Det amerikanske indieband The Playing Favorites skal ikke beskyldes for at have genopfundet den dybe tallerken. Eller det varme barbervand, for den sags skyld. Bandet er, med andre ord, ikke fornyere af rocken, beaten eller pigtrådsmusikken, som vi engang kaldte den engang. Måske er det netop derfor, de har fået lov til at spille så lystigt på min pc de sidste dage. Igen og igen. De ved, hvad der virker. De er traditionalister i ordets bedste forstand.

En stor håndfuld, stærkt iørefaldende popsange, tilsat arrangementer med inspiration fra punk, new wave og garagerock, volumenknappen i bund, rappe vokaler, snertende guitarriffs og andre velkendte, enkle,  men til stadighed effektive og medrivende virkemidler. Og så spiller de med en ungdommelig energi, der altid har været smittende på denne lytter. Også når den udleves af folk, der er ude over deres første grønne ungdom.

The Playing Favorites kan få mig til at finde de støvede, sorte dansesko frem og steppe rundt på hjemmets slidte gulvtæpper. Bandet består af de punkopdragede Joye Cape, Luke Tierney, Tim Cullen, Marko DeSantis og Mick Flowers. De har alle aftjent deres musikalske værnepligt i en lang række små og relativt ukendte punk- og rockbands. Og det kan man høre. Her er ingen X-Factor-slinger i valsen. Numrene sidder lige i skabet – og øret. Dem alle sammen.

The Playing Favorites har udsendt et album med titlen “I remember When I Was Pretty” (2007) og en EP med den nysgerrighedsvækkende, selvbevidste og sigende titel “The Ramones Are Dead”. Men det har også noget at have selvtilliden i. Det er overbevisende. Du kan høre hele albummet her. En rigtig lille powerpopperle. Fik jeg fortalt, at jeg er ret begejstret for The Playing Favorites. Det sker ikke hver dag, det med begejstringen… Anbefales alle med hang til poprock.