I går aftes kunne man se første del af Anders Østergaards berømmede og roste semi-dokumentarfilm om gruppen Gasolin. Hvis man ikke har set den, så er der al mulig god grund til at følge med i andet afsnit i aften. For det er helt igennem sober og gribende beretning om fire unge mænds vej til verdensberømmelse i Danmark. Det er rørende at høre guitaristen og ex-avantgarde-jazz-musikeren Franz Beckerlee fortælle om sin kærlighedsløse barndom, der afsætter en søgen i det spirituelle og musikalske eller singlemorbarnet Kim Larsen, der inspireres af den gamle Hollywood-film “Odysseus” (m. Kirk Douglas) til at sige farvel til skolelærerjobbet på Amager (og ægteskabet…) og kaste sig ud i et liv som musiker, selv om han kun kunne seks-syv akkorder. En Kierkegaardsk lærdom eller “urfortælling”, som Kim selv kalder det, hentet fra underholdningsindustrien: Man er ikke en fri mand, hvis man ikke tør tage chancer.
Filmen burde være pligtpensum for alle, der beskæftiger sig med uddannelse og tror, at man kan planlægge andre menneskers liv med elevplaner etc.
Filmen giver et herligt billede af tiden fra efterkrigsårene og frem til gennembrudsårene i 1970’erne. Beskrevet og fortalt loyalt og fantasifuldt.
Jeg kan selv huske, at den første gang, jeg for alvor bed mærke i Gasolin, var da de lavede musik til den socialrealistiske film Ang. Lone af Franz Ernst (1970). Det var deres anden singleplade. Og den gjorde indtryk. Her var der noget nyt og anderledes. Jeg blev ikke fan af Gasolin i halvfjerdserne, men lyttede til dem. Kunne ikke lade være. Gruppens musik var en væsentlig del af soundtracket til halvfjerdserne. Her mødtes Oswald Helmuth med Jimi Hendrix og den spirende dansksprogede rocklyrik, der var sat i gang af Eik Skaløe og Steppeulvene, blev forfinet med Mogens Mogensen og bandets mundrette poesi. Langsomt, men sikkert arbejdede Gasolin sig ind under huden.

Gasolin giver koncert i Thylejren, anno 1971: