For mange år siden havde jeg en geografilærer, som jeg ofte tænker på. Han var ornitologisk interesseret og tog nogle gange elever med til Tipperne for at kigge på fugle, og så var han med til at åbne mine øjne for nogle af de samfundsmæssige problemer, der dengang ikke blev tematiseret som sådan, men siden er kommet i fokus i offentligheden. Han, hvis navn jeg ikke længere kan komme på, var en kritisk tænkende folkeskolelærer, der formåede at få os elever til at se lidt anderledes på verden, hvis ellers vi gad.

Jeg kan bl.a. huske dengang, hvor han forklarede os det uhensigtsmæssige i kødproduktion i en verden, hvor størstedelen af befolkningen går sulten i seng. Med tavle og fotos i en bog forklarede han os, hvor mange planteprodukter, der skulle til for at fodre en ko op – og hvor mange flere munde, man kunne mætte, hvis man undlod at omsætte planterne til kød.

Jeg kom til at tænke på min gamle lærer, da jeg i går eftermiddags – helt tilfældigt – kom til at se udsendelsen “Jorden brænder – Om klimaforandringer og etik” i den fortrinlige serie Danskernes Akademi på DR2. Her dukkede kødproduktionens problem igen op med nøjagtig samme pointe som hos min gamle geografilærer. I følge Gjerris ville omlægning af kødproduktion til planteproduktion være en af de veje, man måtte vælge, hvis man ville mætte flere af verdens munde, men også hvis man ville være med til at reducere udslippet af CO2, for kødproduktionen på verdensplan stod for 20% af denne udledning. Altså en femtedel. Gjerris pointerede også, at vi her i Danmark spiste mere kød end i andre lande. Omkring 150 kg pr. person om året. Og det er jo tankevækkende.

Gjerris prøvede at tænke problemet som en etisk problemstilling. Vi står over for et alment accepteret problem – CO2-udledningen og dens klimatiske konsekvenser – og aktuelt er verdens ledere i vildrede med hensyn til, hvordan man kan og skal modvirke den fatale udvikling. Forenklet sagt handler etikken om, hvordan du og jeg handler, ikke om, hvad politikerne beslutter. Og i forhold til CO2problemet er et etisk dilemma: Vil du fortsætte med at leve som du plejer og spise din del af de 150 kg kød eller vil du reducere mængden af kød i dine måltider og dermed give dit bidrag til CO2-reduktionen og mætningen af den hungrende verden? Vi kan selv gøre en lille forskel, medens verdens ledere har svært ved at finde deres egne ben.

Inden du – kære læser – farer i flint, vil jeg godt understrege, at jeg selvfølgelig godt ved, at klimadiskussionen er en varm kartoffel. Det ændrer ikke ved, at det pågældende foredrag er et fornemt eksempel på, hvad tv også kan bruges til, når den ikke står på X-Factor og lignende produkter. Nemlig: oplysning. Jeg synes, det er opløftende, at den hemmelige kanal DR2 har genoptaget denne gamle, hæderkronede tradition fra monopolets skoletvdage. Anbefales.