Selv om hun har været på banen siden midten af firserne og har femten album på samvittigheden, så er hun ikke videre kendt herhjemme. Den 45-årige Louise Hoffsten, svensk sangskriver, musiker og sanger med et bredt repertoire, som omfatter pop, rock, blues, svenske folkesange m.m. Og det til trods for, at hun derovre i broderlandet Sverige betragtes som den førende bluessangerinde.
I Sverige har hun en solid fanskare, har modtaget mange anerkendelser og priser og har nærmest en status som Sanne Solomonsen herhjemme (i hendes velmagtsdage).
I 1996 fik hun konstateret sygdommen multipel sclerose, men det har ikke stoppet hendes musikalske udfoldelser endnu. Senest udsendte hun albummet På andre siden Vättern (2009), opfølgeren til – Så speciel fra 2007.
De sidste par dage har jeg lyttet til albummet Knäckebröd blues, som hun udsendte i 2004. Det er tale om en remixet genudgivelse af hendes album Blues fra 1997, hvor hun tematiserer den sygdom, hun kort forinden var blevet diagnosticeret med, eller rettere: den følelsesmæssige op- og nedture, sådan en sygdom giver anledning til.
Louise Hoffsten har en lys, piget stemme, men synger og spiller mundharmonika som om hun var vokset op i plovfurerne på bomuldsmarkerne i Sydstaterne. Blond blues med et svensk twist.
PS. Du vil sandsynligvis lede forgæves efter plader med Hoffsten i den lokale pladeshop (hvis den eksistere længere..). Men du kan finde dem via hendes hjemmeside.
Se Louise optræde for selveste Bob Dylan og den svenske kongefamilie med Dylans What Good Am I?
Kände mig så vilsen (mand, hvor det swinger…)