigtig at kunne sætte fingeren på, hvad der var galt. Men tvivlen om, at hun kunne være det rette alternativ til Foghs metaltrætte regime, har været der fra første dag. Min “shit detector” har larmet, hver gang hun optrådte i medierne.
I dag sætter så Rune Lykkeberg – Informations filosofiske og tænksomme skribent – fingeren der, hvor fingeren skulle sættes: Thorning Schmidts kropssprog. Der er ikke overensstemmelse mellem det, hun siger med krop og mimik, og det, munden siger. Lykkeberg læser politikerens kropssprog som en slags manifestation af det store arbejderpartis indre konflikt, ja, splittelse, mellem arbejderpartiets historiske rolle som lønmodtagernes og de svages parti – og så forsøget på at være midtersøgende (magtstræbende), statsbærende for næsten enhver pris. Det er godt læst! Jeg tror, Lykkeberg har fat i noget. Problemet er blot, at det efterlader et problem: Hvem pokker skal være alternativ til den fordømte borgerlige regering under Fogh? I følge Lykkeberg skal man ud i befolkningen (lærerprotester, forældreprotester osv.) for at finde alternativet. Det alternativ, som regeringen faktisk tager højde for, fx med ideen om større frihed i den offentlige sektor. Imedens forsvarer Thorning Schmidt den hidtidige politiske ageren: Vil fortsætte kontrolhelvedet, vil fastholde skattestoppet… Suk.