Quicksilver Messenger Service – en jamband fra dengang…

Author:

 

Forleden læste jeg en artikel af Informations musikanmelder Klaus Lynggaard. Artiklen stod i en antologi om forfatteren Hans Jørgen Nielsen og handlede om den betydning, bogen Der Gror Ikke Mos På En Rullesten havde for den unge Lynggaards opvækst. Artiklen fik mig til at bladre lidt i omtalte pionerværk, og jeg faldt over omtalen af gruppen Quicksilver Messenger Service, som en af skribenterne ville have med i bunkeren, når atomkrigen brød ud…
The San Francisco Bay Area var en musikalsk smeltedigel og et vækstområde i de psykedeliske år omkring 1967 og 1968. Ikke alle bands og solister nåede national eller international berømmelse. Nogle måtte tage til takke med mindre hæder, fx at blive et kultband.

 

Quicksilver Messenger Service havde således ikke samme gennemslagskraft som fx Jefferson Airplane eller Grateful Dead. Men måske var gruppen i endnu højere grad end de to nævnte i pagt med den tids musikalske og eksistentielle filosofi? QMS var nemlig et udpræget jam-band, der dyrkede improvisations- og samspilskunsten i tressernes frie og kollektive ånd.
Bandet blev dannet omkring 1965 og bestod oprindeligt af John Cipollina (guitar), Gary Duncan (guitar, sng), David Freiberg (bas, sang), Greg Elmore (trommer), og Jim Murray (sang, guitar og harmonika). Helt i tidens ånd var gruppen i starten ikke specielt interesseret i at indspille en plade. De ville hellere spille live, hvilket de gjorde intenst på den amerikanske vestkyst frem til 1967, hvor de alligevel fik kontrakt med Capitol og indspillede de to første albums i hurtig rækkefølge i ’68 og ’69. De to plader er indbegrebet af QMSs spillestil i de tidlige år, hvor det handlede om at jamme og spille live og længe – og ikke om succes og penge…
Efter indspilningen blev den centrale figur Gary Duncan skiftet ud med den legendariske keyboardspiller Nicky Hopkins ,og den nye konstellation indspillede album nr. 3, Shady Grove, der bar tydelig præg af Hopkins’ virtuose pianospil. Gruppen holdt den kørende til 1975, men er – som så mange andre – blevet gendannet siden hen.
første pladenr. 2

 

QMS med “Mona” anno 1969:

Fresh Air:

1967, Monterey Pop Festival:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *