Den borgerlige regering gør, hvad den kan for at omforme den offentlige sektor efter model “privat produktionsvirksomhed”. Og så er det sådan set lige meget, om den offentlige virksomhed producerer noget eller ej. Sådan er det, når man ser på verden gennem det forklarelsens lys, der stråler ind gennem ideologiens – den liberalistiske – briller.
Til modellen hører også den såkaldte “resultatløn”. Hvis de offentlige ansatte skaber resultater, så falder der lidt ekstra af til lønningsposen. Økonomisk incitament, kalder man det. I Odense bl.a. kommune lokker arbejdsgiverne således socialrådgiverne med penge til “en dejlig ferie eller en flot fladskærm”, hvis de kan få 15 mennesker væk fra sygedagpengene. Sygedagpenge får man, når man er syg og derfor ikke kan passe sit arbejde. Når man er rask, ophører sygedagpengene, og man vender tilbage til arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig er det myndighedernes opgave, at hjælpe de syge medborgere på ret køl, så de kan komme ud af systemet.
Men med det “økonomiske incitament”, bonuslønnen, er det i sig selv blevet attraktivt for socialrådgivere og deres overordnede at forcere nogle sager. En kræftramt mand måtte således undvære sine sygedagpenge i et år, før en ankesag gav ham medhold i at kommunen havde handlet forkert. Eksemplet viser, at det ikke så meget handler om den syges ve og vel, men om kommunekassens likviditet. Bonuslønnen afhænger at en kvantitativt økonomisk syn på sygedagpengene, ikke af kvalitativt, sundhedsmæssigt syn. Og så længe det er sådan, vil nogen få nye fladskærme, medens andre oplever social elendighed. Velfærd? [DR]
Opdatering: I dag – den 1. marts – kan man så læse, at hver tredje sygedagspengesag er behæftet med fejl.
@a jespersen: Ja.
@capac: Det er jeg ganske enig med dig i.
Det, der kan få mig op af stolen i denne sammenhæng, er hvis nogen udlægger det, der sker i kommunernes sygedagpengeopfølgning som en hjælp, ligemeget om det faktisk er det eller ej.
Der er en ganske stor forskel på, om der bliver fulgt op på en sag regelmæssig, eller om der regelmæssigt bliver sendt truende breve, der alle er skrevet over den samme skabelon. Det er den bureaukratiske model, der idag bruges på sygedagpengeområdet mm.
I grunden er det spild af god socialfaglig uddannet personale.
@a jespersen: Jeg tror, vi er enige om, at socialpolitik bør handle om at hjælpe de berørte mennesker. For nogle fÃ¥ Ã¥r siden kunne man læse, at socialrÃ¥dgivere brugte et kvarter af hver time pÃ¥ egl. socialt arbejde. Resten gik til bureaukrati. Den seneste udvikling med bonusløn er blot endnu et eksempel pÃ¥, at systemets økonomiske tarv kommer før borgernes ve og vel. Der er tale om en tendens, som man ogsÃ¥ ser andre steder. Fx ledighedsomrÃ¥det, hvor man bruger i omegnen af fire milliarder kroner pÃ¥ tredjepartsaktørers generelt set perspektivløse aktiveringsprojekter i stedet for fx efteruddannelse, opkvalificering eller regulær jobskabelse. Det offentlige burde være borgernes tjener. Men man har efterhÃ¥nden indtryk af, at det er borgerne, der tjener det offentlige system…
Vi kan sagtens blive enige om, at der bør stilles krav til udbetalinger af al offentlig støtte. Det er bare ikke det, denne sag handler om.
I firserne var måske visse sygedagpengemodtagere på kanten af loven. I dag er det kommunerne, der er på kanten, og det til trods for at loven i flere omgange er strammet op.
Jeg har brugt meget af min tid på forskellige former for hjælpearbejde. Al min erfaring går imod, at det vi oplever her på nogen måde skulle være en hjælp. Hvis nogen forsøger at udlægge sådant, kunne det være mere spin end realiteter.
