I mit barndomshjem var der ikke mange bøger. På den ene boghylde, vi havde, stod der mestendels min faders bøger om alm. sømandskab (som han omhyggeligt havde indbundet i kraftig lærred med syninger), en tilsvarende lægebog (hvorfra min første viden om veneriske sygdomme, graviditet og andre kønsspørgsmål blev hentet med stor og undrende appetit), en søfartens hvem-hvad-hvor, hvor min far var afbildet og min eksistens lige netop nævntes), nogle sort-hvidt illustrerede årbøger om de første år i halvtredserne. Det var sådan cirka det. Ikke just en dør til viden.
Men på et tidspunkt fik jeg så selv en bog, der ikke var den rene fiktion, nemlig Poitikens håndbog “Min Hobby” i et bind. En udgivelse, der allerede udkom i fyrrerne og i både to og trebindsudgaver. Min var grøn og i et bind. Jeg har den desværre ikke mere, men går ud fra, at den stammer fra starten af tresserne. Og det var nok også i det årti, man ophørte med at lave den slags bøger. Altså bøger om, hvordan friske drenge og unge mænd med spejderånd og opfindsomhed kunne lave spændende ting til at forlyste sig selv og andre med. Fx drager, modelfly, krystalradioer og huler. Den tid er forbi. I dag kan du sagtens få håndbøger – også hos Politiken – men emnerne er ikke hobbyprægede, som dengang.
Min Hobby var fuld af instruktive og detaljerede gennemgange af, hvilke værktøjer og materialer, man skulle bruge og illustreret af små fine pennetegninger, der viste processen og det færdige resultat. Jeg var især fascineret af en bestemt hule, man kunne bygge af et grantræ. Og jeg kan endnu se, hvordan tegningen så ud, og huske, hvordan jeg fantaserede om at lave en sådan hule ude i krattet i Vognbølparken. Det blev aldrig til noget, men jeg drømte ofte den drøm. ”
Min Hobby var nok min barndoms svar på det velassorterede bibliotek og internettet. Den var et af mine første møder med pædagogisk oplysning og vidensformidling. Derfor har jeg altid haft en svaghed for den slags håndbøger. At det så siden kom til at handle om filosofihistorie og psykoanalyse er en anden sag.
@klaus johansen: Heller ikke jeg…
tættere kom jeg aldrig pÃ¥ at eje en grønspættebog …
@Chopstick: Ja, tiden løb fra Hvem Hvad Hvor. Og jeg mistede ogsÃ¥ interessen sidst i tresserne. Mon nogle af de unge i dag vil skrive noget lignende om internettet, nÃ¥r de bliver ældre? “Kan du huske dengang, vi googlede?” 🙂
Med tiden blev HHH en pestilens, ikke mindst fordi verden bevægede sig hurtigere end udgivelsens redaktions- og trykkeproces. Efterhånden som man blev ældre og forstod tingenes sammenhæng, var det patetisk at stå med et spritnyt eksemplar i hånden juleaften og få (gen-)bekræftet, at indholdets deadline var oktober det forrige år!!!
HHH og de øvrige stribede var udtryk for et statisk verdensbillede, og derfor blev skelsættende begivenheder og forandringer formatteret til ren data. Om Danmarks fodboldslandshold havde vundet 14-2 over Island eller tabt i cricket til et udvalgt hold fra Hebriderne var som sÃ¥dan ét fedt; omtalen skulle være en nøgtern gengivelse uden perspektivering, uden pladsmæssige divergenser. Jeg stod personligt af med 1969-udgaven (som udkom i julen julen 1968 med redaktionsdeadline oktober 1967), da musikafsnittet om ‘beat’ brugte mere spalteplads pÃ¥ NN and The Question Marks end pÃ¥ The Doors og Simon & Garfunkel. SÃ¥ vidste jeg, at det var mig og ikke redaktionen, der havde fingeren pÃ¥ pulsen.
Men holdkæft hvor har man brugt mange – gode og tidsfordrivende – stunder pÃ¥ den udgivelsesrække.
@Chopstick: Hvem Hvad Hvor kom lidt senere ind i mit liv. Min farmor gav mig dem i julegave i en Ã¥rrække. Til sidste var det lidt af en pestilens at fÃ¥ julegaver af hende… 😉
Politikens stribede inklusiv HHH har sikkert været en uvurderlig formidler af viden og holdninger til alle, der var børn før ungdomsoprøret. Tak for at bringe dem pÃ¥ banen uden for megen sentimentalitet. Jeg ligger stadig inde med omkring tyve af slagsen – Filosofiens Historie, Religionernes, Musikkens, Opfindelsernes ditto foruden den om børn, der nok har været mest uundværdig. Desværre mangler én i samlingen, nemlig fars Hvad Hedder Det, som i vidunderlige stregtegnede tableauer om alskens erhvervs- og samfundsforhold parallelliserede væsentlige udtryk pÃ¥ dansk, engelsk og tysk. Og frem for alt udfoldede den første nøgne kvinde for mig: En croquis-model midt i et opslag om kunsteres uddannelse. Jeg er sikker pÃ¥, at mine drenge aldrig fÃ¥r samme kuldegys pÃ¥ nettet, hvor eksplicit de nøgne kvinder sÃ¥ end ta’r sig ud der.
@Uffe: Jeg tænkte nok, du bed på. Hvis jeg nu havde vist, at du havde den, så ville jeg ikke være fristet til at købe den antikvarisk! Men jeg prøver at holde stand.
Sidste weekend foretog jeg en af de periodiske, men desværre nødvendige udtyndinger af min bogreol, og Min Hobbybog var en af dem, der omsider fik nådesstødet, selv om det gjorde en smule ondt. Jeg kan også godt huske hytten, der aldrig blev til noget, og strengt taget hørte temmelig mange af bogens forslag jo ret beset også hjemme i generationen før vores.
Men der er nu alligevel noget ved den slags bøger, og da jeg under mit ugentlige indkøbsraid i går faldt over ‘Den farlige bog for drenge’ (som du tidligere har omtalt tid) til 30 kr. i Kvickly, var jeg lige ved at falde i. Men jeg holdt stand!