For mange år siden – engang sidst i halvfjerdserne – lå der en lille bitte pladeforretning på Trøjborg (århusiansk bydel), et langspyt fra den tidligere fabriksbygning, hvor “mit” institut – Nordisk Sprog og Litteratur – holdt til. Og her kom jeg tit for at ose i det lille pladeudvalg. Lille, med udsøgt. Og her fandt jeg min kopi af Smokey Robinsons “A Quiet Storm”. Allerede få år efter sin udsendelse var pladen blevet kanoniseret som en af soulmusikkens klassikere. Og i musiktidsskriftet MM, som jeg abonnerede på dengang, var pladen en tilbagevendende reference hos de kritikere, der beskæftigede sig med den “sorte” musik. Smokey kendte jeg godt i forvejen fra hans glorværdige tid sammen med The Miracles – og for hans fantastiske sange (Tracks of my Tears, My Girl, Second that Emotion m.fl.), som han selv og andre havde sunget direkte ind i populærmusikkens kanon.

Men han havde forladt Miracles og manglede bare at indfri de sidste, store forventninger til ham som soloartist. Og pladen med den modsætningfulde titel gjorde det. Og den beviste, at manden ikke havde fremtiden bag sig. Der var mere at hente…

Titlens indre modsigelse – en stille storm – karakteriserer ganske godt musikkens kontrollerede følelsesliv. Den er som en keddel, der koger under tryk. Æstetikken er superlækker. Sangene er neddæmpede, beherskede og smeltende bløde, og Smokeys stemme er ligeså. Men under det hele brænder lidenskaben og begæret med vulkanisk styrke. Musik var selvskrevet som de stille præ-coitale numre på datidens scorested: diskoteket. Musikken er da også antipodisk til megen af den funky diskomusik, der kom dengang. Selv om den – som nævnt – passer fint til en sjæler eller to, så er det i høj grad en lytteplade, der kalder på fordybelse. Og som sådan er den næsten uopslidelig. Anbefales kraftigt.

Smokey Robinson fylder 70 år i dag og Torben har skrevet en fin artikel – Forfører i sexet stereo -om mandens liv og bedrifter (tak for inspiration).