For snart mange år siden var jeg med et hold gymnasieelever på besøg ved optagelsen af det dengang meget populære underholdningsprogram “Lykkehjulet”. Et program, der kombinerede spillelidenskab med gættekonkurrence og var anført af Bengt Burg. Når man så programmet på tv fik man det indtryk, at deltagerne var inde i et flot og prangende studie, og at de kunne vælge gevinster fra et bugnende gavebord.
Det viste sig så, at det meste var en fiktion og aftalt spil. Gaveboden var ikke at finde, men befandt sig på en bånd i redigeringsrummet. De deltagende publikummer blev ved hjælp af en energisk indspisker opmuntret til at klappe entusiastisk på bestemt tidspunkter i programafviklingen. Og Bengt Burg selv lagde ikke skjul på, at det hele var en iscenesættelse. Ja, spøgte sågar med det.
De unge mistede en uskyld den dag. Og det var hele pointen med besøget. Jeg var medielærer, og de kunne lige så godt lære fra starten af, at den mediale og journalistiske virkelighed er en redigeret virkelighed. En fiktion – i streng forstand.
Når det populære DR-program “Sporløs”, hvor enkeltpersoner angiveligt med tv-journalistens hjælp finder en savnet biologisk far eller en mor ude i den store verden, afsløres som den rene fiktion, så hænger det sammen med, at journalistiske programmer er afhængig af en vis portion troværdighed. Når vi ser tv-aviserne, så er deres funktion afhængig af, at vi stoler på, at rapporteren faktisk befinder sig i Bruxelles, på Haiti osv.
Hvis det pludselig blev afsløret, at Mette Fugl stod på Amager og ikke i EU-hovedstaden, ville troværdigheden være væk med et slag. Selv om informationerne var nok så korrekte. Vi oplevede det i sagen med journalisten Jeppe Nybroe, der måtte forlade tv, fordi han blev taget i at bruge fiktionen som middel til journalistisk formidling. I Nybroe-sagen handlede fyringen af ham netop om retableringen af den for en stund imploderede troværdighed.
“Afsløringen” af de journalistiske fiktionsformer i “Sporløs” (hvor medvirkende sammen med DR finder en forælder, som de allerede for længst har fundet) medfører måske, at programmet ophører med at blive sendt, men har egentlig den funktion at styrke den grundliggende og altid truede troværdighed. Logikken er: Nu har vi afsløret bedraget her, men fortsætter med de seriøse virkelighedsnære programmer i øvrigt.
Problemet er blot, at lige netop denne logik er den største illusion, det største bedrag. TV-mediet som sådan er i bund og grund afhængig af fiktion i form af redigering og iscenesættelse. Selv Søren Ryges live-programmer ville ikke blive til noget, hvis ikke de på forhånd var planlagt og ikke overlod ret meget til tilfældet.
Når deltagere i “Sporløs” kontraktligt forpligtes på ikke at afsløre, at deres historie er en fiktion (selv om der kan være korrekte detaljer i historien), så hænger det sammen med, at programmets eksistensberettigelse står og falder med sin realistiske troværdighed. Når Niels Severin, direktøren for produktionsselskabet STV, der står bag programmet, mener, at der ikke er tale om snyd, “men om godt fjernsyn, fordi det er ægte følelser fra medvirkende, der måske ikke har set familiemedlemmer i måske 20 år“, så er det, fordi han bekræfter nødvendigheden af, at fiktionen (‘godt fjernsyn’) er afhængig af et vist mål af (konstrueret) troværdig autencitet.
@WilliamJansen: Ja, det er jo der skoen trykker. DR kan selvfølgelig altid vælge en anden form, fx dramatiseringer af personers egne vellykkede eftersøgninger osv. AltsÃ¥ en form for fiktion, “der bygger pÃ¥ virkelige hændelser”, som man plejer at skrive. Hvor interessant det ville være, kommer an pÃ¥ en prøve.
