I musikpressen erfarer man, at Eric Clapton og Jeff Beck har givet givet koncert i Madison Square Garden. En koncert, der både bød på individuelle afdelinger og en afsluttende fælles optræden. Begivenheden er interessant, fordi man ved de i alt fire koncerter, får en sjælden lejlighed til at opleve to af de mest anerkendte guitarister i rocken side om side.

Ganske vist har de mødtes sporadisk, og ganske vist var det Jeff Beck, der afløste Eric Clapton i Yardbirds tilbage i de tidlige tressere, men, at de sådan skulle stå samme på plakaten, er om ikke overraskende, så dog bemærkelsesværdigt. Måske siger det lidt om udviklingen i musikbranchen. Måske siger det noget om, hvordan det er gået med konkurrencen mellem gamle konkurrenter. Og om, hvad tiden gør ved selvoptagethed og faglig jalousi?!

Koncertrækken er også bemærkelsesværdig ved at sætte to vidt forskellige guitarister sammen. Begge rangeres blandt de allerbedste af slagsen på diverse lister (fx Rolling Stones top 500), men deres karriereveje har været vidt forskellige. Hvor Slowhand stort set har strålet på stjernehimlen, siden dengang graffittien udnævnte ham til at være gud -og i hvert fald siden han fik styr på sit stofproblem, – så har Jeff Beck haft en anderledes slingrende kurs. Skal man sige det lidt kort, så præger det Beck, at han nok aldrig har været minded for karriereplanlægning og -pleje. Det har resulteret i det paradoks, at han i dag i en alder af 65 på den ene side er en dybt respekteret guitarist (blandt såvel kolleger, kritikere og guitarelskende fans) med adskillige priser og andre anerkendelser på samvittigheden, herunder to pladser i Rock and Roll Hall of Fame, og på den anden er relativt ukendt for mange.

Efter at have grundlagt sit renommé i rugekassen The Yardbirds, gik han solo og forblev solo de næste 43 år, hvor hans omdømme som en af verdens bedste rockguitarister blev cementeret, selv om han sky og nærmest selvudslettende stod i vejen for sin egen berømmelse. Han er blevet en legende på trods, så at sige. Han har heller ikke gjort det lettere for sig selv ved stilistisk at brede sig over for eksempel blues, pop, hård rock, electronica, rockabilly, jazz og sågar opera. Han må være noget i retning af enhver pladeselskabsdirektørs værste mareridt.

Men sådan må det nødvendigvis være, når musikken betyder mere end kommerciel branding. Når jeg selv hører hans navn, så er noget af det første jeg kommer i tanke om, hans populære udgave af den luxembourgske Melodi Grand Prix-vinder fra 1967, “L’amour est bleu” (Love is blue), fordi jeg ikke kan fordrage det nummer, selv om Beck spiller det med indføling og opfindsomhed. Der er lysår mellem denne popsag og hans virke i Yardbirds eller på hans to første, berømmede soloplader “Blow by Blow” og “Wired” (1975 og -76).

For Beck har det imidlertid altid været vigtigere at eksperimentere og at gå sine egne musikalske veje, hvad enten de førte til Luciano Pavarotti eller til en snavset bluesklub i London. At Beck også fra tidligt i karrieren har været vaccineret mod den djævelske musikindustri med en god portion skepsis og afsky for dens narcissistiske stjernedyrkelse, har heller ikke været befordrende for kommercialismen. Til gengæld har han bevaret sin frihed til at vælge, som han lyster. Så gør det måske ikke så meget, at man ikke er så rig som hr. Clapton eller hr. Jimmy Page…