Jeg tror ikke vi er uenige om at et system der bygger på at putte folk i kasser hvor de reguleres af jura ikke er det optimale til at støtte op om syge mennesker men alternativet hvis alternativet alene er udbetalinger uden krav ja så er det for mig et valg mellem pest eller kolera.
@Thomas Jensen. Jeg har ogsÃ¥ prøvet at være pÃ¥ begge sider af bordet. Derfor ved jeg, at det nu er gÃ¥et for vidt. “Akademiske betragtninger” er mÃ¥ske upræcist udtrykt, men for nogle mennesker drejer dette sig rent faktisk om liv eller død. Hvis nogen skal komme sig efter en sygdom, drejer det sig om at skabe de rette betingelser. At fjerne folks forsørgelsesgrundlag er med til at gøre dem mere syge. Fra Kommunal side er der jo ikke længere tale om, at nogen fÃ¥r et kærligt spark. Der er tale om kynisme. Hvis vi taler økonomi er det ogsÃ¥ snævertsynet at tro, at nogen vinder ved det.
@a jespersen: Akademiske betragtninger? Mine betragtninger bygger ikke pÃ¥ erfaringer fra systemet som fx Thomas’. Men alene pÃ¥ de informationer, man kan samle via pressen etc. Men det er ogsÃ¥ nok til at danne sig en mening. Og nÃ¥r hver tredje sygedagpengesag viser jeg at være behæftet med fejl, sÃ¥ er der noget grueligt galt med systemet. Jeg vil godt gentage, hvad jeg tidligere har sagt. Der er sÃ¥mæn ikke noget odiøst i, at man vil forsøge at fÃ¥ folk væk fra sygedagpengesystemet og i uddannelse eller arbejde. Det er metoderne og formÃ¥let, der er problemet. Sagen om socialrÃ¥dgiverne i Odense (og flere andre kommuner) stinker langt væk af, at det mest af alt handler om kommunernes betrængte økonomi. Ikke om borgernes tarv. Og jeg er helt enig med sig i, at omrÃ¥det bør gøres til genstand for journalistisk kulegravning og – ja – akademiske undersøgelser.
@A Jespersen
Jeg ved ikke hvad det er du kalder akademiske betragtninger. Jeg har prøvet at være i systemet på begge sider af bordet.
Sygdom er jo desværre ikke en entydig ting og mennesker ikke ens. En der har haft et kompliceret brud som er helet og nu sidder hjemme i lænestolen skal have et kærligt spark i røven så han kan komme igang med genoptræning. Nogle menneskers begrænsninger ligger mere inde i deres hoved end i virkeligheden og så er der dem der reelt har brug for fred i en periode som følge af stress lidelser og ligende.
At man i din kommune vurdere om sygedagpenge skal stoppes efter 6 og 12 mdr er ikke lokalt bestemt men et lovkrav.
Jeg har lige som du oplevet alt for mange mennesker blive smadret af systemet forskellen på nu og i firserne er bare at det dengang var mere usynligt, dengang kunne man være 7 år på understøttelse og så 2-3 år på sygedagpenge hvorefter ens chance for at vende tilbage var lig med 0 til gengæld var man fri for at nogen stillede krav men smadret blev man.
Jeg plejer at sige at det kræver en stærk person at være på sygedagpenge så at der er noget grundlæggende forkert med systemet er vi nok ikke uenige om.
Det er underligt at læse jeres akademiske betragtninger om noget, der er virklighed i Danmark anno 2010. I tusindvis af mennesker får faktisk deres tilværelse smadret.
I min hjemkommune bliver man som sygedagpengemodtager ikke hjulpet, men tværtimod diskrimineret. Efter 6 mdr. bliver det første forsøg gjort på, at standse sygedagpengene, efter 12 mdr. endnu et forsøg o.s.v. Det er vel og mærke uanset om folk har fået det bedre eller ej. Hvilken indflydelse kan man nu forestille, at det har på folks helbred?
