Det amerikanske powerpopband The Knack, der havde sin storhedstid i årene 1978-82, blev – som jeg husker det – igen og igen sammenlignet med The Beatles. En sammenligning, der både kan være smigrende, men også et åg, fordi den let kommer til at skygge for modtagerens eget talent. Og The Knack, der blev anført af forsangeren Doug Fieger, havde talent og nemme for iørefaldende popsange, som blev iklædt powerpoppens tempo og rockens kant.
Selv om bandet blev brandet som en slags nye Beatles, lykkedes det dem – i kraft af egen talentmasse – med deres første album Get The Knack fra 1979 at besætte Billboards førsteplads i flere uger, og singlehittet My Sharona er et af de mest iørefaldende og medrivende numre, som den genre har leveret. Egentlig en meget enkel sang bygget op omkring et særdeles fængende riff og med et tekst med seksuel innuendo. Ja, “My Sharona” er et af de klareste hits fra den periode.
Selv om de to opfølgende albums “…But The Little Girls Understand” (1980) og “Round Trip” (1981) var solide powerpopalbums (men uden debutens klare hit), så kunne de slet ikke leve op til anmeldernes forventninger. Og intern ballade gjorde, at bandet blev opløst i 1982.
Bandet er dog blev gendannet i flere omgang. Første gang i 1984 og senest i 1997. The Knack eksisterer i øvrigt stadigvæk. I 2006 døde The Knacks første trommeslager Bruce Gary af kræft 55 år gammel. Og nu meddeles det, at Doug Fieger har lidt en tilsvarende skæbne, 57 år gammel. Doug skrev My Sharona sammen med leadguitaristen Berton Laverre og sang selv for. Hvil i fred.