Pladen var et af de få album, som min musiklærer i gymnasiet havde indkøbt til sin musikundervisning. Og det gjorde indtryk. På mig i hvert fald. Så meget, at jeg kort tid efter investerede i Steve Miller Bands femte album, som bare hedder “5”. “Sailor” havde jeg jo rålyttet til i musiktimerne, så derfor faldt valget på “5” fra 1970. Det år, jeg gik i 1.g. Der var jo ikke råd til det hele. Heller ikke dengang.
Coveret på “Sailor” (fra 1968) siger noget om, hvilken tid vi befinder os i. Den psykedeliske musik var hot, og enhver musiker eller gruppe med respekt for sig selv (og – ikke mindst – pladeselskabet) skulle helst lave noget “psykedelisk”. Musikken skulle være opfindsom og eksperimenterende. Og indpakningen skulle gerne signalere en syret fantasi (i mere end en forstand). Men i dette tilfælde bedrager skinnet. For “Sailor” – gruppens andet album i ’68 – er slet ikke det psykedeliske conceptalbum, man som pladekøber kunne forledes til at tro. Pladen er i bund og grund “bare” et varieret rockalbum, hvis numre peger på mange forskellige inspirationskilder.

Steve Miller og hans kolleger sugede til sig fra både den amerikanske tradition, psychedeliaen og den engelske scene. Akkurat som tillfældet var med gruppens første album “Children of the Future”, som blev udsendt en måned før.

På det indledende nummer “Songs for our Ancestors” holdes illusionen om conceptalbum endnu lidt oppe, idet maritime tågehorn effektfuldt indleder det stemningsfulde, improvisatoriske, næsten Pink Floydske instrumentalstykke. “Dear Mary”, skrevet af Miller selv, er en enkel, smuk ballade, der med de indledende blæsere uvægerligt leder tanken hen på The Beatles ( Penny Lanes legende brug af Bachinspiret piccolo trompet), ja, mere end det: Afslører, at Miller har lyttet intenst til plader som Rubber Soul, Revolver osv. og oven i købet diskret, men hørbart, citerer fra dem (lytter man godt efter kan man høre en god stump af “For No One” fra Revolver). Altså en hel lille Beatlespastiche. De to sidste numre på side 1 (ja, vi lytter til  en LP) – “My Friend” og “Living in the USA” – er regulære rocknumre, der afslører gælden til den uomgængelige blues, men også til grupper som Booker T. & MG’s og Sly & the Family Stone.

Side to indledes med en bagatelagtig, hurtig glemt popsang, “Quicksilver Girl”, der i et andet, lidt mere poppet arrangement lige så vel kunne være indspillet af The Associations eller Harper’s Bazar og måske være blevet et pænt hit. Der er mere substans i “Lucky Man”, et bluesagtig rocknummer, der indledes med en akustisk guitarsolo, som bringer Stefan Grossman i erindring, og fører over i en sumpet, lidt syret sang med et markant orgel. Lucky Man glider umærkeligt over i den reciterede fortælling om The Gangster in Love. “Overdrive”, næstsidste sang på pladen, viser, at hverken Rolling Stones eller Bob Dylan er forbigået Steve Miller Bands opmærksomhed. Fraseringerne låner fra Dylan og Brian Jones har ikke levet forgæves, når man lytter til leadguitarens slideeffekt. Jo, Steve Miller Band er solide eklektikere på denne tidlige plade. Punktum sættes med det heavy rocknummer “Dime-A Dance”, der viser, hvad styrken er i dette band, når man fjerner alle de psykedeliske gevanter og tidstypiske musikalske trends: De kunne rocke derudaf, som få andre på den tid.