Direkte sygdomsfremkaldende ville jeg tro. Men måske har man glemt at laveundersøgelser om det.
@Thomas Jensen: I disse tider snakker man meget om “værdier”, men ser man pÃ¥ den politiske retorik i øvrigt, sÃ¥ er der især en værdi, der tæller: pengene.
Fuldstændigt 100 % enig
At bruge ord som faglig stolthed er jo næsten lige så forældet som solidaritet og medmenneskelighed.
@Thomas Jensen: Som jeg ser det, så er vi jo enige meget langt hen ad vejen. Også i, at vi lever i en tidsalder, der er mere materialistisk end nogensinde før. Men for mig er det udtryk for en kulturel armod, at vi oven i vores løn skal belønnes med bonusser, aktieoptioner, frynsegoder osv. for at gøre det arbejde, vi er uddannet til. Det er muligt at lønnen er for dårlig, så må vi gøre noget ved det. Uanset om vi taler om socialrådgivere, læger, bankfolk eller andre. Jeg mener, at det vil være et kulturelt fremskridt, hvis vi er drevet af faglige motiver i stedet for materielle.
Jeg bryder mig lige så lidt om det som du men siger alligevel at 10 personer tilbage på arbejdsmarkedet i stedet for pension ja så er jeg næsten ligeglad hvilken motivation sagsbehandleren har haft.
Vi har i mange år haft et system hvor den praktiserende læge belønnes for hvor mange ydelser hun laver, ren præstations løn og vi ser det samme brugt for sygehus læger.
Vi lever i en extrem matriel tidsalder, de unge lærer at penge er alt så naturligvis kan det bruges som incitament.
Da jeg var nyuddannet da kunne man stadig få folk til at græde af glæde ved at forfremme dem til fuldmægtige med en yderst symbolsk lønstigning og derudover kunne man få dem til at arbejde røven ud af bukserne og ikke stille spørgsmål ved noget af frygt for at miste arbejdet, som jeg ser det er belønningerne bare blevet mere vulgære samt mere synlige.
@Thomas Jensen: Jeg synes ikke, at det er sort-hvidt at påpege, at der sker en forskydning fra det sociale arbejde i retning af et fokus på økonomiske resultater. Faktisk siger jeg ikke meget andet, end du gør i denne kommentar. Forskellen er måske, at jeg ikke mener, at målet (resultaterne) helliger midlerne. Socialrådgivere er uddannet til at håndtere social problemer og mål, ikke til at opnå økonomiske resultater. Og incitamentslogikken har det med at undergrave det primære mål. Det er, hvad de aktuelle sager peger på.
Det jeg forsøger at problematisere er en fremherskende tendens til at sætte økonomien over det menneskelige. Vi ser det igen og igen. I socialpolitik, psykiatri, arbejdsmarkedpolitik osv. osv.
Det betyder ikke, at jeg bare siger, at man skal være ligeglade med økonomien. Men det er ikke ligemeget, om resultaterne kommer efter en ordentlig socialpolitik end på grund af bonusjagt. Og jeg køber ikke det argument, at fordi det gik dårligt i gamle dage, så er enhver ideologisk tilgang nu acceptabel.
Du stiller stadig tingene for sort/hvidt op efter min mening.
Indtil starten af 90érne var Sygedagpenge (SDP) et område hvor der reelt ingen viden var. Man udbetalte bevidstløst uden at have viden om virkning.
At finde sager hvor der var udbetalt i 2 og 3 år alene pga af at egen læge synes det var synd/besværligt ikke at forlænge en sygemelding var ikke ualmindeligt.
Kommunerne fik refusion fra staten så ingen gad og bekymre sig før Socialdemokraterne begyndte på deres hovedeftersyn af velfærds staten efter at de tidligere regering kun havde evnet at bruge grønthøster.