Jeg tror, at problemet bliver at DR aldrig vil give Sporløs en chance efter, at det er blevet “afsløret”. Det ville være meget interessant at se, hvordan folk reagerer pÃ¥ et Sporløs-program, som indenfor afviklingen af udsendelsen insisterer pÃ¥ autencitet, men udenfor disse rammer er helt Ã¥ben om at være fake.
Jeg gad godt at DR udførte eksperimentet, og lod seerne afgøre, hvad de mener om Sporløs på ærlige præmisser.
For x-faktors vedkommende fremstår programmet jo som en seriøs konkurrence, som kan katapultere talent ud i professionalismen. Dommerne har jo gentagne gange fremhævet, at de ikke gider beskæftige sig med det, hvis det er middelmådigheden, der kolporteres. Og det bliver den så alligevel.
Men når man så kan bede om hjælp fra en maskine til dem, der ikke kan synge rent, hvad skal det så til for andet end at nedbryde institutionens troværdighed?
Wrestling er jo en helt anden liga, det hører jo til ligesom August og den hvide klovn i Cirkus Arena.
@AagePK: Som jeg forsøgte at sige ovenfor, sÃ¥ tror jeg, at “afsløringer” af tv-programmers “utroværdighed” har den funktion at cementere tv-mediets fundamentale troværdighed. Det kan godt være, at X-Factor er det rene skuespil, men heldigvis er der mange seriøse programmer. Problemet er bare, at alle tv-programmer har et element af iscenesættelse og dermed fiktion.
@WilliamJansen: Jeg tror ikke, at man kan sammenligne udviklingen wrestling med journalistiske programtyper som “Sporløs”. Wrestling kan sagtens fortsætte, selv om tiskuerne ved, at der er tale om skuespil. Underholdningsværdien ligger i de koreograferede “voldelige” optrin. Jeg har selv set wrestling flere gange i tresserne og været ganske godt underholdt af løjerne. Allerede dengang var det almindeligt at opfatte wresling som et show.
I et program som “Sporløs” er det en væsentlig del af selve kontrakten mellem seeren og historien, at den fremstÃ¥r som gengivelse af en virkelig eftersøgning. For at fÃ¥ den optimale oplevelse af dramaet og forløsningen, skal vi som seere tro pÃ¥, at det historien fortæller, bygger pÃ¥ de beskrevne handlinger. Det er jo ogsÃ¥ derfor, det skal hemmeligholdes. Slipper man troværdighedsmomentet i “Sporløs”, sÃ¥ fremstÃ¥r programmet som ren opspind (digtning). Uden troværdighedsmomentet er “Sporløs” i den form, programmet har, tabt pÃ¥ gulvet. Tror jeg. Men lad os se, hvordan det gÃ¥r med programmet, nu hvor det er afsløret som bluff!
Er du sikker på at programmets eksistensberettigelse står og falder med dets troværdighed?
Den suverænt mest indbringende boom-periode i den moderne wrestlings historie kom sidst i 90’erne, da branchen endeligt Ã¥bnede op og snakkede ærligt om alle mekanismerne, som er en del af iscenesættelsen af wrestling. En gensidig erkendelse af de involverede virkemidler behøver ikke at føre til et ophør af “kontrakten” mellem seer og producent.
Hvis dramaet fascinerer, hvis følelserne føles ægte, og du altid har kunne lide programmet; hvorfor så ikke blive ved med at se det?
Helt uvirkeligt bliver det, når nogle af journalist-detektiverne som skuespillere falder så klart igennem med deres måde at agere på i fremmede landes politi-og ande myndigheders kontorer; og så skal man til at grave troværdigheden frem igen, når de samme journalister dukker op på Christiansborgs gange for at interviewe flossede politikere.
Eller hvad med afsløringen af autotune i x-factor? Jeg får større og større respekt for handicap-OL, dér vedstår de sig da et handicap.