Man satte et meget stort forsknings arbejde igang primært ledet af SFI og en lang række kommuner var forsøgskommuner og man fik efterhånden samlet, for det sociale område ganske uhørt, en stor viden om hvad der virker og hvad der ikke virker.
Man gik så dels igang med at ændre på lovgivningen og dels ændrede man på refusions ordningerne således at kommunerne fik resultat løn, ikke fladskærm men rigtigt mange millioner hvis man gjorde et godt stykke arbejde og man har så langsomt indført skrappere og skrappere sanktioner for de kommuner der ikke passer deres ting.
Og det virker desværre, jeg skriver desværre fordi hvorfor skal man belønnes for at gøre tingene rigtigt.
Sagt meget firkantet, kommunerne er ikke ude på at holde de sociale mål i sigte, de er langt overvejende ude på at få overskud på budgettet så der kan bygges og klippes nogle røde snore.
Det siger min erfaring mig efter 25 års erfaring fra socialt arbejde i det offentlige og 15 års erfaring med lokalpolitik i forskellige kommuner.
Da vores statsminister var ung var han kommunalpolitiker i Græsted-Gilleleje og de indførte der meget tidligt resultatløn på beskæftigelses området hvilket vakte min og mange andres forargelse men så blev jeg stillet et spørgsmål:
Det daværende system fungerede meget ringe hvad nu hvis man fik bedre resultater var det så ikke det der talte eller var det den ideologiske tilgang der var vigtigst ?
Jeg tror nok jeg efterhånden er endt op med at sige noget i retning af at hvis tingene kommer de rette til gode på langt sigt ja så skal vi være villige til at gå meget langt.
@Thomas Jensen: Vi kan sagtens blive enige om, at vi svigter syge borgere ved at lade dem i stikken – og at vi skal undgÃ¥, at sygedagpenge bliver en vej til førtidspensionering, at folk sÃ¥ vidt muligt skal være selvforsørgende osv. Men den beskrevne problemstilling handler om noget andet: Nemlig, at man med en økonomisk gulerod (og sikkert ogsÃ¥ en kraftig skelen til kommunernes generelt anstrengte økonomi) taber det sociale mÃ¥l af sigte. Hvis socialrÃ¥dgivere skal have bonusløn for at gøre noget, det i forvejen skulle gøre, nemlig at leve op til intentionerne i lovgivningen, sÃ¥ indfører man et motiv, der intet har med sundhed at gøre. Vi sÃ¥ det ogsÃ¥ med Claus Hjort Frederiksens forsøg pÃ¥ adminstrativt at omgÃ¥ lovgivningen omkring sygedagpenge – og den nuværende beskæftigelsesminister Støjbergs tilsvarende forsøg pÃ¥ administrativt at ændre de kategorier, man putter syge borgere i. Det, jeg opponerer mod, er tendensen til at sætte systemets økonomiske tarv over borgernes. Og det gør man i den fremherskende politik.
Resultatløn er naturligvis langt ude i hampen når de bare gør hvad loven foreskriver på den anden side hvad er logikken i Flemming Østergårds Bonus fra sidste år.
At presse syge mennesker lyder forfærdeligt men inden vi lader os rive alt for meget med af vore følelser og enkeltsager og bliver lige så populistiske som DF så skal man måske se på hvorfor der handles som der gør.
Alle undersøgelser viser fuldstændigt uden undtagelse en gennemgående ting og det er at jo længere sygedag penge forløbet varer jo mindre bliver muligheden for at kunne komme til at klare sig selv igen.
Chancen for at folk ender på førtidspension er voldsom stor allerede efter 6 -8 ugers sygemelding, så lige meget hvor usmagelige man finder fladskærms belønningen ja så er der god fornuft i den set for borgerens side.
Det er faktisk meget få sygdomme der heles bedst ved at man ligger og ser på morgen tv spiser underlødig mad og ikke rører sig fra sin seng.
At svigte syge borgere er at lade dem passe sig selv.